fredag den 31. december 2010

Tid til et nyt år


Vi gør klar til nytårsaften. Pigerne arrangerer teselskab for dukkerne. Manden bager kransekager. Jeg rydder op i stuen, er effektiv med Vampyren og holder nu en lille pause ;-) Jeg assisterede i går, da hummerskallerne skulle flamberes og bagefter hygge sig i et godt lag hvidvin. Nu trækker den i køleskabet, inden den skal reduceres, tilsættes fløde og smages til.


Senere kommer en god ven over. Han kommer tidligt, så han kan hjælpe med kødet. Det siges, at det er bedst at være to. Især de to. Så bliver vinen smagt til. Kødet behandles med andægtig og nænsom hånd. Imens vil jeg nyde småsnakken fra køkkenet og hygge med pigerne.

Hmm ... nu afbrydes den hyggelige stemning af to brølende piger. Den ene driller, og den anden VIL IKKE drilles. Jeg må hellere ...

Godt nytår til alle!

torsdag den 30. december 2010

Veto-ramt

Jeg skrev i går, at dagen i dag bl.a. skulle bruges på at pakke julen væk. Det var min egen idé. Hverken delt med Manden eller pigerne. De var ikke venligt stemt. Slet ikke. Det var vist nærmere mig, der skulle pakkes væk!

Så her er det stadig jul. Lige indtil .... jeg ved ikke hvornår. "Engang efter nytår," sagde Manden. Pigerne nikkede samtykkende.


Jeg er færdig med julen. Det er de ikke. Flertallet plejer at vinde. Jeg har fået forbud mod at røre NOGEN juleting.

Jeg kigger udenom i stedet for.

onsdag den 29. december 2010

Home sweet home

Hjemme igen. Turen hjem var noget hurtigere overstået end turen derned. Heldigvis!! Dog havde jeg håbet, at pigerne ville falde i søvn på bagsædet. Mætte af oplevelser og sene aftner. (Så ville jeg også kunne spise mit køre-slik uden at dele ...) Men nej! De underholdt med julesange, konkurrencer, lidt småskænderier og "jeg-er-alt-for-træt" -gråd indtil Århus. Så faldt der ro på Mindste - og dermed også Ældste - og de sidste 100 km blev kørt i ro og fred.


Nu er bilen tømt for dens betydelige oppakning. Nogle tasker er tømt, andre må vente til i morgen. Pigerne har set Alle vi børn i Bulderby og nydt at sidde ligeså stille. Manden havde savnet sin computer, så da han havde serviceret pigerne med en lille is, mandariner og vand, er han blevet opdateret og har selv opdateret. Jeg har drukket kaffe, mens jeg har læst blogs, nyheder og spillet spil, der ikke krævede den vilde hjerneaktivitet. Det var tiltrængt!


Vi brænder adventskransen ned. Kalenderlyset skal også tændes for sidste gang. I morgen skal julepynten pilles ned, og julekassen indtage sin vante plads på reolen i kælderen. Julegaverne skal finde deres plads, hvilket måske kræver en ændring af andre placeringer ... Det har jeg ikke helt overblik over - og har egentlig heller ikke tænkt så meget på lige præcis dét - men i morgen skal bare være en hygge- og nulre-rundt-dag.

Jeg glæder mig!

tirsdag den 28. december 2010

Julens sidste vers

Vi er stadig på juleferie. Nu også med min bror og hans lille familie. Om lidt er der hvid gløgg og juletræet skal tændes igen. Vi plejer se lysene brænde ned. Helt stille. Langsomt bliver der mørkere og mørkere. Det er en hyggelig stund at dele med hinanden. Som om vi siger tak for denne gang til juletræet og hinanden.


I morgen går turen nordpå igen. Hjem med julegaver, der skal på plads og i brug. Hjem til julepynt, der skal tages ned. Hjem til lidt mere ferie. Jeg er fyldt op af gode oplevelser, godt selskab, god mad og desværre også uro. Det tærer på mit overskud og min energi at være sammen med mange så længe. Det er for hårdt for mig, og flere gange har jeg været ved at græde af mangel på overskud, overblik eller noget tredie. Et par gange om dagen har jeg valgt stilheden og mit eget selskab. Det virker vist lidt egoistisk på nogen her, men sådan er det nødt til at være. Jeg bestemmer desværre ikke alt selv.

søndag den 26. december 2010

Præcis!

Vi hygger!

Går sent i seng. Står sent op. Spiser god mad. Snakker. Går ture i sneen. Drikker kaffe. Spiller spil. Hækler. Griner. Alt er lige som en familie-juleferie skal være.

Dejligt :-)


torsdag den 23. december 2010

Tjep tjep ...

Det er absolut ikke med vilje, at der er gået så lang tid siden sidste indlæg! Jeg har haft travlt, travlt! Pludselig er tiden forsvundet. Dog med gode, hyggelige ting. Julen kom tæt på, og der fulgte forberedelser med. Vintervejret satte også sit præg på dagene - og især dagen i går, hvor vi pludselig skulle afsted, for at være sikre på at komme frem til juledestinationen i den anden ende af landet. Tak til vinterdækkene, julemusikken og P3, Mandens madpakker med indlagt guf og ikke mindst pigerne, der opførte sig eksemplarisk hele turen. Den varede 6 timer mod normalt knap 3.



Frem er vi kommet! Nu står den på max hygge med

familien :-)



God jul til alle derude!!!

onsdag den 15. december 2010

Kulde, Bulderby og "masser af tid"

Trist, trist vejr. Tæskekoldt. Dis. Glat. Øv!

Crappy billede af crappy vejr


Heldigvis er det kun koldt og træls udenfor. Da Mindste og jeg kom hjem, blev vi mødt af latter fra Ældste, der var ved at vinde over Manden i yatzy. Knap så meget latter fra ham ;-) Jeg kastede en saltpræget flyverdragt og et par vanter, der engang var bøjelige, i vaskemaskinen. Nissepigen havde været på besøg, mens vi ikke har været hjemme, så pigerne skyndte sig at pakke op. I dag en fællesgave: Alle os børn i Bulderby på dvd. De fik lov at se lidt af det, så nu er de fuldt optagede af Agdas sko, der skal hentes ved den sure skomager. Mindste nulrer sit hår som altid, og Ældste tegner mønstre, der skal farvelægges - eller forsøger på det, for Bulderbybørnene er ret spændende!

