torsdag den 31. marts 2011

Godnaaaat

Nye rutiner. De er endnu ikke blevet vaner. Så ville de ikke tage så meget energi. Jeg føler, at al energien er suget ud af mig. Om natten lader jeg op, men desværre ikke nok. Jeg er træt dagen lang og tænker tit på at tage en lur. Jeg var endda liiiiige ved det i dag. Heldigvis kunne ingen se mig ;-)

I morgen er det fredag. Weekenden skydes igang med familien, en film og masser af popcorn. Det bliver så godt! Jeg glæder mig - og går tidligt i seng i dag!

mandag den 28. marts 2011

Brugt, men glad!

Så sad man her. Træt. Mere end sædvanligt. Nok fordi det er blevet sommertid. Men så sandelig også fordi weekenden ikke gik ubrugt forbi min dør. Fredagen blev brugt på at sy et par bukser til Ældstes veninde. De skulle død og pine være færdige og pakket ind til lørdag formiddag. (Stoffet var klar i oktober, tænkt som julegave, så kom ikke og sig, at jeg ikke er i god tid ... eller ...?) Lørdag blev hele hytten ryddet op og gjort ren, fordi vi fik besøg af min veninde. Som altid fantastisk selskab og vi fik vendt og drejet verden, småting og de større ting blev også diskuteret fuldt godt på vej af kaffe og rødvin. Sidstnævnte fik overtaget og som aftenen skred frem blev vi mere og mere kække og mente, at vi kunne klare fysiske udfoldelser. Vi spillede Kinect (x-boxens svar på wii) til den store guldmedalje indtil natten ikke længere var ung - og vi var udmattede, forpustede, svedige; ikke ret charmerende, tror jeg.


Blå himmel

Kroppen er præget af de uvante bevægelser. Den er træt og ugidelig. Samtidig også glad for at være blevet brugt. Det var en hård weekend - på den gode måde. Jeg gentager gerne :-)

torsdag den 24. marts 2011

Ja eller nej?

Jeg undrer mig. Tænker. Førhen var det svært at sige nej. Det betød, at jeg ikke var hjælpsom. Jeg var doven. Egoistisk. Hvad ville andre ikke tænke? "Det kan jeg da godt lige gøre ..." var en ofte sagt sætning. Jeg befandt mig jævnligt i situationer, jeg egentlig ikke havde den store lyst til at være i. Tit var tiden heller ikke til det, men jeg fandt tid ved at skære ned på tid til andre ting. Jeg prioriterede ikke mig selv nok. Slet ikke!

Efter en lang proces og mange store samtaler med mit indre jeg (og med psykolog, psykiater, Manden og gode venner) er jeg blevet god til at sige fra. Og ikke nok med det; jeg har det godt med det! Det føles rigtig godt at sige nej til noget, hvis det ikke passer i mine planer. Hvis jeg ikke har lyst. Hvis noget ikke er mit ansvar eller område. Det gælder både privat og på arbejde. I dag har jeg sagt nej til at hente Manden efter arbejde. Jeg kunne godt have gjort det, men det havde betydet en omvej - i den stik modsatte retning - og dermed en senere hentning af pigerne. Samtidig havde det stresset mig, fordi jeg havde sagt et tidspunkt for hentning til pigerne, som jeg ikke ville kunne holde, og som jeg alligevel ville gøre alt for at nå. Tidligere havde jeg sagt ja, og var blevet irriteret på ham, fordi han kunne foreslå det, og jeg havde fået en stresset eftermiddag, som jeg var blevet sur og træls af - OG jeg var blevet træt af mig selv for ikke at sige nej. I dag skrev jeg tilbage til ham, at det ville jeg ikke, fordi jeg havde en aftale med pigerne. Ok, skrev han, vi ses derhjemme. Weeeeeeeeeee! Ikke noget drama, som jeg før ville have frygtet. Ingen sure miner. Ingenting. Han tager bussen hjem som oprindelig planlagt. Jeg holder mine aftaler med pigerne. Færdig! Hvor føles det godt!

