Tanker

Så sidder jeg her. Det er tirsdag eftermiddag, og det er 1½ uge siden jeg fik ferie. Det er med blandede følelser. På den ene side er jeg fyldt op med fred og ro og er klar til at arbejde igen. På den anden side kunne jeg bruge mindst lige så meget ferie, som jeg netop har brugt. Et sted indeni føler jeg mig ikke klar. En underlig uforklarlig fornemmelse. Jeg har lyst til at gemme mig og lade som om, jeg ikke vidste at ferien var slut. En brøkdel af mig er overbevist om, at det rent faktisk kunne lade sig gøre, fordi ingen ville vide, at jeg ikke var her. Den brøkdel er skrumpet alvorligt ind i fbm. at jeg har fået mand og børn. Førhen kunne jeg godt bilde mig selv ind, at omverdenen først ville lægge mærke til noget efter en uges tid - hvis ikke mere.

En kop te, ledninger og semi-blå himmel 

Virkeligheden er imidlertid, at jeg ingen steder har at gemme mig. Jeg er nødt til at se hverdagen i øjnene, også selvom jeg ikke har lyst. Jeg er glad for mit arbejde og mine kolleger. Arbejdet kan tære hårdt på mig nogle dage, men jeg burde have det fint med at skulle på arbejde igen. Jeg har tænkt meget over det her, men jeg kan ikke finde nogen løsning eller noget svar. Det eneste vage bud er, at jeg aldrig har følt mig "gearet" til et arbejde. Altså som i nogensinde; jeg har aldrig haft et erhverv eller en studieretning jeg har brændt for. Jeg trives ikke med krav og forventninger, uanset næsten hvor små de er. Et arbejde er næsten ikke andet. Jeg har aldrig arbejdet fuld tid, og pt har jeg ca 30 timer. Mere kan jeg ikke. Det vækker selvfølgelig også tanker om, at når jeg engang ikke længere har mit nuværende job (som er tidsbegrænset), hvad skal jeg så? Jeg føler mig virkelig priviligeret, at jeg har mit job, fordi det har givet mig mulighed for at gå til psykolog og psykiater, koble af inden pigerne skulle hentes og få lavet praktiske ting som tøjvask og indkøb alene. Samtidig er det en meget rummelig arbejdsplads, så der tages hensyn og flyttes rundt, så jeg trives bedst muligt. Det er jeg meget taknemmelig for!

Næste uge byder på snak med min leder i fht min deltidssygemelding, besøg hos psykiateren - og så glæder jeg mig til weekenden ;-)

Tænksom

Jeg har lige brug for at lufte lidt tanker her. Jeg har tænkt en del de sidste mange dage. Hvad skal jeg med bloggen? Hvad skal den med mig? Kommer jeg nogen steder med det? SKAL jeg det? Hvorfor blogge? Anonymitet eller ej. Hvor meget? Gider nogen virkelig læse om en anonym depressiv blogger, der for det meste er negativ, opgivende og ikke tager billeder af sit hjem, mand og børn? Måske sat lidt på spidsen dér, men alligevel!

Jeg har ikke intentioner om at begynde at vise billeder af mine børn eller mit hjem. Ikke genkendelige billeder, i hvert fald. Jeg kan bare få nok af at vise billeder af fingre, der sætter perler på perleplader eller et træ, vi har gået forbi. Jeg forsøger at finde motiver og tænker tit, at hér er et godt et og har sådan set allerede et indlæg i hovedet. Når jeg sætter mig ved computeren for at lave det, så bliver det aldrig som jeg tænkte det. Okay, nogen gange, bare ikke altid. Indimellem (læs: tit ;-)) bliver jeg forstyrret, eller også har jeg slet og ret glemt, hvad jeg havde tænkt.

Jeg har skrevet meget om min depression. Om dens indvirken på mit liv og mine omgivelser. Den har fyldt - og fylder stadig - meget i min hverdag. Nu går det imidlertid så meget bedre, at jeg næsten ikke kan forstå det. Sidst jeg var ved psykiateren var i januar og næste gang er om 14 dage. Jeg har virkelig fået det bedre og energien bobler indeni mig. Men så kan jeg jo ikke skrive om, at jeg er ked af det og modløs - og hvad skal jeg så? Den vane skal altså også brydes! Det er svært.