Jeg forsøger at få overblik over julegaverne. Det går ikke helt så godt (jeg sidder jo her ...!). Jeg har mistet overblikket - hvis jeg nogensinde har haft det denne gang - og håber, at Manden har styr på, hvad der mangler. Jeg ved, at jeg mangler at sy en taske til Mindste og en kjole til pigernes lille kusine. Kjolen er klippet ud, så det er bare at gå i gang. Tasken tager ikke ret lang tid at lave, og jeg tror, det er derfor, jeg ikke er kommet i gang endnu. Jeg har jo masser af tid ....!

Pigernes hyggeligt drejende julelysestage

søndag den 12. december 2010

Liiiidt ældre

Pyyyh, hvor sker der meget her i Blogland. Jeg har sidst været herinde i onsdags - eller måske var det torsdag? - og jeg læser og læser. Overalt er der julet, hyggeligt og jeg kan næsten dufte julekagernes duft brede sig fra computerskærmen ;-)


Herhjemme er dagene fløjet afsted - jeg er blevet lidt ældre og blevet fejret, som jeg ønskede mig: Den nærmeste familie på besøg til god mad, hygge og god snak. Manden var køkkenchef, og jeg skulle bare nyde. For en gangs skyld var kagen til eftermiddagskaffen købt - jeg er ved at lære, at jeg ikke kan alt. Heller ikke selv om tiden er der. Jeg prioriterer, samtidig med at jeg virkelig ihærdigt holder fast i min beslutning. Jeg sad i sofaen fredag eftermiddag og hyggede med pigerne og tænkte: "Jeg kan da godt bage en kage, det tager ingen tid, og så sparer vi de penge." Men så tog mit mere fornuftige jeg over og nærmest befalede mig at blive siddende og i stedet tage turen til bageren næste formiddag. Jeg er stolt over mig selv. Jeg plejer at lave alt selv og har set det som et personligt nederlag, hvis jeg skulle købe mig fra noget.


Og ved I hvad? Gæsterne synes, det var fedt at få en klassisk kagemand med slik på :-)

tirsdag den 7. december 2010

Så er det nu!


I går blev en dag uden ret meget andet end arbejde og kursus om aftenen. Det er ok, så længe det kun er en gang imellem. Jeg har prioriteret at arbejde ca. 30 timer for at få tid til andet end arbejde - og jeg nyder det i fulde drag :-) I dag havde jeg fri kl. 13 og efter en rundtur på nettet, skal jeg ind til symaskinen. Jeg begynder på en taske til Ældste. Hun har forelsket sig i min nye taske og "vil altså rigtig gerne ha' sådan en også, mor!" Så jeg syr en til hende i julegave. Hun er på tur med skolen i dag og er sent hjemme, så nu er det NU.


Hun har nemlig arvet sin mors nysgerrighed ;-)

søndag den 5. december 2010

Søndagssyning

I dag har jeg lavet julegave. Planen var julegaveR, men når man (=jeg) ikke kan se op og ned på et ærme og må sprætte både sidesøm for og bag + kantebånd op for at få vendt ærmet om, så går tiden jo ... Nu er den færdig og klar til indpakning. Jeg har hængt den på min skabslåge for at nyde den lidt ;-)

Imens jeg bandede lidt for mig selv sammen med symaskinen, bagte Manden de lækreste boller, mens han underholdt pigerne med hulebygning og Karlsson på Taget. Så på en dag, hvor sneen har dalet uafbrudt, blev eftermiddagskaffen til nybagte boller med varm kakao. Uhm!

fredag den 3. december 2010

Eftermiddagshygge


Ahh! Så blev det fredag. Arbejdsdagen er vel overstået med julerier og hygge. Julestemningen spreder sig lige så stille. Det er en dejlig fornemmelse!

Kurven er ca. 15 cm høj og 10 cm bred

Nu står den på te, hækling og Jullerup Færgeby i fjernsynet. Pigerne elsker den, og jeg mindes. Anton, der revner sine bukser. Papegøjen med "splitte mine bramsejl." Fiskebilen, der ridser galionsfigurerne. Kranen, der går i stykker. Og ikke mindst "En tomat så rød som blod og en gammel gulerod kan du få - for en krone!"

Weekend!

onsdag den 1. december 2010

I'm back!

JEP! Jeg er ovenpå igen! Hvor er det bare en god fornemmelse :-) Jeg sover igen, jeg kan overskue dagen og dens opgaver, jeg orker at være sammen med pigerne, jeg kan grine, så det mærkes i maven og jeg er ikke ved at græde over ingenting - bøtten er vendt!

Det har været nogle seje uger at komme igennem. Jeg har bandet og råbt højt, jeg har været sur, indelukket, fåmælt, trææææææt, uoplagt, ked af det, ikke haft appetit og så alligevel trøstespist, været afvisende, gemt mig i soveværelset, været sygemeldt og ikke lavet en pind. For fan... hvor er det hårdt for i bevidstheden dukker der hele tiden tanker op om "ville, burde, skulle" og en masse dårlig samvittighed. Det gør det ikke nemmere at finde overfladen igen. Det lykkedes, og jeg er lykkelig!

God udsigt, mens man venter på bussen ved banegården

Siden søndag har jeg været på værksted med bilen, taget bussen til og fra arbejde 2 dage, fået vinterdæk på den, hæklet en kurv færdig og begyndt på en ny, lagt en enorm mængde vasketøj sammen OG på plads, gået det halve af byen gennem for at komme til værkstedet, købt stort ind og haft besøg - udover at være på arbejde. Jeg er naturligvis opmærksom på, at jeg ikke skal lave for meget. Jeg havde nok heller ikke valgt at lægge så mange ting oven i hinanden, hvis jeg kunne vælge, men bilen ville ikke køre, og vinterdæk ville jeg ikke vente længere med ...! Vasketøjsbunken startede min søde gæst på, og så er man jo nødt til at hjælpe ... ik'?

