torsdag den 31. december 2009

Godt nytår!


Rigtig godt nytår til alle!

onsdag den 30. december 2009

I stearinlysets skær

Morgenmad med mine forældre :-)

mandag den 28. december 2009

Bum bum bum ...

Jeg er næsten færdig med oprydningen - i hvert fald i soveværelset, der fungerer som "her-sætter-vi-det-der-hurtigt-skal-af-vejen"- plads. Jeg havde forsvoret, at det var slut. Må nu konstatere, at det er det altså ikke alligevel! Skal også støvsuge i hele hytten, ordne badeværelse og stue. Jeg gider ikke! Jeg mangler også stadig at pakke tasken med mine gaver ud - måske jeg skulle gøre det? Så kan jeg lave en café latte med min nye mælkeskummer. Hmm ... og bagefter? Så er jeg nok nødt til at rydde mere op og ordne endnu mere vasketøj. Og så overbevise manden om, at det er ham, der skal handle i dag. Nogen fif til det??

Café latte, here I come!
Polka :-)

Hygge!


Vi hygger! I nattøj til middagstid. Pigerne og manden en tur udenfor. Mig i bad imens. Er begyndt at rydde lidt op. Vaskemaskinen kører. Skal på hårdt arbejde i dag! Pigerne leger. Snart lur til Mindstemusen. Sonja fra Saxogade til den store. Mere oprydning til mig. Får overnattende gæster i morgen. Menuen er på plads - pasta med hummer i flødesovs :-) Fik et par poser hummerhaler med fra svigerfar. Ikke mere julemad i denne omgang. Jeg elsker julemad. Samtidig glad for det kun er én gang om året.


Nu må jeg hellere putte Mindstemusen - hun kører vist i "nu-er-jeg-overtræt-gearet"


Polka :-)

søndag den 27. december 2009

Hjemme igen

Så er vi hjemme fra juleferie hos svigerfamilien. Pigerne har nydt at være sammen med farmor og farfar + onkel og tante og lille-kusinen. Min mands fætter, vi ikke har set i 5 år. Han er blevet far i mellemtiden. Skøn lille pige! Juletræ, lys inde og ude, snemænd, nisser, hjerter, and, gaver, hygge med pigernes oldemor, julefrokost, gåture, børnefri aftenhygge, konfekt, snak med min egen familie i den anden ende af landet - en rigtig hyggelig jul. Men ude godt - hjemme bedst! Nu skal vi have pakket ud, sat på plads og gøre klar til besøg i overmorgen. Mine forældre kommer. GLÆDER MIG!!!

Glædelig jul til jer alle derude!
Polka :-)

tirsdag den 22. december 2009

JUL

Nu holder vi juleferie - ses!

mandag den 21. december 2009

Dejlig mandag morgen!

Ikke en mandag morgen som de fleste. Jeg sidder i nattøj foran computeren. Pigerne i nattøj og tæpper foran Gurli Gris i tv. Manden sover længe. En kop skoldhed julete til venstre. Ældstemusens hjemmelavede julegaver til højre. Pakket ind i aftes efter hun blev puttet. Der skal skrives til og fra-kort. Det gør hun selv. Store pige!! - jeg skal stadig vænne mig til tanken om at være mor til et skolebarn til sommer! Synes lige hun er blevet født. Og alligevel har hun nærmest været her altid. Og nu har vores yngste samme alder som den store havde, da Mindstemusen var "halvvejs færdiglavet" ... bum bum bum ... :-) Tiden går!

Hmm. Det indlæg skiftede da lige tema undervejs ;-) Det, jeg ville sige, var egentlig, at jeg langsomt kan mærke roen sænke sig i mig. Jeg var så gennemstresset i sidste uge, at jeg tvivlede på, at jeg kunne holde indtil jul. Så satte sneen en stopper for vores planer, og jeg fik et par dage forærende. Jeg var lykkelig for den ekstra tid. Samtidig var det træls at måtte blive hjemme. Vi har inviteret mine forældre på besøg et par dage inden nytår. Jeg glæder mig til at se dem!