Jeg har brugt min blog til at få sagt nogle ting, jeg havde brug for at få sagt. Nogle ting, der har fyldt indeni mig, og som jeg ikke har villet belemre nogen med. Enten fordi jeg har gjort det så meget, at jeg selv synes, det må være nok, eller også fordi det hjælper at få det skrevet ned. Jeg tror egentlig, at bloggen har været en del af årsagen til, at jeg har fået det bedre. Herinde er det ok at skrive, hvad jeg tænker, og hvis det hele er en gang l..., så er det dét, jeg skriver. Samtidig har jeg kunnet læse tilbage og se, at jeg har haft det meget værre end på en dårlig dag nu, og det har hjulpet mig til at fastholde det store perspektiv i forløbet.

Hmm ... det var bare det :-)

Mandagspraktisk

En mandag morgen for sig. Ikke noget vækkeur og vi sov alle mand til kl. 7.15. Roligt tempo. Ud af døren kl 9. Pigerne skulle passes deres respektive steder, mens Manden og jeg skulle ordne lidt praktiske ting. Først en tur i IKEA, hvor vi var alt for tidligt - de åbner først kl. 10 - så vi omdirigerede os selv til Fakta, hvor indkøbene blev foretaget. Til IKEA nok engang og en ½ times tid senere var vi ude igen. Det holdt hårdt; Manden trak den ene vej, og jeg trak den anden. Gæt selv, hvem der trak hvorhen. Opbevaringskasser til pigernes tegninger, så de kan holdes lidt i system, nye vaskeklude, batterier og en fnugrulle blev det til. Ikke de mest spændende ting ...

Morgenkaffeselskab på pigeværelset

Bagefter en tur i El-Giganten for at sondere terrænet i forhold til indkøb af en ny tørretumbler. Vi må desværre konstatere, at den, vi har, ikke fungere længere. Øv! Jeg kæmper en indædt kamp mod vasketøjet og hænger det op på badeværelset, hvor udluftning er muligt. Til gengæld er det p....koldt at være derude, så der er ingen langtrukne toiletbesøg her lige for tiden.

I morgen vil jeg forsøge at få lidt orden i vores reoler, der er blevet lidt plads-pressede. Der var engang mængden af bøger og andet sjov passede til reolen. Det er imidlertid nogle bøger siden, og de nyankomne bøger må presses ind, hvor der er plads. Det løser et pladsproblem i dét øjeblik, men ellers ikke - det ser jo herrens ud! Nu har jeg kigget længe nok til at have en idé om, hvordan jeg kan gøre noget ved det. I morgen må jeg se, om det holder ...

Jeg valgte en tankestrøm

Så mange planer. Så mange ideer. Så mange valg. Nogle valg er store. Nogle er små. Selv små valg kan få stor betydning. Ikke alt er man herre over. Noget skal man blive enige om. Andet kan man selv bestemme. Noget VIL man gerne bestemme, men kan ikke. Noget bliver valgt for en. Andet igen SKAL man selv vælge. Noget MÅ man vælge, men behøver ikke.

Alle billeder i dette indlæg er taget en julidag 2010

Noget VIL jeg vælge, men kan ikke. Eller vil ikke. "Kan ikke" kan både betyde "kan ikke finde ud af/magter ikke" eller "slet ikke en mulighed". Jeg kan ikke vælge aftensmad til i aften, og jeg kan ikke vælge, at vi skal flytte. De små valg irriterer jeg mig over. De kommer i læssevis. Jeg føler, at jeg hele tiden tager stilling. Hele tiden skal vælge; skal jeg spise yoghurt eller müsli til morgenmad? Skal jeg have løst hår eller opsat? Hvad med madpakke? Skal jeg foreslå, at jeg kan handle på vej hjem? Vasketøj i dag eller vente til i morgen? En kop kaffe mere? Må pigerne se tv, når vi kommer hjem? Hvad skal jeg bruge min aften på? Hvornår skal jeg gå i seng? For pokker, dagen er jo fuld af valg!