Nu tager jeg nogle dage i mit eget tempo. Udover at tage på arbejde har jeg ingen planer før lørdag, hvor vi skal til familiejulehalløj. Jeg skal bare hygge mig herhjemme med familien, og så håber jeg, at jeg kan få syet et par julegaver - eller i hvert fald begynde på dem.

Nu vil jeg lave en lang guirlande sammen med pigerne :-)

søndag den 28. november 2010

Formiddagstanker

Så blev det søndag. Det meste af lørdag blev brugt under dynen. Jeg sov længe, fik en lang middagslur og gik tidligt i seng. Tiltrængt. Desværre blev det en dårlig nat, hvor jeg ikke rigtig fik sovet.

I dag tager jeg pigerne med ud til en veninde. Så kan de lege med hendes datter og brænde lidt krudt af, imens vi drikker kaffe og snakker. Jeg har brug for et sceneskifte efter at have været hjemme hele ugen. Imens vi er afsted, håber jeg, at manden får sovet den sidste rest af sygdom ud af kroppen. Jeg synes, det hele handler om sygdom her på den ene eller den anden måde.

Jeg har bestemt mig for, at i morgen starter jeg på en frisk. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan i forhold til at vende de negative tanker om til positive. Det bliver ikke let, men det er nødvendigt. Jeg kan ikke holde det her ud! Jeg har lyst til at slå, råbe og skrige. Der er så meget, der vil ud, men det kan ikke komme det. Dén energi må kunne bruges til at vende situationen, eller ...?

fredag den 26. november 2010

Fredagstanker


Kaffe.

Tv.

Alene hjemme.

Tanker.

Dårlig samvittighed.

Overvejer at klippe stof til en julegave-kjole.

Ældste skal have overtræksbukser - bør købe dem!

Glad for aftalen om vinterdæk på tirsdag.

Kan ikke overskue weekenden.

Har haft hele ugen hjemme og ikke lavet noget. Véd det er godt, men det nager mig alligevel. Jeg burde jo ... kan jeg virkelig ikke ...

Hvorfor kan jeg ikke bare tage tingene som de er? Tage dem, som de kommer?

Kognitiv terapi ... hjælper, men er så forbandet hårdt.

Fryser tæerne, men kan ikke nå tæppet. Orker ikke.

Tårerne triller.

Skide sygdom!


Torsdagssnevejr i Reberbanegade

torsdag den 25. november 2010

Nyt look

Jeg har pillet lidt ved udseendet her på bloggen. Jeg var blevet træt af træstammerne, der prydede siderne. Nu er det nissefarverne rød og grå, der præger billedet. Det er jo ikke til at komme udenom, at december nærmer sig med hastige skridt.

Jeg er sygemeldt hele denne uge og håber, at det giver gode resultater. Den øgede medicindosis har allerede hjulpet - nu har jeg sovet 2-3 timer i træk 2 nætter. Det var savnet! Ellers kører jeg på lavblus og laver næsten ingenting. Det er rart, og jeg kan mærke, at det er tiltrængt. Jeg formår endda at holde tankerne på afstand. Sådan rimeligt i hvert fald.

tirsdag den 23. november 2010

Nødvendig pause

Har nu været sygemeldt mere eller mindre siden fredag. Holder lige næsen over vandet. Øger medicinmængden i samråd med psykiateren.

Vender tilbage når jeg kan - håber det bliver snart!

søndag den 21. november 2010

Jeg ved ikke helt ...

... hvad jeg skal synes. Depressionen stikker sit ækle hoved frem igen. Jeg synes, jeg skraber hen ad gulvet. Til tider under. Der er ikke ret meget sjov i at være omkring mig. I går fik jeg en større tudetur (over støvsugeren) foran pigerne. Hold op, hvor er det ikke sjovt at stå stortudende foran dem og se deres ansigter forandre sig fra at smile til at være alvorlige og bekymrede. Hvad sker der med mor? Hvorfor græder hun? De kom forsigtigt hen og krammede mig og sagde, at det nok skulle gå. Nok skal gå!? Det skal de ikke sige til mig! Det er den forkerte rollefordeling. Jeg kunne ikke sige andet end ja og så kramme dem helt tæt.

Bagefter fik vi snakket lidt om det, og jeg fortalte dem, at det ikke har noget med dem at gøre. Det er mig, der er lidt mere ked af det, og det skal de ikke bekymre sig om. Det virkede de til at være glade for at høre. Især Mindste har svært ved at klare, når jeg er ked af det og ikke så let at være omkring.


Jeg havde besøg af en veninde og hendes datter det meste af dagen i går. Pigerne hyggede sig alle tre, og vi fik snakket. Ikke så meget om mig, men mere om alt andet. Det var lige det, jeg havde brug for. Lidt andet input end min egen miserable verden, som jeg får skabt den inde i hovedet. Der er jo andre ting, og jeg skal - igen - lære at fokusere på det gode og positive. Det er bare svært at få øje på lige nu.

Jeg fik snakket med Manden og vi var ret enige om, at jeg skal kontakte psykiateren igen. Jeg har først en tid hos ham om en måned, og det er for lang tid at vente. Jeg ringer til ham i morgen, og så håber jeg, han har et guldkorn - eller helst to!

fredag den 19. november 2010

En rigtig øv-dag


"Ingen erkender,
at nogle mennesker bruger
utrolig meget energi på
blot at være normale."

- Albert Camus, 1913-1960, fransk forfatter og filosof




Sådan har jeg det i dag og har haft det et stykke tid efterhånden uden helt at ville erkende det - eller måske overgive mig ...? I dag er jeg hjemme, sidder i sofaen med kaffe og computer og slapper af. Helt af. Forsøger ikke at tænke negativt. Ikke at tænke på alt det jeg skal og vil. Ikke tænke på, hvad jeg kunne lave herhjemme; der er nok, jeg kan give mig til. Men det bliver kun på hyggeplan! Måske jeg kigger nærmere på tasken ... men først efter endnu en kop kaffe.

onsdag den 17. november 2010

Onsdagstræt!