Jeg fandt et billede fra den anden dag på vej til arbejde:


Polka :-)

søndag den 20. december 2009

Mangler stadig to gaver ...

... desværre! Vi var ellers nede i byen i dag. Allerede lidt over kl. 10. De butikker, vi skulle i, åbnede bare først kl. 11...! Typisk ;-) Men vi fandt da en butik med noget vi kunne bruge, så tiden blev brugt godt alligevel. En tur i Kronen efter lækker te. Troede jeg kunne finde et armbånd i Pilgrim, men nej. Fandt et fint tørklæde til min kusine. Mangler gave til mine to svigerinder ... bum bum bum ...

Pigerne nød turen. Det gjorde vi andre 2 også. På trods af kulde og røde næser. En lille hånd i min. Glæde over alle de små nisser alle vegne. Forbi C. W. Obels Plads og se på de skøjtende. En tur på Gammeltorv. Virkelig fine håndlavede smykker, bolscher og bisonspegepølser - lidt for enhver smag. Pigerne fik en tur på karussellen. Mindstemusen var træt, kold og helt sikkert også sulten. Lidt betuttet sad hun dér på en hest. Holdt godt fast. Storesøster på en anden hest bagved. Rundt og rundt. Som de stolte forældre vi nu engang er, stod vi der og fotograferede vores piger. Igen og igen. Og igen :-) Så gik turen hjem til frokost og en lur til den mindste.

Jeg kunne også godt have brugt en time på langs. Computeren gik død, og jeg måtte i stedet på jagt efter en strømforsyning. Fås ikke i "vores" størrelse. Ikke i El-Giganten og ikke i Computer City. Må prøve sidste mulighed nede i byen i morgen. Heldigvis i nærheden af butikken, der gerne skulle have gaver til svigerinderne. To fluer med næsten kun ét smæk ;-)

Ingen billeder i dag, desværre. Jeg kan ikke lægge dem ind på den bærbare. Forhåbentlig har jeg held med en ny strømforsyning i morgen, og SÅ kommer der billeder :-)

Polka :-)

lørdag den 19. december 2009

Puuuhhhhh ...

Jeg sidder og puster ud. Jeg var i Aalborg Storcenter. Ved det godt. Dumt, dumt! Men jeg var nødt til det. Jeg manglede at købe nogle julegaver. Jeg vidste, de kunne fås derude. Og det er varmere end gågaden.

Men jeg var jo ikke den eneste med den idé ... Heller ikke den eneste, der ville købe dvd/cd/pc-spil. Og slet ikke den eneste, der kunne finde en gave i Matas. Det opgav jeg nu igen. Matas altså. Jeg fandt en dvd med Stine, Anders og Jeanette. Jeg synes, pigerne er nødt til at kende dem. En af mine totalt yndlingsbørnetimer fra min barndom. Jeg vidste slet ikke, den fandtes på dvd.

Nå, rundt i centeret. Igen og igen. Kiggede på maaaange forskellige ting. Og nogle ting flere gange. Jeg kan komme så frygtelig meget i tvivl om gaver. ER det nu også noget? Det kan hun sikkert ikke lide. Det har de sikkert i forvejen. Bla bla bla... Vægelsind gør heller ikke oplevelsen i Aalborg Storcenter bedre! Jeg bestemmer mig for at køre i Fakta lige ved siden af - og så ordne resten af gaverne i morgen. Med hele familien nede i byen. Og det er vi nok heller ikke de eneste om ...

Nope, ingen billeder. Ville ikke forevige et julet storcenter ...