Et af de store valg har jeg ingen taleret til. Jeg kan råbe nok så højt om, hvor gerne jeg vil flytte. Få en have. Et værelse mere - pt. bor vi i en 3-værelses. Lotto-feen hører ikke efter. Heller ikke Mandens potentielle nye arbejdsgiver. Ikke engang min løn stiger, når jeg beder den om det ;-) Jeg har brugt så meget tid på at vænne mig. Vænne mig til at ikke alt er, som jeg gerne vil have det. Jeg savner en have. Jeg savner plads til at have pigerne ordentligt med i køkkenet. Jeg savner plads til at tørre vores vasketøj. Nogengange føler jeg mig fanget. Pladsen mangler. Jeg går på kompromis. Går en tur i stedet. Kigger ud af vinduet.


SÅ er det jeg vælger. Vælger selv, hvordan jeg vil takle ovenstående. Det lyder nemt - måske? Nogen gange er det. Vi står tæt i køkkenet og har ikke de store armbevægelser. Så kan pigerne godt skrælle en gulerod eller forme boller. Jeg lufter ud i en uendelighed og hører dagligt: "Moar, jeg fryser" - men sådan må det være, når det våde vasketøj indimellem finder vej til stuen. På trods af pladsmangel har jeg alligevel fået et kreahjørne med stof, symaskine, mønstre, radio og en dør, der kan lukkes. Pigerne har fået hver deres afdeling af det fælles værelse. Indimellem er det ligegyldigt, og andre gange håndhæves grænserne med en millimeters nøjagtighed. Det fungerer!

Det svære er, når jeg ubevidst traver lystigt ud af  "tænk hvis"-vejen. Tænk, hvis jeg havde masser af vindueskarme til at lege gartner? Tænk, hvis pigerne havde hver deres værelse? Tænk, hvis Manden havde et arbejde? Tænk, hvis jeg kunne udfolde mig kreativt i et helt rum og ikke bare i et hjørne? Tænk, hvis vi havde en baggang!?! Tænk, hvis vi ikke havde computeren i stuen? Tænk, hvis vi havde 2 toiletter og ikke skulle skynde os, fordi en anden skal tisse samtidig? Tænk, hvis ... jeg kan blive ved!

Jeg ved ikke helt, hvor dette indlæg er på vej hen. Jeg ved bare, at jeg har fået nok af valg. Hele tiden skal man synes, tænke, vurdere, have en mening og blablabla. Jeg tror, at mit lille eftermiddagsvalg mellem a)strik + sofa og 5 minutter senere en pige på skødet mod b) garanterede pige-fri lår ved spisebordet sammen med den bærbare var et umuligt valg for mig lige dér.

God weekend og gør nogle gode valg derude :-)

En pose blandet ...

I dag har jeg:

- haft en kort lunte
- været sur over ingenting
- været træt af mine arbejdsopgaver
- spist lidt for meget chokolade

... men jeg har også:
- haft en dag med meget humor
- grinet utallige gange med min kollega
 - fået sol i øjnene
- haft en pause med en GOD kop kaffe

Er det noget med, at man skal tage det sure med det søde? Lige i dag passer det vist meget godt! Både for mig og dem, jeg har været sammen med ...

Fødderne op!

Søndag formiddag kl 10.25. Alene i stuen med kaffen og den bærbare. En travl uge er næsten overstået. En uge med rigeligt arbejde, lidt for meget kaffe, rigtig mange grin, god mad, søde piger - selvom den ene er trodsig og den anden kan lide at være "modsat" - mere sne og en bunke vasketøj der uanset min ihærdighed ikke vil lade livet.


