fredag den 25. februar 2011

Weekend igen :-)

Så er det weekend atter engang. Denne skal afholdes i det allernordligste Jylland. Vi tager først afsted i morgen, så i dag står den på sædvanlig fredagshygge. For tiden er Gurli Gris af en Mindstes favoritter, og da hun har fået lov at vælge, er der grynt og grin i baggrunden nu. Hun kan næsten alle replikker udenad, så der er ekko på også ;-)

Jeg har fået strikket lidt mere på Mandens halstørklæde. Jeg har ikke taget billeder af det. Eller jo ... jeg har taget billeder, det er bare SÅ svært at få det ordentligt. Måske det lykkes en dag, så skal I nok få at se. Indtil da må I nøjes med en beskrivelse: Sort uld og ribstrikket. Skiftevis 3 ret og 5 vrang. Så kan de fleste nok se det for sig?


Nu blev Gurli dømt ude til fordel for kufferten fuld af farver. Jeg vil gerne være med! God weekend!

onsdag den 23. februar 2011

Energien kom

Efter et lettere energiforladt indlæg i går kom energien pludselig farende. Rengøringsvanvid og oprydningstrang i et sjældent omfang. Hold da op, jeg kan være effektiv! Nu er en 3 meter lang og 2 meter høj reol gjort ren fra top til bund. Alt - og det var ALT - har været ude, er blevet tørret af og sat tilbage på plads. Nogle ting har fundet nye pladser. Andre er blevet forvist. Noget til et andet rum. Noget helt i kælderen - og det er jo ingen overraskelse, at min gamle (33 år) symaskine, der har syet sine kilometer og var på rekreation i reolen, måtte finde vej til kælderen. Dér må den stå, mens jeg overvejer dens videre skæbne.


Nu er det en fin, præsentabel og REN reol, man kan holde ud at se på. Det er ikke så tosset, når den fylder den ene endevæg i vores lille stue ;-) Hvor var det dejligt at få overstået. Ud af verden. Færdig. Slut!

tirsdag den 22. februar 2011

Tirsdagstanker

Udenfor daler sneen ligeså stille ned. Solen skinner. Jeg bliver blændet og anstrenger mig for at se på skærmen. Kaffen i koppen ved siden af er blevet kold. Jeg er tænksom. Havde en dårlig nat. Tankerne tog sig en himmelflugt. Jeg fandt først ro efter kl. 02. Havde mulighed for at sove længe og putte i sengen op ad formiddagen. Det blev udnyttet.

Fra sneturen i lørdags

Nu er der stille i huset. Mindste er i børnehave. Ældste har en legeaftale. Manden sidder ved computeren. Helt stille. Jeg sidder her. Hovedet på skrå for at ramme en skyggestråle fra vinduesrammen. Måske jeg skulle flytte mig? Jeg sidder bare lige så godt ... Jeg forsøger at tage mig sammen til at ordne reolen. Der er meget at ordne. Jeg må tage det sektion for sektion.

Måske jeg skulle tage en kop kaffe mere. Så kommer jeg nok igang.

mandag den 21. februar 2011

Mandagspraktisk

En mandag morgen for sig. Ikke noget vækkeur og vi sov alle mand til kl. 7.15. Roligt tempo. Ud af døren kl 9. Pigerne skulle passes deres respektive steder, mens Manden og jeg skulle ordne lidt praktiske ting. Først en tur i IKEA, hvor vi var alt for tidligt - de åbner først kl. 10 - så vi omdirigerede os selv til Fakta, hvor indkøbene blev foretaget. Til IKEA nok engang og en ½ times tid senere var vi ude igen. Det holdt hårdt; Manden trak den ene vej, og jeg trak den anden. Gæt selv, hvem der trak hvorhen. Opbevaringskasser til pigernes tegninger, så de kan holdes lidt i system, nye vaskeklude, batterier og en fnugrulle blev det til. Ikke de mest spændende ting ...

Morgenkaffeselskab på pigeværelset

Bagefter en tur i El-Giganten for at sondere terrænet i forhold til indkøb af en ny tørretumbler. Vi må desværre konstatere, at den, vi har, ikke fungere længere. Øv! Jeg kæmper en indædt kamp mod vasketøjet og hænger det op på badeværelset, hvor udluftning er muligt. Til gengæld er det p....koldt at være derude, så der er ingen langtrukne toiletbesøg her lige for tiden.