Polka - der glææææder sig til mandens nybagte jødekager om lidt :-)

fredag den 18. december 2009

Andre planer



Vi skulle have været på weekendtur. Den blev aflyst pga. sne og mere sne i vente. Elsker sne. Hader når jeg ikke kan køre, hvorhen jeg vil. Måtte derfor ønske til lykke til min far pr. telefon. Ville helst have givet ham et fødselsdagskram. Drukket rødvin og kigget ud på sneen i deres have. Snakket, hygget og bare været sammen. Det må blive efter nytår.

I stedet har jeg syet kjolen færdig til min niece. Den er blevet rigtig fin, håber den bliver godt modtaget. Det har taget det meste af dagen. Der er dog også blevet tid til at lege med LEGO med begge piger. Det blev til et hus med helikopterlandingsplads på taget ved siden af haven. Indenfor bor hesten, kalven og katten side om side. Og i hjørnet af stuen kan kongen og dronningen sove, hvis de ikke vil sove ovenpå kisten fuld af slik. Den står i øvrigt på taget. Sengen er forbeholdt prinsessen. Den har naturligvis den bedste plads i huset.

Jeg har lavet brændte mandler. De er nødt til at være her. Også selvom det er et kort visit ;-) Ældstemusen hjalp med at røre rundt. Vi fik hyggesnakket en masse imens. Jeg fik lidt smeltet sukker på pegefingeren. Nu har jeg en fin (!?) lille brandvabel på højre pegefingerspids. Heldigvis ikke liiiige dér, hvor fingeren rammer tasterne ... Mandlerne er forresten smagt og godkendt. Og smagt igen. Og igen. Og er nu stillet væk. Hvor længe ved jeg ikke ...

Manden er ved at lave risengrød. Det passer ret godt til i dag. Sne udenfor, jul, uldsokker, julegaver og stearinlys indenfor. Samtidig bager han brød til i morgen tidlig. Indimellem KAN han rent faktisk multitaske - men jeg holder mig ude af køkkenet imens ;-)

Det har været en rigtig god dag, selvom den var planlagt helt anderledes. Stuen bærer præg af syning, pigernes juleklip (og bare klip...), halvfærdige puslespil på gulvet, sammenlagt vasketøj på sofabordet og ... Måske jeg skulle rydde lidt op? Så kan jeg slappe af på sofaen med god samvittighed senere. Jep - det gør jeg!

Polka :-)

torsdag den 17. december 2009

Endnu mere sne ...

Jeg sidder på arbejdet - er endelig kommet frem efter lidt rigelig hjulspin op ad den sidste stejle bakke. Puh, jeg gruer lidt for vores i alt 800 km kørsel i juleferien... Nu må vi se!


I dag får jeg juleferie. Det skal nydes. Små 3 uger med familie, hygge, ro og masser af tid. Og hvis sneen bliver liggende skal den da også udforskes lidt ;-)


God dag til alle!

Polka :-)

tirsdag den 15. december 2009

Så sner det :-)

Mooooaaar! Jeg kunne høre Ældstemusen kalde. Det lød lidt anderledes end ellers, så jeg skyndte mig ind til hende. SE!!! Hun pegede stolt ud af vinduet. Smilet blev større og større. DET SNER!!! Sørme så. Lidt eftertænksomt siger hun: "Jeg troede ellers ikke, det ville sne i år." Og så stod vi der og kiggede ud på sneen, der faldt lige så stille.

Det sner endnu ...


Hvordan mon det ser ud i morgen tidlig?

Polka :-)

søndag den 13. december 2009

Halvvejs i kjolerne ... næsten!

Nu er Mindstemusens kjole næsten færdig. Den har fået en fin elefant på foran. En elefant, min far tegnede, da jeg var et par år gammel, og som min mor syede på ryggen af en mørkeblå fløjlsvest. Dertil havde jeg et par smækbukser i samme stof med to mindre elefanter forpå :-) Jeg vidste, at min mor havde gemt sættet, så jeg fik tegnet elefanten af, og den har nu fået nyt liv i nyt stof. Det er lidt hyggeligt med sådan noget genbrug - gad vide, om de selv kan kende den, når de ser den næste weekend ...?