En god uge, hvor jeg har haft overskud. Pt. går det godt og det nyder jeg! Jeg er træt som bare pokker, men det er vel også ok? Det generer i hvert fald ikke mig (men måske Manden, der må underholde sig selv om aftenen?). Jeg når ikke så meget, som jeg gerne vil, men jeg er blevet god til at acceptere det og sætter lidt mere pris på de ting, jeg når. Måske lever jeg lidt mere i nuet end tidligere ... uanset hvad, så føles det godt!

Nu vil jeg tage en kop kaffe mere :-)

Juletanker

I dag er den sidste feriedag. En dejlig juleferie er slut. Den fik en brat start, da vi pludselig måtte køre de 300 km sydpå en dag tidligere end planlagt. Taskerne blev hurtigt pakket, en madpakke lavet og den største portion tålmodighed fundet frem. 6 timer senere havde vi forceret det meste af landet i snegletempo, mens vi blev mere og mere glade for vores valg!

Rod i bilen ved juleferiestart - ved slutningen af ferien var mængden vokset betydeligt, hvilket ikke er foreviget ...

Som barn synes jeg, at juleferien var den fedeste ferie. Vi var hos min mors forældre hele ferien med et par afstiksdage til min fars forældre i den anden ende af samme by. Ferien var fuld af hygge, spil, sene aftner og til sidst kom nytårsaften, som blev fejret med masser af løjer og pakkespil. Når vi tilsidst satte kursen hjemad, føltes det, som om vi havde været afsted i en evighed.

I dag synes jeg, at julen er alt for hurtigt overstået. Måske fordi jeg nu selv er en større del af forberedelserne og overvejelserne. Fordi jeg selv har børn, der skal tænkes ind i planerne. Jeg holder stadig meget af julen og al dens fællesskab, men i år er det for alvor blevet tydeligt for mig, at mit fokus har flyttet sig. Nu er det vigtigste, at børnene har en god ferie og en god juleaften. Hvis de er glade og tilfredse, er jeg det også - sådan stort set.

Juleferieafslapning

Nu er ferien slut for denne gang. Sidste aften skal tilbringes på langs med en af mine nye bøger - måske en af Aimee Rays om doodle stitching. Et nytårsfortsæt er at brodere mere. Manden har givet mig alle tænkelige broderiremedier i julegave, så NU skal det være.

Overvejelser

En lettere stresset start på dagen i går. Det varede heldigvis ikke ved, selvom jeg synes tempoet var for højt alligevel. Pludselig blev Mindste syg; feber og ondt i det ene øre. Det har vi aldrig prøvet før, og da hun ønskede at komme i seng uden aftensmad, fik hun lov. Ikke engang is ville hun have ... hun har sovet fint hele natten (jævnligt tjekket af sin mor) og har det fint igen her til morgen. Heldigvis! Hendes tidlige putning gav mig mulighed for at lære Ældste at spille 500. Vi spiller med åbne kort og uden point, og hun har helt styr på det. Vi tager det lidt i etaper. En del spil og grin senere blev hun puttet i min seng, og jeg zappede mig igennem aftenen uden andre mål end total afslapning!

Billede fra turen til Mølleparken sidste weekend

Pigerne og jeg er stadig alene hjemme, men jeg satser på, at Manden er hjemme igen inden alt for længe. Jeg aftalte med ham, at når han kommer hjem, så er han sammen med pigerne. Uanset hvor træt han er. Så vil jeg begynde på en taske til mig selv, lidt broderi eller måske en overdel til Mindste. Jeg har en masse forskellige overdele i tankerne og kan ikke bestemme mig for, hvad jeg skal lave først. Samtidig har jeg surfet de fedeste broderi-blogs og set gallerier med fantastiske broderier. Jeg købte en masse broderigarn for noget tid siden og har ikke rørt det endnu. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, hvad det skal blive til. Heller ikke med det ;-)

Jeg går i tænkeboks :-)

Hverdag - I like :-)

Tiiiiidligt op. Kl. 6.20 ringede vækkeuret. Havde været så forudseende at give mig selv tid til at snooze. Bare en enkelt gang ;-) Op i bad, morgenmad, afsted, aflevere 1 stk barn i børnehave - det tager jo ingen tid! - på arbejde. Ingen gensyn med kolleger. Jeg er den eneste på arbejde. De andre starter først i næste uge. Jeg synes, det er helt ok. Jeg drikker kaffe og hører musik, tjekker mails og andet, rydder lidt op og sætter på plads. I morgen kommer der endda et barn, jeg kan passe ;-)