Så er det jeg undrer mig; hvordan kan jeg være så længe om at indse, at der ikke går skår af mig for at sige nej? Tværtimod, synes jeg nu. Jeg siger min mening. Står ved den og gør ikke noget, jeg ikke vil. (Altså i det store og hele ... jeg kan jo ikke slippe for ALT ...) Jeg oplever endda en større respekt for at sige fra end for altid at sige ja. Når jeg siger ja, så mener jeg det også.

Mine to piger og mig

Ovenstående afskriver imidlertid ikke et nemt nej. Pt. har jeg store kvaler i fht. noget familiehalløj, der rammer samme dag som en anden aftale, der har været planlagt i en måneds tid. Umiddelbart er det den oprindelige aftale, der skal holdes, men så nemt er det desværre ikke. Det irriterer mig, men på den anden side oplever jeg, at jeg er mere afklaret omkring hvilke faktorer, der giver argumenter. Det er ikke længere andre folks tanker og følelser, men hvad der fungerer for os som familie og for mig selv. Hvad vi først har aftalt vægter tungest - alene fordi det kom først - og så må familien blive skuffet over vores manglende fremmøde. Det er ikke mit problem. Nogle synes, det er en hårdnakket holdning at have, men så længe jeg har klare linier og kan argumentere for mit valg, så har jeg det fint med det.

Puha, man bliver aldrig færdig  med at lære nyt. Men lige præcis at sige nej, ville jeg gerne have lært lidt tidligere ;-)
 

onsdag den 23. marts 2011

Bare onsdag

Onsdag. Op og på arbejde. I dag med masser af tid imellem "op" og "på arbejde", så jeg har gjort noget, jeg meget, meget sjældent gør: Tænder computeren om morgenen. Det er sgu meget hyggeligt :-)

Solen skinner, og Mindste synger, mens hun leger med sine Legoklodser. Så kan dagen ikke starte meget bedre, vel?

Tak for morgenkaffe!

tirsdag den 22. marts 2011

Weeeeeee

Så sad man dér. I sofaen hos psykiateren. Jeg sagde, jeg har det godt. Det blev noteret. Han skriblede løs. Jeg fortalte løs. Mine overvejelser og bekymringer i forhold til vores nye status som "mor OG far med arbejde-familie" og min ændrede rolle på hjemmefronten. Manden kan ikke længere - hver dag i hvert fald - følge Ældste i skole, så det skal jeg stå for. Jeg har følt mig stresset ved tanken om 2 børn og mig selv afsted og nå det hele i ro og mag og ikke mindst til tiden. Nu har jeg imidlertid gjort det 2 dage, og det er gået ganske godt. Pigerne er søde til at blive færdige, til at sætte sig ind i bilen og komme ud af den igen og til at blive afleveret. Jeg er endda mødt på arbejde til sædvanlig tid, så der er tid til en kollegial kop kaffe, inden dagen for alvor begynder.

Nr. Sundby set fra Egholm

Imidlertid er jeg træt nu. Fuldstændig færdig. Hovedpinen banker på, og jeg forsøger at vinde lidt energi ved en kop kaffe - ja, eller tre ... En pause ved computeren er i hvert fald nødvendig, inden resten af programmet for i dag skal klares. Heldigvis trænger ingen af pigerne til et bad ;-) Altså, nu lyder jeg som om Manden er flyttet hjemmefra eller først er hjemme kl. 20. Han sidder lige ved siden af og pauser ved sin egen computer. Pigerne leger teselskab på værelset, så her ånder fred og ro. Det er faktisk en dejlig eftermiddag. Det skal jeg bare fortælle hovedet også!

Men kort sagt: Jeg har det godt og har først en ny aftale med psykiateren om 2 mdr :-)

søndag den 20. marts 2011

High five :-)

DEJLIG WEEKEND! Selvom jeg har været alene med pigerne stort set hele weekenden, har det været en god en. Vi har været på besøg - som varede det meste af dagen - hos en god veninde og hendes datter. Vi drak kaffe, spiste boller og hyggede. Ingen af os havde lyst til at tage afsted igen ... Heldigvis fik vi lavet en ny aftale snart.