I foråret købte min mor noget stof med hjem fra Afrika, og jeg var så heldig at få et helt pænt rest-stykke :-) Billedet yder ikke stoffet retfærdighed; der er små sølvprikker og -cirkler over det hele. Man kan godt se cirklerne, men på billedet synes jeg mest det ligner falmede områder på stoffet ... Men det giver altså det fedeste spil, når lyset falder på! Elefanten er klippet ud af det afrikanske stof og det matcher perfekt til det lyseblå/turkise fløjlsstof, selve kjolen er syet i! Og det bedste er næsten, at der stadig er MASSER af stof tilbage!

Så var Mindstemusen færdig med sin lur. Hun skulle da prøve kjolen. Men hun kunne ikke engang få den ned over hovedet ;-) Jeg må igang igen i morgen og lave halsåbningen større. Pokkers også! Jeg foretrækker altså at sy bukser ;-)

Så jeg ved godt, hvad jeg skal få resten af ugen til at gå med! Jeg skal også have syet en kjole til pigernes kusine, lave Ældstemusens kjole færdig (er kun syet sammen), købe julegaver, til møde i børnehaven og så afsted på juleferie på fredag. Men mon ikke jeg når det?

God uge derude!
Polka :-)

lørdag den 12. december 2009

Ugen der gik ...

Jeg har ikke været så aktiv på bloggen denne uge. Håber ikke det er et resultat af at gå fra 30 til 31 år ... ;-) Det har egentlig været en god, rolig uge med overskud til lidt af hvert. Det har været dejligt at have tid til lidt andet end det sædvanlige, bl.a. har jeg:

  • påbegyndt syningen af pigernes julekjoler

  • spist frokost i byen med min mand - det sker ALT for sjældent!!

  • lavet julehalløj med Ældstemusen

  • bagt kage - uhm!

  • cyklet over efter pigerne - plejer at foregå i bil ...

  • læst næsten alle de lånte blade
  • planlagt og gjort klar til julegavelavning i morgen med begge piger

  • ikke mindst holdt en rigtig dejlig fødselsdag :-)

Jeg kan læse, at der er gang i julerierne i de små hjem. Det er virkelig hyggeligt at følge med i, og det inspirerer til lidt nyt herhjemme også. Ind imellem også lidt for meget, for det er jo ikke til at nå det hele. Desværre! Jeg skulle næsten lave mig en inspiratonsbog med alle de gode ideer i...

Lige nu sidder mand og børn og ser "Jul i Gammelby" - dem alle 3 i sofaen. Det nyder de vist! Og jeg gør også, for så kan jeg lige nå at sidde her lidt :-)

God weekend!

Polka :-)

tirsdag den 8. december 2009

Bibliotek

Jeg var en tur på biblioteket for at hente et blad, jeg havde booket mig ind på. Jeg kan ikke tage derover uden at tjekke deres beholdning af diverse blade. Tænk, hvis der var et fantastisk tip eller inspiration, jeg ikke fik med! Jeg fik brugt en del tid derovre, men ikke så meget i deres hobby-sektion, som jeg gerne ville. Jeg var cyklet derover. Desværre var sadlen kun tør på ydersiden, så jeg lignede en, der havde tisset i bukserne, sådan lidt mod højre ;-) Og selvfølgelig skulle der sidde en og læse en eller anden bog om vildsvin (det lignede det altså - set i forbifarten naturligvis) lige dér, hvor jeg skulle stå med ryggen og den våde r.. til. Så det blev kun til en bog om puder og tæpper ... ikke den mest inspirerende, når det kommer til børnetøj!!! ... men jeg VILLE have noget krea-boghalløj med hjem. Det er ikke altid, mine handlinger kan forklares med logik ;-)


- og nej, den sk... pude-tæppe bog er ikke på billedet, den ligger og skammer sig på mit natbord ;-)

Polka :-)

søndag den 6. december 2009

Søndag!