I morgen vil jeg forsøge at få lidt orden i vores reoler, der er blevet lidt plads-pressede. Der var engang mængden af bøger og andet sjov passede til reolen. Det er imidlertid nogle bøger siden, og de nyankomne bøger må presses ind, hvor der er plads. Det løser et pladsproblem i dét øjeblik, men ellers ikke - det ser jo herrens ud! Nu har jeg kigget længe nok til at have en idé om, hvordan jeg kan gøre noget ved det. I morgen må jeg se, om det holder ...

søndag den 20. februar 2011

Mums!

Nybagte kanelsnegle. Pigerne og jeg har været i køkkenet. Om lidt er sneglene kølet så meget af, at glasuren ikke løber sin vej med det samme. Det bliver godt!
 Fyldet smøres ud med hård hånd

 Sirligt lagt på bageplade af Ældste

Færdige og med masser af kanelguffeluf

Så mangler kaffen bare. Den klarer jeg :-)

Fås det bedre??

En tidlig morgen med Ældste. Dynen med ind på sofaen. En halv times tid tusser Mindste ind. Hun vil også være med. Morgenhygge med de to er det bedste, jeg ved! Ultimativ hygge!


Senere kom der kaffe, boller og ost på bordet. Manden valgte at sove længe. Jeg gi'r lov og lister tilbage til pigerne, der sidder i solskinnet og spiser hver en bolle. Solskin i deres lyse hår. Jeg bliver helt betaget af, hvor dejlige de er. Mine piger. Hold nu op, hvor jeg elsker dem. Uden dem ... jeg vil slet ikke tænke videre!!


Dagen skal bruges på vasketøj. Hygge med familien. Ældste lægger op til dukketeater i eftermiddag. Lige nu spiller de Oline på "fars computer", mens jeg drikker en kop formiddagskaffe og tuller rundt i cyberspace på "mors computer." Vaskemaskinen er i øvrigt min, mens far bestemmer i køkkenet - jævnfør tegning/klistermærkebogen i går. Der var ingen slinger i valsen omkring hvem, der hørte til hvor ;-)

God søndag derude!

lørdag den 19. februar 2011

Hyggelørdag

En lørdag med alt det gode!! Jeg fik lov at sove længe og vågne helt af mig selv. Fantatisk - og længe  siden ;-) Klokken var knap 11, da jeg stod op. Til nybagte boller og kaffe. Kan det blive bedre?

Ved middagstid tog vi godt med tøj på og bevægede os ud i det snedækkede Aalborg og fandt en kælkebakke. Pigerne kælkede og kælkede, mens Manden og jeg agerede broer og fotografer. Solen skinnede, og himlen var blå. Iskoldt var det også. Jeg fik et par ture ned ad bakken - det er nu sjovt! Tilsidst kunne pigerne næsten ikke slæbe sig op af bakken, og så var det tid til at bevæge sig hjem igen.


Det har været en rigtig familiedag. Udover turen har vi hygget omkring bordet med papir og blyant. Ældste fandt sin bog frem, hvor man selv kan indrette hus. Både med klistermærker og tegneskabelon. Mindste blev misundelig og fik sit eget hus. Ikke helt så fedt som søsters, men det fungerede fint alligevel. Samtidig fik jeg strikket lidt videre på Mandens halstørklæde, der umiddelbart virker som et "jeg-bliver-aldrig-færdig-projekt." Nu er jeg startet på 4. og sidste garnnøgle, så det skrider trods alt frem. Det er nok bare mig, der er utålmodig ...?!



torsdag den 17. februar 2011

Med sukker i

Snevejr igen! Jeg troede, vi var færdige med sne for denne gang - men nej! Det har sneet hele dagen og føget, så der er dannet nogle kæmpe driver. Jeg har ikke gidet tage billeder af det. Jeg har fået min lyst til snebilleder styret ...

