Jeg er stadig alene hjemme. Resten af familien kommer hjem om et par timer. Jeg har lavet INGENTING, og det har været dejligt. Alligevel sidder jeg her med følelsen af, at jeg har fået for lidt ud af mit "mig-døgn." Jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg burde have gjort noget, lavet noget andet end at gøre slikbeholdningen mindre og opvasken større.
Det er mit evige dilemma. Jeg vil gerne have alenetid, så jeg kan få lavet det, jeg ikke synes jeg har tid til i hverdagen. Når jeg så endelig har tiden, får jeg ikke lavet en dyt. Jeg sidder bare. Som om jeg går helt i stå. Måske det er, fordi jeg kan? Ingen forstyrrer mig. Jeg kan sidde lige så længe jeg vil. Umiddelbart er det dejligt - jeg surfer på nettet, drikker en kop kaffe, ser lidt tv, spiser lidt og smækker benene op. Inderst inde kører der en dialog mellem mit "det er helt ok, det her" og "jeg burde også rydde op, vaske tøj, sy, strikke - alt andet end bare sidde." Det er som regel den første der vinder, fordi jeg får overbevist mig selv om, at det ER ok.
Selv om jeg endelig får overbevist mig selv, bliver tankerne ikke mindre. De bliver nærmest mere irriterende, fordi jeg alligevel ikke kan lade være at tænke. Jeg hader det! Nu kommer de snart hjem, og jeg har stort set ikke lavet andet end at tænke på alt det jeg burde, og ikke rigtig - sådan virkelig - nydt alenetiden. Jeg ved, at min mand spørger mig, om det har været godt at være alene, og at jeg vil sige ja. Jeg mener det, men det vil ikke være fuldstændigt; der vil være en snert af, at tiden har været for kort, eller at jeg har været for ineffektiv.

Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er nok bare lidt fucked-up og tænker for meget. Min psykolog ville sige, at det er spild af tid og energi, og jeg ville give hende ret. Det er jo derfor, jeg stoppede nede ved hende; fordi jeg ved, hvad hun vil sige, og fordi jeg er bevidst om, hvad der sker. Men jeg kan ikke lade være at tænke.
Hvad er værst - at være bevidst om mine dårlige vaner og ikke være i stand til at bryde dem eller ikke vide, hvad der gør mig frustreret og ked af det og bare sumpe i sofaen uden videre tanke om hvorfor?