Jeg er kommet videre med tasken, men ikke så langt som jeg havde håbet - og ikke mindst ønsket ... jeg glæder mig sådan til den bliver færdig og kan flashes ude i verden :-)

Mandag var bare alt for lang og trættende, og da arbejdet var overstået, stod den på bad til begge piger og kursus om aftenen. Den dag kunne jeg godt have brugt 1 time sammen med symaskinen, men det kunne ikke lade sig gøre.

Tirsdag tog jeg ud for at købe stof til et par julegaver. Sidste år blev det alt, alt for presset op til jul. Det vil jeg gerne undgå i år! Nu er stoffet i vaskemaskinen, så jeg kan snart komme i gang.

Taskens firkanter placeres + dagens plads i fred og ro!


I dag har igen været en lang og trættende dag. Jeg opgav at tage til zumba og prioriterede i stedet at tage hjem og pleje mig selv lidt. Jeg har lavet en aftale med Manden om, at han tager sig af børn og aftensmad i dag. Jeg kan være i soveværelsets krea-/computerhjørne uden forstyrrelser indtil kl. 18, hvor maden bliver serveret. Det er fantastisk, og jeg er ham evigt taknemmelig for at bakke op om mit behov for alenetid. Så her sidder jeg, surfer lidt og ved ikke om det bliver til syning eller bare total "slå-hjernen-fra-computer-tid." Jeg har fået serveret en kop (eller faktisk en hel kande ...) te og lidt sødt. Jeg håber, det kan hjælpe lidt på humøret, som desværre er lettere nedadgående for tiden ...

søndag den 14. november 2010

Firkantet lørdag


Lørdagen er tilbragt i selskab med en masse lækkert stof. Jeg har fået klippet firkanter nok til min nye taske. Jeg stod på hovedet i stofgemmer og en god pose stof, jeg har fået af en veninde. Det blev til en firkanter i nyt og gammelt, noget helt fra min barndom, noget købt i Husflid sidste weekend, lidt fra Afrika, noget fra pigernes tøj, lidt fra min mormors gamle pude og en af mine egne gamle trøjer. Et dejligt miks - som nu bare skal sættes sammen på den let tilfældige måde ...

Mønstret har jeg fundet hos Lula Louise.

fredag den 12. november 2010

Stille fredag

I dag har været en usædvanlig stille dag på arbejdet. Det passede mig helt godt. Det bød endda på lidt godt til maven også. Efter et par kopper kaffe efter arbejdstid og en tur forbi mekanikeren kunne jeg hente Mindste og begynde at bruge af weekenden.

Jeg er dog ikke kommet videre med tasken, men i morgen satser jeg på, at der sker noget. Den bliver jo ikke færdig ved at blive tænkt på ... Da jeg kom hjem i eftermiddags, var det vigtigste, at pigerne fik valgt en film - og fik lidt slik også - og med hovedpine og lidt hold i nakken, så er jeg ikke kommet videre end hertil.

Et ikke ret charmerende værkstedsgulv

Efter aftensmaden skal pigerne og jeg hygge os i soveværelset med nattøjet på og DisneySjov i tv. En pige i hver arm; den bedste måde at skyde weekenden i gang på!

God weekend til jer derude :-)

torsdag den 11. november 2010

Lidt uddybende

Det blev et lidt (= meget) hurtigt indlæg i går. Vupti - men sådan er det en gang imellem ...

Min tur til København blev til den bedste weekend rigtig længe. Det var et pusterum i alt det andet og en meget tiltrængt pause. Jeg fik i dén grad depoterne fyldt op med energi og overskud. Weekenden bød bl.a. på en langsom tur på og omkring Strøget med besøg i mange gode og sjove butikker, en tur indenom Christiansborg, gåtur på Kastellet og forbi Amalienborg, "åben mund og polypper" hos Husflid på Østerbro, cafébesøg, rødvin, sene morgener og til sidst en flyvetur i solnedgangen.

Vi fik snakket, grinet og blev opdaterede på hinanden. Det var rigtig dejligt at have så meget tid sammen uden diverse mænd, børn og forpligtelser. Jeg fik desværre ikke shoppet nær så meget, som jeg havde håbet og drømt om. Den tungeste pose blev slæbt ud fra Husflid (hvor det er SÅ svært at vælge!). Jeg bestemte mig for forskellige bånd, en stor rød knap, en stofpakke med 4 forskellige slags stof og lidt flere småting.



Denne uge havde jeg planlagt at begynde på en taske til mig selv. Den skal være ensfarvet på den ene side og patchwork på den anden, bl.a. med det nye stof fra Husflid. Jeg er kommet så langt som til at vaske stoffet. Nu hænger det til tørre (og var knastørt allerede i går), så i morgen kan jeg komme lidt videre. Hvis jeg får tid, altså ;-)

Jeg havde vores digitalkamera med til København, men billederne vil ikke over på computeren ... ved ikke lige hvad der sker for vores tekniske apparater for tiden ... så I må nøjes med et billede af lidt af indkøbene fra Husflid.

onsdag den 10. november 2010

Kbh tur-retur

Jeg er kommet hjem igen. I god behold endda :-) Jeg ved ikke, hvad det er med tiden, men den flyver afsted! Den kunne da godt holde lidt pause en gang imellem, synes jeg.

Pt. er jeg på arbejde og holder pause ved computeren. Det er vist sådan, jeg skal finde tid ;-)

Så sluttede pausen ...

fredag den 5. november 2010

Afsted



Om 3 timer står jeg i lufthavnen med mine pakkenelliker og svigerinden ved min side. Vi skal besøge min søster, der bor i Kbh. Det bliver godt at komme lidt afsted og få tankerne ind på andre baner. Vi skal "bare hygge os" hele weekenden. Sikkert med en masse grin, gode historier, god mad og mon ikke et glas vin eller to?

Jeg skal have pakket, hængt lidt vasketøj op og så kysse dem alle 3 farvel. Så er jeg klar.