Så blev det søndag eftermiddag. Det har været en dejlig weekend med familiehalløj både i dag og i går. Nu falder mørket på, stearinlysene lyser op i vinduet, kaffekoppen er tom, Mindstemusen sover endnu, og jeg har netop pustet adventskransen ud for i dag. Alt ånder fred og ro. Lige en eftermiddag efter mit hovede :-)

I næste uge skal jeg have begyndt på pigernes kjoler, begynde på julegaveindkøbene, julehygge mere på arbejdet og herhjemme, en eftermiddagstur ned i byen med min elskede og på lørdag kommer der fødselsdagskaffegæster. Det skal nok blive en god uge!

Polka :-)

fredag den 4. december 2009

Havde ellers lige planlagt det hele ...

Jeg havde placeret mand og børn i soveværelset, så jeg kunne have stuen for mig selv. Kaffe i koppen, pebernødder i skålen og KENT i højttaleren. Jeg skulle sy tunika til mig selv. Den jeg for læææææænge siden købte stof til, og for knap så længe siden også et mønster til. Men men men ... jeg havde købt for lidt stof :-( Nu gider jeg ikke begynde, når jeg ved, den ikke kan blive færdig i dag. Jo jo, jeg kunne selvfølgelig lave det, der var stof til. Men ... nej, vel! Det er fredag eftermiddag. Jeg har ikke været på bloggen de sidste par dage. Så der skulle ikke ret meget indre monolog til for at overbevise mig selv om, at jeg hellere måtte sætte mig her, opdatere og blive opdateret.

Så hermed billeder af den halvtomme kaffekop, heltomme pebernøddeskål og den lillebitte mængde stof:


Og computerskærmen med fede, fede KENT:

Jeg begynder på tunikaen engang i næste uge. Lige nu vil jeg nyde min egen beslutning og ikke have dårlig samvittighed over, at jeg ikke holder, hvad jeg havde lovet mig selv. Det her er jo også vigtigt :-)
God weekend til alle!
Polka :-)

onsdag den 2. december 2009

Fremad igen

Det går lidt fremad igen - meget op og ned, men sådan er det åbenbart med mig for tiden. Lige nu håber jeg på "oppe" omkring jul, så skal det hele nok gå!

Isnende kold dag med klar himmel. Ro på arbejdet, der pt. er fyldt med juleforberedelser. Det er hyggeligt. Der er også jul i pigernes børnehave og vuggestue; drillenisser, juletræ, pebernødde-bagning og juleklip. Hjemme har vi også nisser. De kommer med en gave hver nat. Pigerne er spændte, men ikke så spændte at de vågner tidligt for at kigge efter. Heldigvis ;-) I dag fik de selvlysende hjerter, der skal sættes op på deres værelse i eftermiddag. De skal være klar til i aften, når lyset bliver slukket.

Billedet med den skønne blå vinterhimmel er taget ud af pigernes vindue (der i øvrigt blev pudset på begge sider i søndags!!!)



Polka :-)

mandag den 30. november 2009

Lidt en lang smøre ...

I dag har været en smule bedre, trods alt. Men hårdt at komme op i morges. Hårdt at tage på arbejde. Bedre op ad dagen. Gode kollegaer er guld værd. Virkelig. Uden dem ved jeg ikke ... Tidligere fri end planlagt. Dejligt! Hjem og lægge brak ½ time, inden jeg hentede pigerne. I dag til fods med mand og klapvogn. Dejligt at blive blæst igennem. Kold vind i hovedet. Tanketom. Dejligt! Pigerne i godt humør. Det smitter lidt. Men jeg er træt. Lidt for træt til at tage dem helt ind, hvor de fortjener det. Hader det. Hader, at det her præger mit nærvær overfor dem. De har heldigvis travlt med egne lege. De leger udflugt, hund, skole og udflugt igen. Skønt at høre dem. Høre deres planlægning af legen. Hvem gør hvad hvornår. Hvem er hund. Hvor skal turen gå hen. Hvilken dukke hører ikke efter. Jeg får tankerne på afstand. Nyder stilheden i hovedet. Tænder tv og ser Venner. Har set det 117 gange før. Det er ok. Så skal jeg ikke bruge energi på noget nyt. Manden laver maden. Jeg sagde, at jeg ikke kunne. Pigerne leger bagefter. Kommer i seng. Snakker en del, inden de falder i søvn. Mangler en bog og et kram. Nu er der ro. Jeg går snart i seng. Har brug for en god nats søvn. Håber det bliver i nat ...!