Der kommer gæster om lidt. Manden styrer maden. Jeg er klar på at være selskabelig. Det har været en lang dag på arbejdet. På den anden side var den kort, fordi vi fik tidligt fri pga vejret. Mærkeligt, som tiden kan føles forskellig. Jeg er træt i hovedet og har ondt dér. Ingenting har hjulpet. Måske gæster gør? Jeg håber!

Tjekkiske sukkerknalder - er de ikke fine?

søndag den 13. februar 2011

Weekendhygge

En meget hyggelig lørdag er blevet afløst af en ligeså hyggelig søndag. Lørdagen tilbragte jeg med en god veninde. Der var snak, kaffe, snak, kage, snak, grin og lidt mere snak. Virkelig, virkelig hyggeligt og dejligt. Tiltrængt var det også. Lige præcis dén lørdag kom, da der var brug for den.


I dag er jeg kommet videre med kjolen. Jeg er dog ikke heeeeeeelt færdig; mangler eleastikken i halsåbningen, men jeg blev kapret til et puslespil på 500 brikker. Det kunne jeg ikke sige nej til! Kun afbrudt af en god, men afsindig kold gåtur blev det meste af dagen tilbragt med en umulig klasse og deres desperate lærer. Det var puslespillet, heldigvis ;-)

fredag den 11. februar 2011

Kjole og hverdag

Jeg er nået lidt længere med kjolen. Den er ikke færdig endnu, men det hjælper på det. Jeg mangler skråbånd i halsåbning og oplægning forneden. Jeg har applikeret tre stjerner på forsiden af kjolen. De er lavet af rester af blød denim fra nogle bukser, jeg syede til Mindste engang. Hun blev i øvrigt så glad i går, da jeg fortalte, at kjolen er til hende :-) 


I dag var mere normal end de forrige fire dage på arbejdet. Jeg var tilbage i min vanlige gruppe med de børn, der langt om længe havde bekæmpet diverse vira og bakterier. Det var tiltrængt! Også for børnene, så det ud til ;-) Nu er det weekend og en god en af slagsen! I dag står den på familiehygge med Disney med pigerne og senere pizza, tv og hygge med Manden. Så er weekenden skudt igang med manér :-)

God weekend!

onsdag den 9. februar 2011

"Nyt arbejde"

Det er mærkeligt at gå på arbejde for tiden. Næsten alle er syge, så jeg laver ikke det, jeg plejer. Jeg er heller ikke sammen med dem, jeg plejer. Det er 3 dage nu. Jeg savner mine sædvanlige kolleger og "mine" børn. Det er hårdt at sætte sig ind i nye arbejdsgange og være sammen med mennesker, jeg ikke kender så godt. Der er mange nye indtryk, og jeg kan næsten mærke, at hjernen er på overarbejde. Tænk, det skal være så hårdt at lave noget andet end det sædvanlige ... Jeg sover jo fantastisk for tiden ;-)

 Dagens prinsesse fra Mindstes hånd

I dag havde jeg så også tidligere fri. Udover at snakke en times tid med en god kollega, der igen er rask, har jeg siksakket den kjole, jeg fik klippet den anden dag. Ærmerne blev lagt op, så nu mangler det sjove; applikationer og sammensyningen. Mon ikke den snart bliver færdig?

mandag den 7. februar 2011

Så rykker jeg

Så så man mig. Tidligt fri. Indkøb. Kun det på listen - næsten. Hjem til den bærbare. Surfen rundt på blogs, aviser, FB, tjekke mail. Ikke spille spillet, for jeg gennemførte det i går :-) :-) Jeg drømmer om kreative projekter. Lidt sjovere end Mandens halstørklæde ... Jeg bliver så inspireret af at kigge ind på de forskellige blogge. Det vrimler med nye ideer, nye stoffer, nye garner. Nyt alt muligt!