Mindste nyder udsigten fra Egholmfærgen

Vi var også et smut på Egholm. En fantastisk perle i Limfjorden. Et par minutters sejlads og man er som på en øde ø. Der er restaurant, huse og gårde, men drejer man til venstre lige efter færgelejet, kommer man ned på stranden og kan kun se huse på Aalborgsiden. Der var lavvandet, læ og høj sol. Lige noget for et par nysgerrige piger og deres mor :-) Vi fik kigget på sneglehuse og sandormehuller. En god løbetur og en pause med æble og chokolade blev det også til.

fredag den 18. marts 2011

Nu er vi klar

En travl, men kort, arbejdsdag. En eftermiddag med chokolade, kaffe og en god familiefilm. Madrasser på gulvet og dyner, puder og piger i skøn weekendforening. Mig med strikketøjet. Så nu har vi gearet ned og er klar til weekend.

Detaljer fra et af mine mange keramikkrus

Er du klar?

torsdag den 17. marts 2011

Boller med genlyd

Morgenstund har guld i mund. I hvert fald når den indebærer overskud og nybagte boller. Jep, det kan lade sig gøre; en langtidshævning i køleskabet og lidt ændrede morgenrutiner - såsom at tænde ovn før bad - giver gode resultater.


Hvordan har min dag ellers været? Tjaaa ... En torsdag som alle andre torsdage. Og så alligevel. Da jeg kom på arbejde, var jeg i rigtig godt humør. Smilede for mig selv. Nynnede og fik startet arbejdsdagen med god energi. Det - og selvfølgelig de nybagte boller - har givet genlyd resten af dagen. Jeg har grinet, haft overskud, har fået en god idé ingen andre har fået, og da arbejdsdagen var ved sin ende, blev der sagt farvel med et "vi ses i morgen" som jeg mente og glæder mig til. Dejligt!

Har din torsdag også været god?

onsdag den 16. marts 2011

Husk!

Tirsdag var en klart bedre dag end mandag. Onsdag var bedre end tirsdag. Mandagen kom vist alene. Heldigvis. Jeg kan dog mærke, at humøret har været en tak længere nede end det har været længe, men det kan - heldigvis - forklares med ændringer herhjemme i den nære fremtid. Gode ændringer, men noget der betyder, at jeg skal være mere "på". Det tænker jeg meget over og spekulerer på, om det mon bliver for meget. Jeg må huske at sige nej. Jeg kan jo godt, selvom det umiddelbart er nemmest for familien, at jeg siger ja. Jeg skal huske at huske mig selv!

Ik'!

Aalborgtårnet set indefra Kunsten

mandag den 14. marts 2011

Pis os'

Hold nu op en crappy dag! Jeg kom vist dårligt fra start. Det hele har været en gang l..., selvom det har været en dag som alle andre. Mit humør har bare været helt, helt nede. Ikke noget snak og sjov fra min side. Det er ellers vendt tilbage i stor stil. I morgen kommer der gæster på arb., som jeg skal være med til at "underholde," og jeg gider bare ikke. Jeg er slet ikke i humør til at sælge os og vores arbejde. Andre kan ikke tage over, så jeg må bare klemme ballerne sammen og stå det igennem. Så puster jeg ud bagefter.

Et kunstnerisk træ i Mølleparken

Pt. burde jeg lave mad. Der skal koges ris og varmes en sammenkogt ret fra fryseren, men det er lige i overkanten. Jeg gider ikke. Føler jeg er lige ved at begynde at græde. Og jeg har bare haft det så godt det sidste lange stykke tid. Jeg har ligefrem glædet mig til besøget ved psykiatren i næste uge, fordi der kun var godt at fortælle. Sådan er det ikke helt nu, men jeg er jo også bare et menneske ;-) Jeg håber, det bare er en dårlig dag som alle andre kan have. I morgen er der en ny dag!

Jeg skynder mig videre!

søndag den 13. marts 2011

Endnu en dejlig dag

I dag blev også en dag i hyggetempo på trods af gæster. Vi skulle fejre Manden lidt ekstra i dag. Endnu en gang god mad og hygge omkring spisebordet. Ældste fandt yndlingscd'en frem og gav et par dansenumre efter maden. Hun elsker at optræde - et gen, der løber i min familie, men vist har sprunget mig over ..!