God weekend!

torsdag den 4. november 2010

Update

Nogle gange føler jeg mig ude af stand til at gøre noget som helst. Andre gange går det som smurt. Får et pludseligt skud af energi. Så bliver der skiftet sengetøj, lagt tøj på plads, støvsuget og leget med pigerne. Lige så hurtigt er det ovre igen, og jeg orker ikke engang at flytte blikket.

Jeg er tom i hovedet. Fuldstændig. Bliver stillet spørgsmål, som jeg ikke synes, jeg kan svare på. Har ingen ord. Alligevel kommer der ord ud af min mund. De må give mening, for den anden ser tilfreds ud.


Våd betonvæg

Jeg skal besøge min søster i weekenden. Kan slet ikke forestille mig det. Bevidst vælger jeg ikke at tænke på det, for jeg ved, at jeg stresser mig selv over alle de ukendte ting, jeg vil møde. Da vi aftalte weekenden for længe siden, glædede jeg mig virkelig. Nu glæder jeg mig vist mest til at være hjemme igen. Hjemme i vante omgivelser. Ikke for mange indtryk. Ro omkring mig.

Jeg vil ikke aflyse eller udsætte. Jeg bliver trodsig og vil ikke lade mit hoved styre mig. Jeg SKAL afsted. Inderst inde ved jeg, at jeg glæder mig. Mon ikke det kommer frem i morgen, når jeg sidder i flyveren?

tirsdag den 2. november 2010

Øv!

Jeg fungerer ikke optimalt i øjeblikket. Jeg stresser mig selv. De mindste ting bliver gjort til et problem. Jeg forsøger at lade være, men det lykkes ikke rigtig. SÅ irriterende!

Jeg pauser lidt herindefra og håber, det giver lidt ... et eller andet ...!

Ses!

søndag den 31. oktober 2010

Overvejelser

En lettere stresset start på dagen i går. Det varede heldigvis ikke ved, selvom jeg synes tempoet var for højt alligevel. Pludselig blev Mindste syg; feber og ondt i det ene øre. Det har vi aldrig prøvet før, og da hun ønskede at komme i seng uden aftensmad, fik hun lov. Ikke engang is ville hun have ... hun har sovet fint hele natten (jævnligt tjekket af sin mor) og har det fint igen her til morgen. Heldigvis! Hendes tidlige putning gav mig mulighed for at lære Ældste at spille 500. Vi spiller med åbne kort og uden point, og hun har helt styr på det. Vi tager det lidt i etaper. En del spil og grin senere blev hun puttet i min seng, og jeg zappede mig igennem aftenen uden andre mål end total afslapning!

Billede fra turen til Mølleparken sidste weekend

Pigerne og jeg er stadig alene hjemme, men jeg satser på, at Manden er hjemme igen inden alt for længe. Jeg aftalte med ham, at når han kommer hjem, så er han sammen med pigerne. Uanset hvor træt han er. Så vil jeg begynde på en taske til mig selv, lidt broderi eller måske en overdel til Mindste. Jeg har en masse forskellige overdele i tankerne og kan ikke bestemme mig for, hvad jeg skal lave først. Samtidig har jeg surfet de fedeste broderi-blogs og set gallerier med fantastiske broderier. Jeg købte en masse broderigarn for noget tid siden og har ikke rørt det endnu. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, hvad det skal blive til. Heller ikke med det ;-)

Jeg går i tænkeboks :-)

lørdag den 30. oktober 2010

"Alenemor"

Jeg er alene med pigerne stort set hele weekenden. En tiltrængt aleneaften (læs: Pigerne sover, Manden er ikke hjemme) i aftes blev nydt i det stille med strikketøj og lidt rigelig chokolade ... bagefter gik jeg tidligt i seng og fik læst min bog færdig. "Tyskerungen" af Camilla Läckberg, som i øvrigt kan anbefales!

I dag kørte vi i Storcenteret. Primært for at jeg kunne sende min mobil ind til reperation, men så er posthuset derude f.... lukket. Sådan lige pludselig! Frækt, synes jeg. Så jeg må vente til mandag med at sende den og forsøge at klare mig med den gamle så længe. Men den kan da også både sms'e og det hele ;-)

Hjemmefra havde vi lavet en aftale om at gå i Tiger. Der fandt vi bl.a. vandfarver og pensler, så da vi kom hjem, gik pigerne straks igang. Det varede ca. 10 minutter, så var de uvenner. Frokosten lagde en dæmper på gemytterne. I ca. 5 minutter ... så blev de uvenner over et spil Fisk, og nu skumler de i hver deres hjørne. Ældste venter på at komme til at spille computer, så jeg skynder mig lige lidt med indlægget her.

En hurtig opdatering på mig: Det går ok, men kun lige. Jeg har taget mig meget sammen til i dag, fordi jeg ved, at det er jeg nødt til. Der er jo kun mig i dag. Det hele blev bare lidt for meget den anden dag og kulminerede med, at jeg sad i børnehaven og græd. Jeg skulle snakke med en pædagog om Mindste og fik at vide, at hun er, lige som hun skal være. Ingenting at bekymre sig om med hende. Der faldt en sten fra mit hjerte, for jeg kunne ikke overskue, at der skulle bruges ekstra energi på at ændre på noget overfor hende. Så "lousy mor"-agtigt det end lyder ...!

Ingen billeder i dag, kan ikke tage nogen .... Øv, hvor er det kedeligt!

onsdag den 27. oktober 2010

Ingen søde sager - ingen steder at bo

En god start på dagens arbejde har helt sikkert gjort dagen mere udholdelig. Det var hårdt tiltrængt, og vi var heldigvis alle enige om lige præcis dén aktivitet! Humøret hænger noget lavere end det har gjort længe. Jeg føler mig ganske enkelt uoplagt, energiforladt og har bare lyst til at gå hjem i seng. Væk fra det hele. Især væk fra noget, der kræver noget af mig.

