mandag den 26. juli 2010

Tak, piger!

Kl. 7 blev jeg blev vækket af pigerne, der gerne ville have morgenmad. De fik lov at spise müslien foran morgen-tv - vi har jo ferie! Jeg måtte gerne låne Ældstemusens seng til at småsove videre i. Jeg kunne høre dem småsnakke og lege, og inden jeg vidste af det, var kl. 9. Dejlige piger - nu med frisk mor ;-)


Nu er den snart 11, og jeg sidder her med en sen kop formiddagskaffe. Vi vækkede Manden, og spiste morgenmad sammen allesammen. Pigerne leger på værelset - et eller andet med at sove, for der skal være mørkt derinde - og Manden og jeg sidder ved hver vores computer. Lidt nørdet, men hyggeligt alligevel!

I eftermiddag går turen til Tivoli Karolinelund, hvor jeg kun har været én gang før. Inden da skal jeg have fundet stof frem, for i morgen skal jeg besøge min moster. Hun har symønstre liggende, som min mormor brugte til at sy tøj til min bror, søster og mig. Vi skal kigge mønstre og sy hele dagen - det kan kun blive godt!

søndag den 25. juli 2010

Igen - hjemme igen


Denne gang fra ferie i mine forældres sommerhus. Skønt, skønt, SKØNT vejr. Vi kunne ikke bede om mere! Sol, høje temperaturer og tilpas vind, så jeg ikke blev "varme-skør" i hovedet ;-)

Pigerne har nydt, at huset ligger lige ned til stranden, så det er nemt både at bygge sandslotte og bade. Jeg har tilbragt meget tid på stranden med at holde øje med de to badenymfer, hvilket jo kan kombineres med at finde fine sten og sten med hul i. Sidstnævnte tror jeg, havde samlet sig på vores stykke strand, for jeg fandt knap 30. Min mor fik dem, pigerne satte dem på snor, og nu pynter de i træer og på plankeværk.


Min farfar og farmor har haft sommerhuset, som min far så arvede. Jeg er derfor kommet der hele mit liv, og elsker at være der. Når jeg kommer dertil, er det første jeg gør, at gå om på græsplænen, nyde udsigten over vandet og trække den gode, friske luft helt ned i lungerne. Jeg forbinder ferier der med sommer, sol, badning, afslapning, måltider i det fri og kortspil. I år ingen undtagelser, bortset fra at det ikke længere er mig, der bader ... men det er en anden historie ...


Min søster og mine forældre har været i sommerhuset samtidig med os, så det har også været en kærkommen mulighed for at få lidt aflastning i forhold til pigerne. Jeg kan mærke, at det virkelig tærer på kræfterne at have ferie så længe sammen med de to krudtugler. Jeg var kørt helt i bund, inden vi tog afsted. Dejligt, at moster kunne bade med dem, mormor spille kort og morfar læse historier, så Manden og jeg kunne få lidt tid alene og sammen uden pigerne.
Nu bliver vi hjemme resten af ferien ;-)

mandag den 19. juli 2010

Ikke helt alene ...



... men næsten ... denne lavendelblomst har kun 2 venner på sin lavendelbusk. Jeg havde gerne haft flere lavendelblomster. Jeg elsker dem, både farve og duft! Jeg ved ikke helt, hvem trioen minder mest om:

Olsen-Banden

De Tre Musketerer

Rip, Rap & Rup

Bamse, Kylling & Ælling

De 3 Tenorer

Jeg glemte at klippe busken ned ... det gør jeg ikke igen ;-)

søndag den 18. juli 2010

Snak og leg


Gæster hele dagen. God veninde og hendes to børn. Det er ikke så tit vi ses, men alligevel er det aldrig svært at "finde hinanden." Det er så fedt! Vi har snakket og snakket, er blevet opdaterede i hinandens liv og har drukket masser af kaffe, mens børnene har leget. Vi mødtes for 3½ år siden, da vi begge var højgravide. Hun skulle låne en nøgle til vaskerummet. Da hun afleverede den igen, snakkede vi laaaang tid. Hun endte med at komme ind til en kop kaffe - og siden har vi drukket kaffe i tide og utide. Der er bare nogen, man svinger med med det samme! Nu er hun desværre flyttet, så det er sjældent vi ses. Jeg savner hende virkelig, og tiden går ALT for hurtigt, når vi er sammen.

