fredag den 31. december 2010

Tid til et nyt år


Vi gør klar til nytårsaften. Pigerne arrangerer teselskab for dukkerne. Manden bager kransekager. Jeg rydder op i stuen, er effektiv med Vampyren og holder nu en lille pause ;-) Jeg assisterede i går, da hummerskallerne skulle flamberes og bagefter hygge sig i et godt lag hvidvin. Nu trækker den i køleskabet, inden den skal reduceres, tilsættes fløde og smages til.


Senere kommer en god ven over. Han kommer tidligt, så han kan hjælpe med kødet. Det siges, at det er bedst at være to. Især de to. Så bliver vinen smagt til. Kødet behandles med andægtig og nænsom hånd. Imens vil jeg nyde småsnakken fra køkkenet og hygge med pigerne.

Hmm ... nu afbrydes den hyggelige stemning af to brølende piger. Den ene driller, og den anden VIL IKKE drilles. Jeg må hellere ...

Godt nytår til alle!

torsdag den 30. december 2010

Veto-ramt

Jeg skrev i går, at dagen i dag bl.a. skulle bruges på at pakke julen væk. Det var min egen idé. Hverken delt med Manden eller pigerne. De var ikke venligt stemt. Slet ikke. Det var vist nærmere mig, der skulle pakkes væk!

Så her er det stadig jul. Lige indtil .... jeg ved ikke hvornår. "Engang efter nytår," sagde Manden. Pigerne nikkede samtykkende.


Jeg er færdig med julen. Det er de ikke. Flertallet plejer at vinde. Jeg har fået forbud mod at røre NOGEN juleting.

Jeg kigger udenom i stedet for.

onsdag den 29. december 2010

Home sweet home

Hjemme igen. Turen hjem var noget hurtigere overstået end turen derned. Heldigvis!! Dog havde jeg håbet, at pigerne ville falde i søvn på bagsædet. Mætte af oplevelser og sene aftner. (Så ville jeg også kunne spise mit køre-slik uden at dele ...) Men nej! De underholdt med julesange, konkurrencer, lidt småskænderier og "jeg-er-alt-for-træt" -gråd indtil Århus. Så faldt der ro på Mindste - og dermed også Ældste - og de sidste 100 km blev kørt i ro og fred.


Nu er bilen tømt for dens betydelige oppakning. Nogle tasker er tømt, andre må vente til i morgen. Pigerne har set Alle vi børn i Bulderby og nydt at sidde ligeså stille. Manden havde savnet sin computer, så da han havde serviceret pigerne med en lille is, mandariner og vand, er han blevet opdateret og har selv opdateret. Jeg har drukket kaffe, mens jeg har læst blogs, nyheder og spillet spil, der ikke krævede den vilde hjerneaktivitet. Det var tiltrængt!


Vi brænder adventskransen ned. Kalenderlyset skal også tændes for sidste gang. I morgen skal julepynten pilles ned, og julekassen indtage sin vante plads på reolen i kælderen. Julegaverne skal finde deres plads, hvilket måske kræver en ændring af andre placeringer ... Det har jeg ikke helt overblik over - og har egentlig heller ikke tænkt så meget på lige præcis dét - men i morgen skal bare være en hygge- og nulre-rundt-dag.

Jeg glæder mig!

tirsdag den 28. december 2010

Julens sidste vers

Vi er stadig på juleferie. Nu også med min bror og hans lille familie. Om lidt er der hvid gløgg og juletræet skal tændes igen. Vi plejer se lysene brænde ned. Helt stille. Langsomt bliver der mørkere og mørkere. Det er en hyggelig stund at dele med hinanden. Som om vi siger tak for denne gang til juletræet og hinanden.


I morgen går turen nordpå igen. Hjem med julegaver, der skal på plads og i brug. Hjem til julepynt, der skal tages ned. Hjem til lidt mere ferie. Jeg er fyldt op af gode oplevelser, godt selskab, god mad og desværre også uro. Det tærer på mit overskud og min energi at være sammen med mange så længe. Det er for hårdt for mig, og flere gange har jeg været ved at græde af mangel på overskud, overblik eller noget tredie. Et par gange om dagen har jeg valgt stilheden og mit eget selskab. Det virker vist lidt egoistisk på nogen her, men sådan er det nødt til at være. Jeg bestemmer desværre ikke alt selv.

søndag den 26. december 2010

Præcis!