Jeg har fået en vane. Dum, dum vane! I stedet for at være kreativ, sætter jeg mig ved computeren. Hver eftermiddag. Selvom jeg forsøger - jo, jeg gør! - tager det sjældent mindre end 1 time. Pinligt, men sådan er det. Tænk alt det, jeg kunne have lavet i den time ... NU går jeg ind og finder stof til en kjole til Mindste. Hun trænger til en ny - skal vi ikke bare sige det ;-)

søndag den 6. februar 2011

Dårlig mus, ingen spil :-(

Søndag eftermiddag. Pigerne leger på deres nyopryddede værelse. Hold nu op, hvor sådan et par piger kan rode!!! Jeg er lige overrasket hver gang ... Nu står den på restaurant og skønhedsklinik derinde ;-)

Jeg forsøger at undertrykke min store ærgelse over, at jeg ikke kan spille mit nye yndlingsspil. Et spil, Manden lagde ind på min bærbare, fordi han troede, det lige var noget for mig. Og det var det så. Jeg har været afhængig lige siden. Jeg har gennemført spillet på medium og er snart færdig på hard. Musen hakker desværre i det - og præcis kun i dét spil - så jeg kan ikke være nøjagtig, når jeg skal skyde farvede bolde afsted, så der bliver 3 ens, og de kan eksplodere. Nogle gange kan man stoppe boldene, give dem samme farve, få dem til at køre baglæns, skyde sig selv i stykker og min favorit: Et hurtigere og mere præcist skud end normalen. Fedt spil! Lyder jeg lidt nørdet?

Jeg nægter nu alligevel at sætte et billede ind af computerspillet, så I får i stedet morgenens strik, te og den nylånte bog, Losarinas mor anbefalede den anden dag.

Når jeg nu ikke kan gennemføre spillet, må jeg hellere kaste mig over at potte nogle planter om. Der er nogen, der trænger. Bl.a. en lille kaktus, der kan overleve den mest umenneskelige behandling, selvom jeg plejer at være god ved mine planter. Den bliver jævnligt overset ved vanding og vælter, når jeg rører den. NU er det dens tur!

Morgenhygge

Her tegnes. Strikkes. Ses Emil i tv. Her hygges!


God søndag!

fredag den 4. februar 2011

Jeg valgte en tankestrøm

Så mange planer. Så mange ideer. Så mange valg. Nogle valg er store. Nogle er små. Selv små valg kan få stor betydning. Ikke alt er man herre over. Noget skal man blive enige om. Andet kan man selv bestemme. Noget VIL man gerne bestemme, men kan ikke. Noget bliver valgt for en. Andet igen SKAL man selv vælge. Noget MÅ man vælge, men behøver ikke.

Alle billeder i dette indlæg er taget en julidag 2010

Noget VIL jeg vælge, men kan ikke. Eller vil ikke. "Kan ikke" kan både betyde "kan ikke finde ud af/magter ikke" eller "slet ikke en mulighed". Jeg kan ikke vælge aftensmad til i aften, og jeg kan ikke vælge, at vi skal flytte. De små valg irriterer jeg mig over. De kommer i læssevis. Jeg føler, at jeg hele tiden tager stilling. Hele tiden skal vælge; skal jeg spise yoghurt eller müsli til morgenmad? Skal jeg have løst hår eller opsat? Hvad med madpakke? Skal jeg foreslå, at jeg kan handle på vej hjem? Vasketøj i dag eller vente til i morgen? En kop kaffe mere? Må pigerne se tv, når vi kommer hjem? Hvad skal jeg bruge min aften på? Hvornår skal jeg gå i seng? For pokker, dagen er jo fuld af valg!


Et af de store valg har jeg ingen taleret til. Jeg kan råbe nok så højt om, hvor gerne jeg vil flytte. Få en have. Et værelse mere - pt. bor vi i en 3-værelses. Lotto-feen hører ikke efter. Heller ikke Mandens potentielle nye arbejdsgiver. Ikke engang min løn stiger, når jeg beder den om det ;-) Jeg har brugt så meget tid på at vænne mig. Vænne mig til at ikke alt er, som jeg gerne vil have det. Jeg savner en have. Jeg savner plads til at have pigerne ordentligt med i køkkenet. Jeg savner plads til at tørre vores vasketøj. Nogengange føler jeg mig fanget. Pladsen mangler. Jeg går på kompromis. Går en tur i stedet. Kigger ud af vinduet.