Polka

søndag den 29. november 2009

Sådan kan det gå ...

... en ellers hyggelig og overskudspræget morgen og formiddag har ikke kunnet sætte sit præg på resten af min søndag. Desværre. Hader når det sker! Når tankerne og alt det andet bras, der fylder mit hovede i tide og utide (allermest utide), tager over og efterlader mig i et underligt virvar af tanker, følelser, krav til omgivelserne og ikke mindst krav til mig selv. Når jeg bliver overvældet af tanker og fikse ideer om, at "det her kan jeg (heller) ikke", "hvorfor skulle det lykkes mig?" eller "jeg tror jeg går min vej - det er nemmest."

Hvad skal jeg gøre? Jeg kæmper min egen indre, umulige kamp mod tankerne. Siger til dem, at de skal gå igen. Råber til dem, at de skal forsvinde. Skriger ad H. til indeni mig selv. Det hjælper ikke i dag. I dag er de for stærke. For mange. Jeg kan ikke. Jeg er træt. Træt fysisk. Træt af mig selv. Træt af, at jeg ikke er stærk nok i mit hovede til at få magten over mig selv. Træt, træt, træt!

Jeg fik at vide den anden dag, at jeg skal bruge energien på at få overtaget. Bruge den vrede, der opstår i mig over mig selv, til at vende skuden. Jeg er sur på mig selv, vred og gal. Men i dag orker jeg ikke. Orker ikke at kæmpe til jeg vinder. Tankerne vinder. Jeg har ikke lyst til, at det sker. Men det gør det vist.

Jeg var ved at klippe mønster ud til mig selv. Ville for en gangs skyld prioritere mig selv lidt. Undervejs får jeg tænkt et par tvivlsomme tanker om mine egne sy-evner. Det er nok, åbenbart. Nu sidder jeg her. Mønstret ligger udklippet og klar foran mig. Men jeg kan ikke gøre mere ved det. Ikke i dag i hvert fald. Nu vil jeg surfe lidt rundt herinde og se, om det kan få tankerne på andre veje. Håber det!

Polka

Søndag formiddag

Kl. 8.15:

Kl. 9.15:

Kl. 9.20: Godmorgen til min elskede med kaffe, nybagte boller og 2 superglade piger. Sådanne morgener måtte der gerne være flere af!

God søndag til alle!

Polka :-)

lørdag den 28. november 2009

Jeg drømte ...

... at jeg vandt i Lotto - 1 hel million! Det er ikke ret tit, jeg spiller Lotto, men pga. drøm-men måtte jeg jo hellere ;-) Jeg vandt sgu!!! Jeg havde hele 4 rigtige og vandt dermed ... tadadadaaaaaa ... 35 kr. Ikke så skidt, når kuponen kostede 40 kr. Eller hvad??? Men drømmen fik da chancen for at gå i opfyldelse, og jeg "slipper for" at spekulere på, hvad jeg skal gøre med alle de penge ;-)


Polka :-)

fredag den 27. november 2009

Uhm!