Vi hygger!

Går sent i seng. Står sent op. Spiser god mad. Snakker. Går ture i sneen. Drikker kaffe. Spiller spil. Hækler. Griner. Alt er lige som en familie-juleferie skal være.

Dejligt :-)


torsdag den 23. december 2010

Tjep tjep ...

Det er absolut ikke med vilje, at der er gået så lang tid siden sidste indlæg! Jeg har haft travlt, travlt! Pludselig er tiden forsvundet. Dog med gode, hyggelige ting. Julen kom tæt på, og der fulgte forberedelser med. Vintervejret satte også sit præg på dagene - og især dagen i går, hvor vi pludselig skulle afsted, for at være sikre på at komme frem til juledestinationen i den anden ende af landet. Tak til vinterdækkene, julemusikken og P3, Mandens madpakker med indlagt guf og ikke mindst pigerne, der opførte sig eksemplarisk hele turen. Den varede 6 timer mod normalt knap 3.



Frem er vi kommet! Nu står den på max hygge med

familien :-)



God jul til alle derude!!!

onsdag den 15. december 2010

Kulde, Bulderby og "masser af tid"

Trist, trist vejr. Tæskekoldt. Dis. Glat. Øv!

Crappy billede af crappy vejr


Heldigvis er det kun koldt og træls udenfor. Da Mindste og jeg kom hjem, blev vi mødt af latter fra Ældste, der var ved at vinde over Manden i yatzy. Knap så meget latter fra ham ;-) Jeg kastede en saltpræget flyverdragt og et par vanter, der engang var bøjelige, i vaskemaskinen. Nissepigen havde været på besøg, mens vi ikke har været hjemme, så pigerne skyndte sig at pakke op. I dag en fællesgave: Alle os børn i Bulderby på dvd. De fik lov at se lidt af det, så nu er de fuldt optagede af Agdas sko, der skal hentes ved den sure skomager. Mindste nulrer sit hår som altid, og Ældste tegner mønstre, der skal farvelægges - eller forsøger på det, for Bulderbybørnene er ret spændende!

Jeg forsøger at få overblik over julegaverne. Det går ikke helt så godt (jeg sidder jo her ...!). Jeg har mistet overblikket - hvis jeg nogensinde har haft det denne gang - og håber, at Manden har styr på, hvad der mangler. Jeg ved, at jeg mangler at sy en taske til Mindste og en kjole til pigernes lille kusine. Kjolen er klippet ud, så det er bare at gå i gang. Tasken tager ikke ret lang tid at lave, og jeg tror, det er derfor, jeg ikke er kommet i gang endnu. Jeg har jo masser af tid ....!

Pigernes hyggeligt drejende julelysestage

søndag den 12. december 2010

Liiiidt ældre

Pyyyh, hvor sker der meget her i Blogland. Jeg har sidst været herinde i onsdags - eller måske var det torsdag? - og jeg læser og læser. Overalt er der julet, hyggeligt og jeg kan næsten dufte julekagernes duft brede sig fra computerskærmen ;-)


Herhjemme er dagene fløjet afsted - jeg er blevet lidt ældre og blevet fejret, som jeg ønskede mig: Den nærmeste familie på besøg til god mad, hygge og god snak. Manden var køkkenchef, og jeg skulle bare nyde. For en gangs skyld var kagen til eftermiddagskaffen købt - jeg er ved at lære, at jeg ikke kan alt. Heller ikke selv om tiden er der. Jeg prioriterer, samtidig med at jeg virkelig ihærdigt holder fast i min beslutning. Jeg sad i sofaen fredag eftermiddag og hyggede med pigerne og tænkte: "Jeg kan da godt bage en kage, det tager ingen tid, og så sparer vi de penge." Men så tog mit mere fornuftige jeg over og nærmest befalede mig at blive siddende og i stedet tage turen til bageren næste formiddag. Jeg er stolt over mig selv. Jeg plejer at lave alt selv og har set det som et personligt nederlag, hvis jeg skulle købe mig fra noget.


Og ved I hvad? Gæsterne synes, det var fedt at få en klassisk kagemand med slik på :-)

tirsdag den 7. december 2010

Så er det nu!