"Prinsessen på ærten" -spil

Vaskemaskinen snurrer, det samme gør vores nye tumbler - en sand gave til en husmor!! Slut med vådt tøj i uanede mængder, der skal hænges op. Nu skal det bare rykkes en tak i "vaskehallen" og så lægges sammen. Hurra! Også hurra for en weekend, der lod mig indvie den gang på gang; rent sengetøj på alle senge og en vasketøjsbunke, jeg for en gangs skyld næsten ikke kan finde.

En super weekend :-)

lørdag den 12. marts 2011

Take it easy

Vi hygger! Puslespil. Bublegum - der forsøges ihærdigt. Oline på computeren. Kaffe. Hyggetøj alle mand. I aften er det bare mig og pigerne. Så skal der hygges videre med pizza, tv og ekstra lang godnathistorie.


WEEKEND!

onsdag den 9. marts 2011

Hip hip hurra

Jeg har spist lidt for meget kage i dag. Drukket en 3-4 kopper kaffe for meget. Vi har sunget fødselsdagssang og råbt hurra. Givet gaver og spist god mad. Mindste mener, at han bliver 100 år gammel. Det er hendes og Ældstes far, der fylder år. Ikke rundt, bare år. Og slet ikke 100 ;-) Til lykke, min skat!

mandag den 7. marts 2011

Indvendigt solskin

Solskin. Afslappet og glad følelse indeni. Det går godt. Jeg er frisk, når jeg vågner. Jeg kan sove om natten. Har overskud til piger uden overskud. Energi til at strikke om aftenen. Også til at bage tidlige morgenboller. Til at køre i Storcentret med træt fastelavnspige kl. 15.30 søndag eftermiddag. Samtidig en accept af at jeg ikke kan alt. Jeg kan glæde mig til andet end aften og stilhed. Jeg kan glæde mig og mærke det. Det føles godt. Det går godt :-)

 Modellervoksblomst

søndag den 6. marts 2011

To trætte piger og et halstørklæde

Søndag eftermiddag. En træt Ældste sidder på puffen og puster ud. Hun er træt og mæt af leg med sin allerbedste veninde. En ligeså træt Mindste sidder i badekaret med et par badedyr og en vandkande. Hun har været til fastelavns-fødselsdagsfest og blev malet i hovedet. På vejen hjem insisterede hun på at komme i karbad, når vi kom hjem. Ok med mig!

Det har virkelig været en dejlig weekend. Første sove-sammen for en af pigerne. Det gik over al forventning; ingen blev uvenner, ingen har grædt og ingen blev holdt udenfor. De to store piger var dog for trætte til at se hele mgp, så efter sang nr. 6 bestemte jeg, at nu var det tid til putning og historie. Ingen indvendinger fra nogen, og det var et par stille piger, der fik historie - alligevel tog det næsten 1½ time for dem at falde i søvn ... Op igen kl. 6, så der har ikke været så meget på overskudskontoen i dag. Det går alligevel!

Forår i vindueskarmen

Det skal gentages snart. Det er der ingen tvivl om! Hvor er det også fantastisk at opleve de to pigers venskab på nært hold. De har kendt hinanden stort set altid og ved næsten, hvad den anden tænker. Når jeg spørger Ældste, om hun har leget med veninden i skolen, ser hun undrende på mig. Det er bare en selvfølge!