Mht. det sidste indlæg i går, så lykkedes det mig til sidst at få tanken om det uoverkommelige væk. Det holdt hårdt, men det lykkedes! Jeg bruger en teknik, jeg har lært af min psykiater til at omvende de negative tanker til positive. I starten brugte jeg papir og blyant, men nu kan jeg gøre det i hovedet. Det er en kæmpe hjælp for mig, og det har helt sikkert været medvirkende til, at jeg nu har langt færre negative tanker end tidligere.

lørdag den 17. juli 2010

Gået i tænkeboks ...


Jeg kører lidt på lavblus i dag. Jeg hentede Manden og pigerne ved toget lidt over middag, og siden er det gået støt ned ad bakke. Jeg kan ikke holde pigernes snakken ud. Slet ikke deres diskuteren. Overhovedet ikke deres utilfredse skrig, når noget går dem imod. Jeg vil bare have ro. Ro i hovedet. Ro omkring mig. Det har jeg haft 1 døgn nu, men jeg kunne vist godt have brugt mere. Jeg slår over på automatpilot, når jeg skal mægle imellem dem. Forsøger at lukke støjen ude.

I morgen kommer den veninde, der meldte afbud for en måneds tid siden. Jeg glæder mig virkelig til at se hende, men lige nu kan jeg ikke overskue det. Jeg har rimelig styr på tingene, der skal bare støvsuges og bages et brød i morgen formiddag, så kan de godt komme. Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg ikke kan overskue ved det ... men der er et eller andet ... jeg kan ikke finde ud af, hvad det er. Jeg forsøger ihærdigt at lade "den uoverskuelige følelse" forsvinde, at mane den til jorden, tilintetgøre den og tænke den i stykker. Ingenting virker lige nu. Håber det lykkes senere på dagen ...

Undskyld det lidt trælse indlæg, men det skulle lige ud ...!

Mit evige dilemma

Jeg er stadig alene hjemme. Resten af familien kommer hjem om et par timer. Jeg har lavet INGENTING, og det har været dejligt. Alligevel sidder jeg her med følelsen af, at jeg har fået for lidt ud af mit "mig-døgn." Jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg burde have gjort noget, lavet noget andet end at gøre slikbeholdningen mindre og opvasken større.

Det er mit evige dilemma. Jeg vil gerne have alenetid, så jeg kan få lavet det, jeg ikke synes jeg har tid til i hverdagen. Når jeg så endelig har tiden, får jeg ikke lavet en dyt. Jeg sidder bare. Som om jeg går helt i stå. Måske det er, fordi jeg kan? Ingen forstyrrer mig. Jeg kan sidde lige så længe jeg vil. Umiddelbart er det dejligt - jeg surfer på nettet, drikker en kop kaffe, ser lidt tv, spiser lidt og smækker benene op. Inderst inde kører der en dialog mellem mit "det er helt ok, det her" og "jeg burde også rydde op, vaske tøj, sy, strikke - alt andet end bare sidde." Det er som regel den første der vinder, fordi jeg får overbevist mig selv om, at det ER ok.

Selv om jeg endelig får overbevist mig selv, bliver tankerne ikke mindre. De bliver nærmest mere irriterende, fordi jeg alligevel ikke kan lade være at tænke. Jeg hader det! Nu kommer de snart hjem, og jeg har stort set ikke lavet andet end at tænke på alt det jeg burde, og ikke rigtig - sådan virkelig - nydt alenetiden. Jeg ved, at min mand spørger mig, om det har været godt at være alene, og at jeg vil sige ja. Jeg mener det, men det vil ikke være fuldstændigt; der vil være en snert af, at tiden har været for kort, eller at jeg har været for ineffektiv.


Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er nok bare lidt fucked-up og tænker for meget. Min psykolog ville sige, at det er spild af tid og energi, og jeg ville give hende ret. Det er jo derfor, jeg stoppede nede ved hende; fordi jeg ved, hvad hun vil sige, og fordi jeg er bevidst om, hvad der sker. Men jeg kan ikke lade være at tænke.