I går blev en dag uden ret meget andet end arbejde og kursus om aftenen. Det er ok, så længe det kun er en gang imellem. Jeg har prioriteret at arbejde ca. 30 timer for at få tid til andet end arbejde - og jeg nyder det i fulde drag :-) I dag havde jeg fri kl. 13 og efter en rundtur på nettet, skal jeg ind til symaskinen. Jeg begynder på en taske til Ældste. Hun har forelsket sig i min nye taske og "vil altså rigtig gerne ha' sådan en også, mor!" Så jeg syr en til hende i julegave. Hun er på tur med skolen i dag og er sent hjemme, så nu er det NU.


Hun har nemlig arvet sin mors nysgerrighed ;-)

søndag den 5. december 2010

Søndagssyning

I dag har jeg lavet julegave. Planen var julegaveR, men når man (=jeg) ikke kan se op og ned på et ærme og må sprætte både sidesøm for og bag + kantebånd op for at få vendt ærmet om, så går tiden jo ... Nu er den færdig og klar til indpakning. Jeg har hængt den på min skabslåge for at nyde den lidt ;-)

Imens jeg bandede lidt for mig selv sammen med symaskinen, bagte Manden de lækreste boller, mens han underholdt pigerne med hulebygning og Karlsson på Taget. Så på en dag, hvor sneen har dalet uafbrudt, blev eftermiddagskaffen til nybagte boller med varm kakao. Uhm!

fredag den 3. december 2010

Eftermiddagshygge


Ahh! Så blev det fredag. Arbejdsdagen er vel overstået med julerier og hygge. Julestemningen spreder sig lige så stille. Det er en dejlig fornemmelse!

Kurven er ca. 15 cm høj og 10 cm bred

Nu står den på te, hækling og Jullerup Færgeby i fjernsynet. Pigerne elsker den, og jeg mindes. Anton, der revner sine bukser. Papegøjen med "splitte mine bramsejl." Fiskebilen, der ridser galionsfigurerne. Kranen, der går i stykker. Og ikke mindst "En tomat så rød som blod og en gammel gulerod kan du få - for en krone!"

Weekend!

onsdag den 1. december 2010

I'm back!

JEP! Jeg er ovenpå igen! Hvor er det bare en god fornemmelse :-) Jeg sover igen, jeg kan overskue dagen og dens opgaver, jeg orker at være sammen med pigerne, jeg kan grine, så det mærkes i maven og jeg er ikke ved at græde over ingenting - bøtten er vendt!

Det har været nogle seje uger at komme igennem. Jeg har bandet og råbt højt, jeg har været sur, indelukket, fåmælt, trææææææt, uoplagt, ked af det, ikke haft appetit og så alligevel trøstespist, været afvisende, gemt mig i soveværelset, været sygemeldt og ikke lavet en pind. For fan... hvor er det hårdt for i bevidstheden dukker der hele tiden tanker op om "ville, burde, skulle" og en masse dårlig samvittighed. Det gør det ikke nemmere at finde overfladen igen. Det lykkedes, og jeg er lykkelig!

God udsigt, mens man venter på bussen ved banegården

Siden søndag har jeg været på værksted med bilen, taget bussen til og fra arbejde 2 dage, fået vinterdæk på den, hæklet en kurv færdig og begyndt på en ny, lagt en enorm mængde vasketøj sammen OG på plads, gået det halve af byen gennem for at komme til værkstedet, købt stort ind og haft besøg - udover at være på arbejde. Jeg er naturligvis opmærksom på, at jeg ikke skal lave for meget. Jeg havde nok heller ikke valgt at lægge så mange ting oven i hinanden, hvis jeg kunne vælge, men bilen ville ikke køre, og vinterdæk ville jeg ikke vente længere med ...! Vasketøjsbunken startede min søde gæst på, og så er man jo nødt til at hjælpe ... ik'?

Nu tager jeg nogle dage i mit eget tempo. Udover at tage på arbejde har jeg ingen planer før lørdag, hvor vi skal til familiejulehalløj. Jeg skal bare hygge mig herhjemme med familien, og så håber jeg, at jeg kan få syet et par julegaver - eller i hvert fald begynde på dem.

Nu vil jeg lave en lang guirlande sammen med pigerne :-)