Imens pigerne har leget, har jeg strikket videre på det endeløse halstørklæde til Manden. I dag var enden nu tæt på, og jeg knoklede løs imellem puslespilsbrikker og kaffekopper for at blive færdig. Færdig blev jeg og stolt bad jeg Manden lukke øjnene, så jeg kunne give ham det på. Han vil gerne have det dobbelt og så enderne stukket igennem løkken OG DET VAR SLET IKKE LANGT NOK!!!??!!! Her har jeg strikket og strikket, købt 4 nøgler garn foruden det gamle halstørklæde, der er pillet op og strikket med. Det er blevet bredere end det gamle, det var meningen. Jeg havde bare glemt, at når det bliver bredere, skal det også være længere, for at det kan komme igennem. Hrmf!! Hvis nogen foreslår, at Manden skal prøve halstørklædet, inden jeg lukker maskerne af, så spar jer - det bruger vi ikke her ;-) Jeg har nu købt 4 nye nøgler, som jeg vil kæmpe mig igennem. Det er nu ikke det mest spændende projekt, jeg er begyndt på. Godt jeg selv har foreslået det, så jeg ikke kan give andre skylden ... I dag får I et billede af det famøse halstørklæde ;-)

Her er det så, halstørklædet

lørdag den 5. marts 2011

Her var jeg så igen ...

Jeg er tilbage. Færdig med overvejelser og tænksomhed. Jeg bliver ved, har jeg bestemt!

Modellervoks-smiley

Nu skal jeg lige igennem en weekend med et ekstra barn i huset. Pigernes - især Ældstes - bedste veninde er på weekend her. Det er smadder hyggeligt, og de 3 piger hygger sig! Der er dømt MGP-fest i aften og bagefter sovesal på værelset. Lige nu redes der madrasser op; blødt, hyggeligt og 1 sovebamse klar på hver sin hovedpude.

onsdag den 2. marts 2011

Tænksom

Jeg har lige brug for at lufte lidt tanker her. Jeg har tænkt en del de sidste mange dage. Hvad skal jeg med bloggen? Hvad skal den med mig? Kommer jeg nogen steder med det? SKAL jeg det? Hvorfor blogge? Anonymitet eller ej. Hvor meget? Gider nogen virkelig læse om en anonym depressiv blogger, der for det meste er negativ, opgivende og ikke tager billeder af sit hjem, mand og børn? Måske sat lidt på spidsen dér, men alligevel!

Jeg har ikke intentioner om at begynde at vise billeder af mine børn eller mit hjem. Ikke genkendelige billeder, i hvert fald. Jeg kan bare få nok af at vise billeder af fingre, der sætter perler på perleplader eller et træ, vi har gået forbi. Jeg forsøger at finde motiver og tænker tit, at hér er et godt et og har sådan set allerede et indlæg i hovedet. Når jeg sætter mig ved computeren for at lave det, så bliver det aldrig som jeg tænkte det. Okay, nogen gange, bare ikke altid. Indimellem (læs: tit ;-)) bliver jeg forstyrret, eller også har jeg slet og ret glemt, hvad jeg havde tænkt.

Jeg har skrevet meget om min depression. Om dens indvirken på mit liv og mine omgivelser. Den har fyldt - og fylder stadig - meget i min hverdag. Nu går det imidlertid så meget bedre, at jeg næsten ikke kan forstå det. Sidst jeg var ved psykiateren var i januar og næste gang er om 14 dage. Jeg har virkelig fået det bedre og energien bobler indeni mig. Men så kan jeg jo ikke skrive om, at jeg er ked af det og modløs - og hvad skal jeg så? Den vane skal altså også brydes! Det er svært.

Jeg har brugt min blog til at få sagt nogle ting, jeg havde brug for at få sagt. Nogle ting, der har fyldt indeni mig, og som jeg ikke har villet belemre nogen med. Enten fordi jeg har gjort det så meget, at jeg selv synes, det må være nok, eller også fordi det hjælper at få det skrevet ned. Jeg tror egentlig, at bloggen har været en del af årsagen til, at jeg har fået det bedre. Herinde er det ok at skrive, hvad jeg tænker, og hvis det hele er en gang l..., så er det dét, jeg skriver. Samtidig har jeg kunnet læse tilbage og se, at jeg har haft det meget værre end på en dårlig dag nu, og det har hjulpet mig til at fastholde det store perspektiv i forløbet.

Hmm ... det var bare det :-)

tirsdag den 1. marts 2011

Tænker ...

Jeg pauser.

Er i tvivl.

Blog eller ikke blog?

Hvorfor?

Hvorfor ikke?

Bom, bom, bom ... !