Hvad er værst - at være bevidst om mine dårlige vaner og ikke være i stand til at bryde dem eller ikke vide, hvad der gør mig frustreret og ked af det og bare sumpe i sofaen uden videre tanke om hvorfor?

fredag den 16. juli 2010

Alene hjemme


Jeg er hjemme igen. Alene. Manden og pigerne kommer i morgen. Jeg nyder stilheden. Friheden til at gøre tingene i mit helt eget tempo. Indtil nu har jeg bare nydt turen fra Skagen til Aalborg med åbne vinduer og knald på musikken. Et lille stop hos den store genbrugsbutik i Ålbæk, jeg længe har kigget på, men aldrig har været inde i før nu. Der var ikke lige noget til mig i dag - måske en anden dag, for jeg skal helt sikkert derind igen! Inden jeg kom hjem, fik jeg handlet og hentet et BoligLiv, jeg bestilte på biblioteket. Så var en god alenedag skudt igang; BoligLiv, en blåbær-banan-smoothie og en skål af vores svenske slik :-)


Jeg havde tænkt at sy en nederdel til Mindstemusen af det rødprikkede stof, hun valgte engang. Det bliver ikke til noget, da jeg har ligget forkert i nat og højre skulder nærmest sidder fast i samme stilling. Det giver et jag, hvis jeg gør en forkert bevægelse, så syning bliver der vist ikke noget af ... Men mon ikke jeg finder noget andet sjovt?

Dejligt at være hjemme igen :-)

onsdag den 14. juli 2010

mere ferie

vi er på besøg hos mine svigerforældre i Skagen denne uge. De har ikke computer og derfor ingen indlæg udover dette, jeg laver via mobilen. Det er ikke supernemt, da jeg ikke har en af de dersens smarte nogen, der kan mere end jeg kan forestille mig muligt for noget af den størrelse ... Men vi hygger os, tager ned i byen og oser rundt, spiser lidt på havnen og besøger den lokale legeplads i tide og utide. Ingen forstyrrende computere eller x-box bare ren familietid, det er dejligt :-)

mandag den 12. juli 2010

Smagen af sommer

Aftenens menu:

Grillede hakkebøffer -nye kartofler med dildpesto lavet af hjemmedyrket dild - majskolber med smør og salt - tomatsalat


Jordbær med fløde (til nogen og til os andre bare mælk ;-))


Jeg fik lov til at skyde madlavningen i gang ved at plukke dild i vores trækasser, der udgør det for blomster- og krydderurtebed. Så overtog manden maden, mens jeg badede pigerne. Helt fin arbejdsfordeling, synes jeg. Det blev til karbad, og bagefter blev ordnet negle og hår til den store guldmedalje :-)

Imens jeg har skrevet indlægget er det blevet mørkt, og lyset over spisebordet er tændt. Det tyder på vejrprofeterne får ret mht. uvejr i det jyske i dag. Det buldrer og brager i det fjerne, og der er virkelig stemning af "stilhed før stormen." Selv træerne blæser på en mærkelig måde, og cyklisterne ser ud til at skynde sig. Godt jeg ikke skal mere ud i dag!

søndag den 11. juli 2010

25% af ferien ...

... blev holdt i Sverige med min familie. I alt var vi 10 afsted. Vi mødtes i det lejede hus sidste lørdag eftermiddag. Fantastisk udsigt over en kæmpe sø, stor have med gyngestativ (som ikke stod urørt ret længe ad gangen), totalt svensk indretning med lyse farver, kludetæpper, luftige gardiner, trægulve og gammelt jernkomfur i det ene hjørne af køkkenet. Præcis som jeg havde forestillet mig det :-)

Ugen er gået med besøg i den nærliggende by ca. 20 km væk. Det indebar ture på små snoede skovveje, hvor man helst ikke vil møde en modkørende, hvor køerne græsser på marker fulde af små birketræer, klippefremspring, en lille sø og masser af græs og træer til at give det hele en skøn frodiggrøn farve. Nogle gange kører man højt, højt oppe og nyder den mest underskønne natur og pludselig går det hastigt ned ad bakke, og man må arbejde på at få propperne i ørene til at forsvinde. Det hele krydret med solskin, varme og højt til himlen. Lidt blæst, ingen regn og ikke så mange myg som jeg husker det fra min barndoms svenske ferier. Kan man bede om mere?

En dag tog vi tog frokosten under armen (eller bag i bilen ...), og fandt en fredfyldt plet på bredden af Vättern, hvor en lille vig udgjorde det for kajplads for en lille motorbåd. Der sad vi i skyggen af et meget velplaceret træ og spiste frokost, mens pigerne soppede rundt i vandkanten med en pølse i hånden. På vejen derfra kørte vi indenom en keramiker, hvor jeg fandt 2 krus til min samling.