Når en lang arbejdsdag er færdig skal jeg hente Mindste i børnehaven. Jeg har en aftale om at snakke med hendes pædagog samtidig. Der er nogle ting, der undrer mig i hendes opførsel (altså ikke pædagogens ;-)) Måske hun har nogle ideer til hvorfor. Det håber jeg. Jeg orker bare ikke helt at tage snakken i dag, men der var dér, der var tid. Jeg tager mig sammen, og så går det nok også.

Puh ... jeg vil gerne skynde mig videre til torsdag!

(Ang. overskriften: Sætningen har jeg haft i hovedet hele dagen, håber den forsvinder ved at skrive den her!)

tirsdag den 26. oktober 2010

Nej, nej, NEEEEJ!


Min mobil er gået i stykker. Sådan rigtigt for alvor :-( Jeg troede ikke, jeg var ret afhængig af den, men det er jeg sørme... Vi har ikke fastnet længere, alle numre ligger på mobilen, og da den har kamera, er det oftest det, jeg bruger. Jeg føler mig fuldstændig hægtet af. Kunne ikke engang ringe til Manden og beklage mig, for der var ingen telefon, hvor jeg var.

Der er flere ting, der driller mig i øjeblikket. Nogle lidt store, andre lidt mindre. Jeg kan mærke, at jeg er på nippet til at råbe "..." og skride fra det hele. Jeg har imidlertid ikke ladet den følelse gro sig stor og uoverkommelig. Jeg bander lidt for mig selv og forsøger samtidig at holde fanen højt. Frustrationerne får lov at blive luftet, men i et omfang der er passende. Også her er der sket noget! Tidligere var det en selvfølgelighed, når noget gik i stykker eller planer måtte ændres, for det handlede om mig. Nu er jeg ikke længere omdrejningspunkt og kan godt se, at det IKKE er min skyld det hele.
Hmm ... ikke det mest positive indlæg herinde længe .. til gengæld er der et fint billede i dag ;-)

Lidt af kjolen jeg syede den anden dag

søndag den 24. oktober 2010

Ferieweekend!

I går tog jeg Ældste med ud til en kollega, der med tiden er blevet en veninde. Hun har en pige på samme alder som Ældste, og de to fandt straks hinanden. Der blev leget hoppeland, fjollet, leget model, spist pandekager og leget gemmeleg. Imens kunne vi - stort set - uforstyrret drikke kaffe, spise lidt pandekager og ikke mindst snakke. Det var en dejlig eftermiddag, som Ældste har plaget om gentagelse af lige siden. Hun har vist fået en ny veninde ;-)


Den sidste ferieformiddag blev brugt i selskab med pigerne, Buzz Lightyear og Woodie. Jeg tror, pigerne fik et nyt syn på deres legetøj ... Straks filmen var slut, kom vi i tøjet og tog afsted til Mølleparken. Rusk og regn blev glemt for en kort stund, da vi tossede rundt og rundt. Jeg blev udnævnt til "Monster" og måtte fange de andre. Især pigerne synes det var fedt ;-) Rundt og rundt det gik, indtil vi måtte kapitulere og vende de røde næser og kinder hjemad. Godt gennemblæste og klar til frokost.

Manden har taget begge piger med i køkkenet for at lave overraskelse til mig. Jeg hørte en lille fugl synge om marcipanhorn og kaffe ... Ikke dårligt! Nu håber jeg bare, fuglen har lyttet det rigtige sted ...!

fredag den 22. oktober 2010

Dejlig fredag :-)

Klokken er knap nok 17. Det meste af dagen er gået med at sy den bestilte kjole. Det gik nu nemt og forbavsende hurtigt. I effektiv sytid har jeg nok brugt ca. 2½ time på kjolen med halsbelægning og kantebånd forneden. Samtidig fik jeg drukket flere kopper te, men det har desværre ikke rigtig hjulpet. Heller ikke tå-og halsvarmerprojektet i går. Jeg må snotte videre. Heldigvis kan det skubbes til side i bevidstheden, når symaskinen kører ;-)

Mindste var i børnehave i dag for at give Ældste og hendes bedste ven mulighed for at lege i fred og ro herhjemme. I dag var en rigtig indedag i børneren, først med kreative aktiviteter og siden film og et glas popcorn til hver. Efter en hurtig tur med mig i Kvickly kom hun hjem til .......... tadadadaaaaa: Film og popcorn! Det er vores faste indslag fredag eftermiddag. Så kan DisneySjov nydes i fred og ro i nattøj og med børstede tænder under dynerne i soveværelset. Fredag eftermiddag/aften er vist vores alle fires yndlingstid på ugen.

Billeder af kjolen følger, her er et andet i stedet ;-)

torsdag den 21. oktober 2010

Torsdag???


Jeg har været på arbejde i dag for første gang denne uge. Derfor undrede jeg mig VIRKELIG, da jeg kom hjem og Manden sagde: "Hvor er det dejligt, du får weekend i morgen!" Jeg troede, det rablede for ham. Men det var jo sådan set MIG, det rablede for .....!

Aftenen skal tilbringes på langs foran tv. Jeg er træt. Fuld af snot i hovedet, stadigvæk. Nu gælder det om at holde tæerne varme og drikke teen så langsomt, at halsen er konstant varm både indefra og udefra. Det er da ikke det værste projekt en torsdag aften!?! (Hvis man fjerner snotten, lyder det da meget hyggeligt, ik'?)

onsdag den 20. oktober 2010

Fred og ro!

Snot i hovedet. Sandpapir i halsen. Eller det føles i hvert fald sådan. Dejlige gæster som netop er taget afsted igen. Nu slapper vi alle 4 af med hver vores. Pippi på dvd til pigerne, computer til mig og live-gaming (kalder han det vist) til Manden.

Udenfor blæser det. Bladene ryger af træerne. Lidt for hurtigt, synes jeg. Jeg er ikke helt indstillet på efterårskanalen endnu. Der varsles sne. Slap liiiige af engang! Vi skal lige nå at hygge med tæpper, stearinlys og strikkede strømper lidt endnu, før sneen begynder. Pigerne derimod fik julelys i øjnene. Tidlig vinter!!! Vi skynder os at efterårshygge (og håber, meteologerne tager fejl...)