I går skrev jeg, at jeg vil få mere ud af hverdagen. Udnytte tiden bedre. Det er gået helt godt! Jeg er blevet helt opdateret - bliver man nogensinde det? - på de blogs, jeg følger, har klippet stof til en nederdel, spillet UNO med pigerne, set børnetime, ordnet vasketøj (både hængt op, lagt sammen OG lagt på plads!), ryddet legetøj op med pigerne inden aftensmaden (hvilket nærmest ALDRIG skete før ferien ... tsk tsk tsk ...) OG spist NYBAGTE kanelsnegle med resten af familien i eftermiddags. Ældstemusen og Manden havde hygget sig i køkkenet, mens vi andre 2 var afsted. Det skal de ikke høre noget for!

OG klokken har kun lige passeret 20. Jeg hørte rygter om te ligefør, mon det bliver til noget? For så ville det da ikke være skidt at sætte sig i lænestolen og nyde. NYDE at en tidlig eftermiddag er blevet udnyttet. Jeg har ikke hovedet fuldt af tanker om, hvad jeg KUNNE have lavet. Jeg er faktisk tilfreds med mig selv i dag.

Det er da ikke helt tosset ;-)

Skyer og kakaomælk

Solen havde svært ved at komme igennem skyerne i dag. En lidt energisk vind blæste konstant nye skyer ind foran den. Tarveligt!! Når den nu så gerne vil skinne på os, så lad den da ;-) Arbejdet foregik udendørs i dag, og det blev en lidt blandet fornøjelse.

Der er fodboldskole på den lokale skole, jeg kører forbi hver morgen. I morges holdt jeg for rødt, mens en fodbolddreng gik over vejen. Sportsklædt med fodboldstrømper, shorts, t-shirt og sportstasken over skulderen. Klar til en dag fuld af fodbold og et stort energiforbrug. Han så så frisk og klar ud - og så fik jeg øje på bagerposen i hans ene hånd og kakaomælken i den anden ... Dér knækkede det idylliske billede af 8-9 årig dreng på vej til fodbold, fuld af energi, og en krop kørende på gode og ernæringsrigtige fødevarer. Ikke fordi jeg er helsefanatisk og handler ved bageren, men jeg ville aldrig sende mine piger afsted sådan om morgenen. Hverken med den type morgenmad eller med maden i hånden. Måske er jeg fordomsfuld lige nu, og måske drengen er fyldt op af havregryn hjemmefra og har en god madpakke i tasken. Meeeeeen ...

Hvorfor mon?

Man bliver ikke usynlig, fordi man kører bil. Heller ikke fordi, der er rødt lys. Alligevel ser jeg næsten dagligt folk pille næse bag rattet. Ikke bare sådan lidt. Virkelig! Nogen endda meget ihærdigt.

Glemmer folk, man kan se dem? Eller er de bare tilpas meget i deres egen verden? Gad vide, hvad jeg selv laver, som jeg ikke helt er klar over ...

Hmm ...!

Ungdommen?

Så for nylig en reklame fra banken. Henvendt til de unge bankkunder. Jeg følte mig indenfor målgruppen og læste videre. Alt lyder fint indtil jeg læser det med småt. Man skal være mellem 18 og 25 ... 25??? Det er da længe siden, jeg var 25. Der ventede jeg mit første barn. Nu bliver det barn snart 6 år!

Ung?? Hvis jeg ikke er ung, er jeg så gammel? Min nærmeste kollega er næsten dobbelt så gammel som mig - hvad er hun så? Tudsegammel? Oldgammel? Hun siger selv "moden". Hvad er jeg så? Umoden? Mellemgammel og umoden? Er det mig???

Nej, ellers tak!

Jeg er vist bare mig ... Ung, gammel eller bare midtimellem.