Virkeligheden er imidlertid, at jeg ingen steder har at gemme mig. Jeg er nødt til at se hverdagen i øjnene, også selvom jeg ikke har lyst. Jeg er glad for mit arbejde og mine kolleger. Arbejdet kan tære hårdt på mig nogle dage, men jeg burde have det fint med at skulle på arbejde igen. Jeg har tænkt meget over det her, men jeg kan ikke finde nogen løsning eller noget svar. Det eneste vage bud er, at jeg aldrig har følt mig "gearet" til et arbejde. Altså som i nogensinde; jeg har aldrig haft et erhverv eller en studieretning jeg har brændt for. Jeg trives ikke med krav og forventninger, uanset næsten hvor små de er. Et arbejde er næsten ikke andet. Jeg har aldrig arbejdet fuld tid, og pt har jeg ca 30 timer. Mere kan jeg ikke. Det vækker selvfølgelig også tanker om, at når jeg engang ikke længere har mit nuværende job (som er tidsbegrænset), hvad skal jeg så? Jeg føler mig virkelig priviligeret, at jeg har mit job, fordi det har givet mig mulighed for at gå til psykolog og psykiater, koble af inden pigerne skulle hentes og få lavet praktiske ting som tøjvask og indkøb alene. Samtidig er det en meget rummelig arbejdsplads, så der tages hensyn og flyttes rundt, så jeg trives bedst muligt. Det er jeg meget taknemmelig for!
Næste uge byder på snak med min leder i fht min deltidssygemelding, besøg hos psykiateren - og så glæder jeg mig til weekenden ;-)