onsdag den 23. maj 2012

Sådan!!!



Nedturen er ovre for denne gang. Den var pludselig, hårdtskydende og virkede uovervindelig. Men jeg gjorde det igen; kæmpede mig vej gennem modløshed, opgivenhed, dystre tanker og uendelig træthed! Jep, jeg gjorde det sgu!

Hep hep for mig B-)

lørdag den 19. maj 2012

Laaaaaaaaangsomt

Manden har lovet endnu et - nybagt til i morgen tidlig :-)

Vågner tidligt. Forsøger at sove videre. Ingen held. Står op til pigerne, som også er oppe. Vi spiser müsli og har en hyggelig morgen med tv og spil. Manden sover længe og er oppe kort før middag. Pigerne ønsker sig havregrød til frokost - Manden agerer kok. De spiller, imens de spiser og hygger sig. Manden bager kage til eftermiddagskaffen, og imens tager pigernes aktivitet fart. De har gang i et utal af lege, som kræver et vist lydniveau. Det er ikke muligt at få dem til at dæmpe sig. Jeg forsøger ihærdigt men ender med at lukke døren ind til dem, og lade dem være. Jeg ordner vasketøj, der længe har være lagt sammen men savnet deres rigtige plads. Det var dejligt at få styr på det! Mere vasketøj finder vej til maskinen, og mere skal lægges sammen. Mit hoved er tomt imens, men det føles godt at være praktisk. Vi får kaffe, og bagefter beordrer jeg pigerne ud. De skal brænde krudt af, men efter et kvarters tid må vi ind igen, fordi det regner. Heldigvis var det nok, og deres energi kan nu styres. De hjælper kortvarigt Manden med maden, men så kræver maden al plads, og pigerne må vige. De indtager stuen og tv'et og kan ikke blive enige om, hvem der skal sidde hvor. Jeg forsøger at hjælpe dem til enighed, men Manden må træde til og lave faste pladser til dem. Forbudt at bytte! Nu er der faldet ro på dem, maden dufter og jeg prøver at finde overskud nok frem til at klare et måltid ...

Puuh, en lang dag! Den har føltes som en evighed, og der er endnu en evighed tilbage. Jeg har trukket mig selv rundt ved nakkehårene og har modstået den evige trang til at gemme mig væk i soveværelset. Det må være en sejr, selvom jeg er så udkørt i mit hoved, at jeg ikke orker at tænke på, at i morgen er der endnu dag ...

torsdag den 17. maj 2012

Beton eller mig?

Et kedeligt betonhul i baggården - ca lige så spændende som mig pt ;-)

Jeg blev hjemme fra arbejde i går. Sov indtil middag. Det gjorde godt ovenpå et par nætter med dårlig og manglende søvn. Resten af dagen blev tilbragt på langs enten i sengen eller i sofaen. Det kunne heldigvis kombineres med et par "hygne" piger.

Jeg er stadig ikke helt ovenpå. Det går nogenlunde, og jeg forsøger at hænge i uden at overdrive. Det er svært! Pigerne har lige vænnet sig til, at jeg er med på den værste, så der kommer mange afslag til dem. Det prikker til min dårlige samvittighed, og så kører det ... Jeg ved, at sådan er det nødt til at være, men det er en sølle forklaring for mig. I mit hoved bliver det til, at jeg ikke er god nok, og det er virkelig krævende at overbevise mig selv om andet. Det er desværre meget tankevirksomhed i at være deprimeret ;-)

søndag den 13. maj 2012

En træls solskinsdag :-/


Solskin i baggården

Øv! Jeg er lidt nede i dag. Jeg ved ikke hvorfor, og selvom der ikke behøver at være en forklaring på alle nedture, er det nu alligevel træls. Jeg har det bare bedst, når der er en forklaring! Alle mennesker har sådanne dage, det ved jeg - jeg skal bare arbejde ekstra både for at komme op igen og for at overbevise mig selv om, at livet også er sådan her.

Jeg er passiv, træt i hoved og krop, ugidelig og ikke ret sjov at dele hjem med i dag. Sådan er dét, men jeg satser stærkt på, at det kun er for i dag!!

onsdag den 9. maj 2012

Lige nu, sådan pt.

Positive dage
Overskud på arbejdet
Godt med grin - af den gode slags, der kan mærkes indeni
Stilletid med Ældste og Mindste hver for sig, de har savnet deres mor!
Mange knus og kram både pigerne og Manden
Energien er stabil
Jeg kan stoppe de negative tanker næsten inden, de begynder
Jeg glæder mig over, at det spirer frem i vores krukker i baggården
Gode, søvnfyldte nætter
Lidt justering i medicin har resulteret i næsten ikke-rystende hænder - så skønt!
Irritabiliteten er mindsket en hel del
Jeg husker at sige fra!
Jeg magter indkøb igen
Det er ok, hvis der sker noget uventet
Jeg tager selv initiativ til aktiviteter, uden at de skal forberedes i hovedet flere dage i forvejen
Manden og kolllegaer får konstruktivt modspil
Den sædvanlige eufori over at være "back on track" har lagt sig, og nu er humøret mere stabilt i begge ender
Jeg skal virkelig arbejde med min koncentration
Jeg glæder mig ikke længere til at gå i seng, når jeg står op

- og hold nu op, jeg har mange overspringshandlinger - sikke alt det, jeg finder ud af om mig selv ;-)


Lidt billeder fra ugen, der gik