De øvrige dage er gået med afslapning hjemme i huset, sejlture på søen, badning i sø eller i badebassin i haven, læsning, strikning eller spil med især Ældstemusen, der virkelig har spillet os alle i sænk. UNO og Ludo har været feriens favoritter i dagtimerne, og når dagen gik på hæld, var det Bezzerwizzer, der kom på bordet. Det er blevet til sene, men lyse, aftner og hyggelige morgener med søvndrukne piger i dobbeltsengen, inden vi mødtes om morgenbordet og snak om, hvad dagen kunne bringe.



Alt i alt har det været en skøn, skøn ferie, hvor vi alle 4 har slappet af og nydt at være sammen med resten af familien. Det er dejligt, at være sammen med dem alle så lang tid, at man kommer til at snakke om andet end de "sædvanlige ting." Samtidig er det rart at komme dertil, at det er ok at sidde sammen og læse i hver sin bog uden at snakke sammen. Der når vi aldrig helt til på en eftermiddag ;-)

Vi har taget mange flere billeder end det ene her i indlægget (fra indsejlingen til Göteborg), de er bare ikke overført til computeren endnu ... det kommer ;-)

Nåh ja, jeg har jo ferie 3 uger endnu - OG DET VAR 3 UGER :-)

lørdag den 10. juli 2010

Tilbage igen

Så er den svenske del af sommerferien færdig.

Den sidste uge har budt på fantastisk svensk natur, familiehygge, sol, vandglade børn, bezzerwizzer, roning, grin i stride strømme og daglig kl. 17-drink. I morgen følger lidt mere, nu skal der pakkes ud, puttes trætte og varme piger og ses fodbold med manden - måske med en kold øl?

Ahh, det er nu dejligt med al den ferie ;-)

fredag den 2. juli 2010

Farvelsang og ferieklar



Ferien er i gang :-) Jeg har nu ikke mærket så meget til den endnu, for dagen er gået med at købe de sidste ting til ferien, vaske tøj, pakke sammen, hente en Ældstemus for sidste gang i børnehaven og så tage et iskoldt bad, da varmen blev mig for meget.

Turen til børnehaven i eftermiddags var speciel. De har tradition for at synge de børn ud, som har sidste dag i børnehaven. Vi hentede pigerne lidt tidligt i dag, så mange af Ældstemusens venner kunne være med. Alle børn og voksne samledes ved lågen ud til parkeringspladsen, hvor de først sang 2 farvelsange, og da de begyndte på den tredie, skulle vi begynde at gå. Alle børn og voksne vinkede, Ældstemusen ville bæres af faaaar og var lidt ked af det. Mindstemusen syntes vist, det var ret festligt at blive sendt på ferie med sang og masser af opmærksomhed ;-) Ældstemusen græd og var ulykkelig over, at hun ville komme til at savne sine venner, men heldigvis skal hun gå på skole med flere af dem, og andre har vi lavet legeaftaler med, så de holder kontakten. De voksne sagde til hende, at de glæder sig til hun kommer med i børnehaven for at hente lillesøster. Så helt farvel er det ikke. Men alligevel ... jeg husker tydeligt hendes første dag i børnehaven. 3 år, nybagt storesøster, betuttet og genert - og alligevel kunne hun ikke lade være med at gå ud af gynge og gynge. Og gynge. De gynger har været en stor del af hendes børnehaveliv ;-)

I morgen tager vi færgen til Sverige, hvor vi skal på ferie med mine forældre, søster, bror og hans familie. Det glæder jeg mig virkelig til! Vi har pakket badetøj, baderinge, vandballoner, UNO, Trivial, Tegn & Gæt, jeg har mit strikketøj og en god bog; vi skal bare NYDE! Jeg regner med godt vejr, så jeg kan få lidt afløb for min trang til at være ude sammen med pigerne, nyde en stille brise i skyggen, og få lidt mere kulør ... uden at det bliver alt for varmt, selvfølgelig ;-) Jeg kræver da ikke ret meget, vel?

God ferie til jer allesammen - vi ses om 1 uge :-)

torsdag den 1. juli 2010

Endelig!

Træt på den gode måde. Af sol og vind. Gode oplevelser. Både hjemme og på arbejde. Har i aften været til afslutningsfest i børnehaven. I morgen er Ældstemusens sidste dag i børnehave. Et kapitel er slut. Et nyt starter. Men der er lææææænge til - først har vi ferie. I lang, lang tid.

Ah, ferie!