SÅ er det jeg vælger. Vælger selv, hvordan jeg vil takle ovenstående. Det lyder nemt - måske? Nogen gange er det. Vi står tæt i køkkenet og har ikke de store armbevægelser. Så kan pigerne godt skrælle en gulerod eller forme boller. Jeg lufter ud i en uendelighed og hører dagligt: "Moar, jeg fryser" - men sådan må det være, når det våde vasketøj indimellem finder vej til stuen. På trods af pladsmangel har jeg alligevel fået et kreahjørne med stof, symaskine, mønstre, radio og en dør, der kan lukkes. Pigerne har fået hver deres afdeling af det fælles værelse. Indimellem er det ligegyldigt, og andre gange håndhæves grænserne med en millimeters nøjagtighed. Det fungerer!


Det svære er, når jeg ubevidst traver lystigt ud af  "tænk hvis"-vejen. Tænk, hvis jeg havde masser af vindueskarme til at lege gartner? Tænk, hvis pigerne havde hver deres værelse? Tænk, hvis Manden havde et arbejde? Tænk, hvis jeg kunne udfolde mig kreativt i et helt rum og ikke bare i et hjørne? Tænk, hvis vi havde en baggang!?! Tænk, hvis vi ikke havde computeren i stuen? Tænk, hvis vi havde 2 toiletter og ikke skulle skynde os, fordi en anden skal tisse samtidig? Tænk, hvis ... jeg kan blive ved!


Jeg ved ikke helt, hvor dette indlæg er på vej hen. Jeg ved bare, at jeg har fået nok af valg. Hele tiden skal man synes, tænke, vurdere, have en mening og blablabla. Jeg tror, at mit lille eftermiddagsvalg mellem a)strik + sofa og 5 minutter senere en pige på skødet mod b) garanterede pige-fri lår ved spisebordet sammen med den bærbare var et umuligt valg for mig lige dér.

God weekend og gør nogle gode valg derude :-)

torsdag den 3. februar 2011

Tilbud!

Sikke et tilbud! Kan godt forstå, at det er "max 1 pr. kunde." Hvorfor mon det er gær, der er gratis og ikke noget andet, der belaster økonomien liiiidt mere? Tilfreds bliver jeg vist aldrig ;-)


tirsdag den 1. februar 2011

Lidt plus og lidt minus

Mit tekrus har ikke mere te.
Den te, jeg ikke kan lide og kun købte, fordi ... tja. Hvorfor egentlig?


Computeren er snart tør for strøm. Fordi jeg ikke gider række ud efter opladeren. Måske når computeren dør af strømmangel, gider jeg rejse mig? Måske ...

Jeg gider ikke tage på biblioteket og aflevere 3 bøger. Slet ikke, når jeg ikke kan finde de sidste 3 og fristen er længe overskredet. Jeg tror stadig, at tiden får visse ting til at forsvinde. Det er ikke sket endnu ...

Vasketøj. Vasketøj. MERE vasketøj. Tumbleren er i stykker. Et helvede at få tøjet tørt. Pigerne efterlyser konstant visse beklædningsdele. Accepterer efterhånden et "nej, det har jeg ikke vasket". Måske det alligevel er godt for noget med en dum tumbler?

Mine tæer er kolde. Min hals kradser. Næsen løber. Øret klikker. Alle omkring mig er syge (pånær herhjemme). Måske er det snart min tur? NEJ, vel - og det bliver det aldrig!!!

Jeg mangler en mus til computeren. Manden har nuppet min; hans er i stykker, og jeg har jo "den-der-smarte-en" - dims, fordi det er en bærbar. Næh, gu har jeg ej. Jeg får ondt i håndleddene af at bruge den for længe. Så jeg bruger computeren mindre nu? Næh, jeg har bare ondt i hænderne ...

Ville gerne have en aften alene på sofaen. Det har jeg. Yippeeeeeee. Manden har en aftale. Pigerne puttes og mor her indtager sofaen med de 3 gode t'er: Tæppe, te og tv :-) Nice!

Jeg kunne godt spise en god, varm portion suppe! Godt, at det lige præcis er dét, Manden har købt ind til i dag. Uhm, hvor bliver det godt :-)

Selvom livet indmellem er (eller føles som) en Jammerdal, kan man altid finde en god ting hver dag. I dag kan jeg nok nå at finde flere. NU tager jeg over og henter Mindste, får et kæmpe kram, og så skynder vi os hjem til Manden og Ældste. Så går det nok, det hele.


Hov, hvem har spist chokoladen?