Jeg skal have klippet mønster til Mindste til en kjole. Nu er det hendes tur til lidt nyt tøj. Jeg skal også sy en til en venindes datter. Lidt bestillingsarbejde - det har jeg vist ikke prøvet før ;-)

Nu vil jeg lave mig en kop te og krybe under tæppet sammen med pigerne!

tirsdag den 19. oktober 2010

I dag ...

... er en dag UDEN

- arbejde

- tidsfrister

- kedelige opgaver

- sure børn

- vasketøj

- madlavning

I dag er en dag med KUN hyggelige, rare ting. Det er lige til at holde til :-)

mandag den 18. oktober 2010

Dejlig mandag morgen

Tidligt op. Afsted med pigerne. I dag er det min dag. I morgen holder de også fri. Jeg ser tv og strikker. Kaffen er drukket, men da vejret indbyder til mere varm drik, er jeg gået over til te. For min egen og familiens skyld ;-) Det kan ikke være rart at komme hjem til en kaffe-hyper mor, der ikke kan sidde stille ...

En mandag, der starter bedre end de fleste!

søndag den 17. oktober 2010

Et stk. kjole på vej


Det er tydeligt, der er arbejdsro i dag! Klokken er ikke ret mange, og jeg er allerede langt med kjolen. Ikke at det hele er "arbejde," vi har også spist lækker frokost og nu lokker Manden med kaffe & sødt.

Ikke dårligt ;-)

HVAD ...?

... skal jeg dog finde på? En dag HELT ALENE med Manden. Og så endda en søndag :-)

Jeg pønser på en ny kjole til Ældste. Manden pønser vist på at gennemføre et eller andet spil. Men DET BEDSTE er, at vi kan gøre det sammen hver for sig. Ingen forstyrrende pigediskussioner eller tv i baggrunden. Ingen "jeg er fææææææærdiiiiig" eller "Moooaaar ..." Bare os to. Hver vores hyggeting. Det er nu rart en gang imellem!

fredag den 15. oktober 2010

Tiden, der blev væk ...


Taget onsdag morgen, hvor vi kunne høre, men ikke se, Egholmfærgen

Der har været travlt denne uge. Både fordi jeg har haft mange aftaler, og fordi jeg orker mere. Meget mere, faktisk. Når jeg har haft tid hjemme, er der blevet ryddet op, syet, leget med pigerne, sorteret tøj og vasket et utal af maskinfulde tøj. Før i tiden ville jeg, når jeg kom hjem, enten fortrække til soveværelset eller forsøge at lave ingenting, helst fra sofaen. Jeg er selv helt forundret over alle de ting, der bliver lavet.

Desværre betyder det også, at min tid foran computeren bliver mindre, fordi jeg ikke har brug for at være alene. Det har fungeret som min egen lille boble, hvor det eneste, jeg havde fokus på, var det på skærmen. Derfor er det også nogle dage siden, at jeg har skrevet herinde. Det er jo både godt og skidt ;-) Fremover skal jeg bare vænne mig til, at det er ok at sidde ved computeren OG have overskud.

- men pludselig kom den sejlende ud af tågen

Jeg tror, jeg vil nyde en skive nybagt franskbrød med familien og NYDE, at det er weekend nu.

God weekend!

tirsdag den 12. oktober 2010

Sådan kan det gå .........

I går var jeg så kæk. Hækletøjet forventedes færdigt. God idé. Ret god, faktisk. Men efter jeg postede indlægget, så .... Hvordan skal jeg sige det? Jeg surfede rundt. Rundt og rundt. Så pludselig var klokken mange. AAAAALT for mange, og jeg måtte hellere gå i seng. Tjaaaaa ... sådan kan det gå! Men jeg håber ikke, jeg er den eneste med den "skavank" ... eller hvad?

I morgen aften skal jeg være barnepige, men barnet sover imens, så mon ikke der kan ske lidt dér? Det håber jeg - så skal jeg bare huske at komme det i tasken ;-)


Forresten var jeg hos psykiateren i dag. Jeg har det bedre end nogensinde før. Fuld af energi, lyst til livet og ser ikke længere mig selv som en byrde/belastning for nogen. Jeg orker mig selv, min familie, mit hjem, min syning, mit arbejde - nærmest det hele. Det er fantastisk! Det endte jo med, at vi sad der i hver vores læderstol og grinede. Det er sgu da skønt! Så nu er der LAAAAAANG tid til vi skal mødes igen. Hurra!!!

Helt hurra er det dog ikke. Jeg er stadig ikke helt "tilbage" i fht. koncentration og hukommelse. Psykiateren siger, at man ikke kan vurdere de endelige "skader" efter en langvarig eller svær depression, før efter ½ år, hvor man har haft det godt. Så vi ser tiden an (på bedste lægevis), og jeg håber virkelig, at det bliver bedre. På den anden side synes jeg, at jeg er nået ufattelig langt, og hvis nogen skulle havde sagt til mig for 1 år eller 2 siden, at jeg ville have det sådan her i dag, ville jeg ikke have troet på dem. Overhovedet!

Nu står den på kaffe og puslespil med mine 2 skønne piger :-)

mandag den 11. oktober 2010

Nice :-)

Sofaen kaldte. Så her sidder jeg nu. Om lidt tager jeg hækletøjet under kærlig behandling. Forhåbentlig bliver det færdigt i dag. Det står, så jeg kan se det her fra sofaen, men jeg har alligevel ikke rørt det. Det er vel en uges tid siden. Mindst ... Nu er det NU!

Uldsokkerne er på. Teen i koppen. Det er nice, det her :-)

søndag den 10. oktober 2010

Brugt søndag!

Min søndag er godt og grundigt brugt. Efter en langsom start tændte vi op under kedlen og fik gjort hovedrent. Manden tog sig af køl og frys, som blev rengjort og iset af. Bagefter fandt tingene på plads i en bedre orden end nogensinde før. Jeg ordnede pigernes værelse sammen med dem. Jeg ved ikke, hvad der sker derinde, men der er ALTID en sort sæk affald, når vi er færdige. Gamle tørre tusser, krussedullede papirer, køkkenrulle pakket om testellet - ja, hver del for sig! - små papkasser, som de tidligere har sværget var uundværlige og ... jeg kunne blive ved. De klager ikke over udsmidningsprocessen, heldigvis, og nyder virkelig deres værelse bagefter.

Samtidig fik Mindste sit tøj ind på værelset. Indtil nu har det været i soveværelset, fordi der engang var pusleplads dér, men det er slut nu. JEG HAR FÅET MIT HELT EGET HJØRNE!!! Det havde jeg også før, men der var hylderne ligeover mig fyldt med pigetøj, nu er der stof, mønstre, skråbånd, tråd og andet godt. Det er fantastisk. Det, "mit helt eget sted" jeg længe har sukket efter, er nu en realitet :-)

Efter en oprydning og ny plads til tingene, tilbragte jeg derfor eftermiddagen foran symaskinen, hvor 1½ nederdel til Ældste blev færdig. Hun elsker den. Den kan strutte på den HELT rigtige måde, når hun drejer rundt. Den anden ½ må vente. Foran venter en travl uge!

lørdag den 9. oktober 2010

En lørdag med lidt af hvert

Sove længe. Arbejde. Ordne vasketøj. Lege med LEGO med Ældste og en nyindkøbt piratmand. Drikke kaffe, mens pigerne spiser lørdagsslik (dagens indtil nu hyggeligste punkt!). Klippe 2 nederdele til Ældste. Surfe nettet tyndt (eller cirka). Være dommer i Stopdans, hvor Mindste er DJ og Ældste danser. Om lidt skal pizzabagningen begynde. Senere skal Manden og jeg se film.


God, god lørdag med overskud, næsten ingen negative tanker og energi til både kedelige og sjove ting!

fredag den 8. oktober 2010

Skønt!!!

Klokken 13 kørte jeg fra arbejde og hentede Ældste. Hun havde legeaftale med en veninde fra børnehaven, så vi kørte derover og hentede hende. Samtidig kom venindens far for at hente hendes lillesøster og min Mindste. Så kan pigerne lege i fred og ro med hver deres veninde.

Nu har de 2 store piger spist pandekager, og jeg kan høre, at de har kastet sig over LEGO. Ikke se, kun høre. Døren skal være lukket, for de vil altså ikke have voksne på besøg på værelset. Imens drikker jeg kaffe og spiser ... en portion yoghurt. Min nye "dille" er ikke at spise stivelse (brød, katofler, ris, pasta, havregryn ...) og på en uge er der røget 1 kg. Det er da meget godt, synes jeg! Jeg har jo taget ca. 15 kg på i forbindelse med medicinen, og noget af det (hvis ikke det hele!) måtte meget gerne forsvinde igen! Nu har jeg overskud til at fokusere på det, og det skal udnyttes!

God fredag derude :-)

torsdag den 7. oktober 2010

Højt til vejrs!!!


Godt det ikke er mig, der er på arbejde ved siden af Aalborgtårnet!

mandag den 4. oktober 2010

Jeg sidder lige så godt ...

Jeg sidder og drømmer lidt. Om varmere tæer, men det kræver at jeg flytter mig. Om at flade ud foran tv. Måske med hækletøjet. Det kræver også, at jeg flytter mig. Lidt mindre skarpt lys, men så skal jeg også flytte mig. Jeg sidder fuldstændig stille. Det eneste, der bevæger sig, er fingrene, der danser rundt på tasterne. Ud fra de dansetrin kan jeg komme verden rundt. Men vil jeg have varme tæer og tv, må jeg flytte mig! Det er da ... ja, jeg ved ikke helt hvad. Ironisk? Absurd? Latterligt!? Tankevækkende? Men faktum er desværre, at vasketøjet (i den iskolde kælder) er færdigt, og det skal først hænges op. Hmm!

Bummelummelum.

Håret om bag øret.

Trallera.

Fløøøjt, fløøøøøjt.

Kigge ud af vinduet.

Lalalalaaaaaaa.

Hmmmm!?

Nå, men jeg må nok heller sige farvel til de dansende tastaturfingre og goddag til de praktiske tøjklemme-klemmende fingre. Og BAGEFTER er det varme tæer og tv :-)

God mandag aften derude!

søndag den 3. oktober 2010

Weekendens oplevelser

Fredag eftermiddag/aften:

- Færdigsy Ældstes kjole, så den er klar til fødselsdag lørdag. Tjek!

En endnu ufærdig kjole

- I min iver over at syprojektet går over al forventning (og at jeg tilsyneladende har tid nok ...) love at sy ny nederdel til Mindste til samme fødselsdag. Tjek!

- Påbegynde nederdelen, sy stress-forkert et par gange og tilsidst pakke sammen og se DisneySjov med pigerne. Tjek!

- Hygge med mandens hjemmelavede pizza, tv og chokolade. Tjek!

- Falde i søvn på sofaen i en ret akavet stilling. Tjek!

Lørdag:

- Stå tidligt op og sy Mindstes nederdel færdig. Tjek!

- Køre nordpå til fødselsdag. Tjek!

- Spise frokost med alt godt fra Slagter Munch. Tjek!

- Tur på legeplads med Mindste i lidt for voldsomt blæsevejr. Tjek!

Mindste på legeplads i ny nederdel

- Spise fødselsdagskage med farmor og de andre. Tjek!

- Tilbringe resten af dagen med at beundre mine to pigers omsorg for Ældstekusinen på 2. Tjek!

Søndag:

- Vækkes af Ældste kl. 6 og sende hende ind til morgenhygge ved farmor og farfar og selv sove videre. Tjek!

- Tabe til Ældste i Ludo. Tjek!

Ældste er bagud 4-2 og formår alligevel at vinde

- Køre i strid side-/modvind hjem til Aalborg igen efter endnu en frokost med alt godt fra Slagter Munch. Tjek!

- Resten af dagen slappe af, surfe på nettet, drikke kaffe, lave puslespil med pigerne og rydde lidt op. Tjek, tjek, tjek, snart tjek og måske tjek!

Helt igennem ok weekend :-)