Se, hvad jeg fik serveret, da jeg kom hjem fra arbejde i dag. Jeps, café latte :-)

Så nu er weekenden skudt igang med manér! Pigerne har fået deres popcorn og set Nana i dobbeltsengen. Deres ultimative fredagshygge. Mindstemusen er for lille til at sådan noget kan være om aftenen. Det er Ældstemusen for den sags skyld også. Hun var med på at se finalen i Vild med Dans, men da programmet startede, vendte hun sig om i sofaen og faldt i søvn. Så meget for hygge med den store, bare hende og mig. Håber ikke det var selskabet, der kedede hende ;-)

Weekenden kommer til at stå i julens tegn. Manden er på vej til købmanden, hvor de sælger små juletræer på fod, håber han kommer hjem med et. I morgen finder vi julekassen frem, og så skal der pyntes op og gøres julefint. Vores efterårsvindue, hvor der står kastanjedyr og hygger sig med blade og bær sat på snor og hængt op i vinduet, må vige pladsen for nisser og andet julehalløj. I år håber jeg på, at det er muligt at have noget dekorationshalløj til at stå på sofabordet, uden det bliver skubbet ned eller pillet i stumper og stykker. Det må tiden vise ...

God weekend til alle!
Polka :-)

torsdag den 26. november 2009

Jeg klarede den :-)

JUHUUUU - vi kørte et smut i Kvickly Extra og de havde sørme bleer, dem vi plejer at købe. Så nu er vi fri for at forsøge os ud i andre blemærker. Pyyyh ;-)

Jeg havde tidligt fri i dag. Havde en aftale med min mand om, at vi skulle have et spil Scrabble, når jeg kom hjem. Så ville han have kaffen klar. På opfordring (for det kunne jeg jo aldrig selv komme i tanke om ;-)) købte jeg et par kager med hjem. Så dér sad vi. En helt almindelig torsdag kl. 13.30, drak kaffe, spiste hindbærsnitter og spillede Scrabble. SÅ hyggeligt! Desværre tabte jeg, fordi jeg ikke helt fulgte med i pointregnskabet og lavede sølle 7 point for lidt til at vinde ... øv også!!! Jeg satser på at vinde stort næste gang. Okay, ikke stort måske, bare vinde ;-)

Jeg fik snakket med min søster i dag. Det sker ikke så tit. Faktisk alt for sjældent. Jeg er for dårlig til at få ringet op, og hun er bange for at ringe på et træls tidpunkt. Midt i ulvetimen, børnebadningen eller putningen. Men når vi endelig får snakket sammen, er det rigtig dejligt, og vi snakker lææææænge. Det er dejligt at blive opdateret i hendes liv og opdatere hende i mit og vores. Vi bliver altid enige om, at NU skal vi ringe til hinanden lidt oftere, og intentionerne er der virkelig, men tiden går bare. Inden jeg får set mig om, er der gået 1 uge eller måske endda 2, uden vi har snakket sammen. Selvom jeg er træt af mig selv og mine manglende opringninger til hende, så ved jeg, at hun altid er der og altid vil være der. Det er bare at ringe. Hun ved også, at jeg altid vil være der for hende - så måske der ikke er brug for så mange ord? Men det ville nu alligevel være rart at snakke oftere med hende. Måske det skulle være mit præ-nytårsfortsæt?

Polka :-)

(Jeg ville gerne lægge flere billeder på mine indlæg, men min mand bruger den pc, der kan lægges billeder over på fra min telefon, så det er svært at komme til. Jeg må flytte ham en gang imellem - nogen tips til det?)

onsdag den 25. november 2009

En helt almindelig dag!

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal skrive i dag ... bom bom bom. Jeg har været på arbejde, hjemme et smut før besøg hos speciallægen - nye hjemmeopgaver til mig derfra - indkøb i Netto og en tur i Kvickly efter bleer til Mindstemusen. Der var udsolgt!! Af bleer ...! Altså kun dem, vi plejer, selvfølgelig - der var masser af alle de andre mærker og størrelser. Vi har 5 stk tilbage, så hvis ikke Brugsen har nogen i morgen, må vi prøve et andet mærke. Vildt nok - blemærkeskift ;-) Men mon ikke det går? Jeg har da haft større udfordringer ;-) Heldigvis, for ellers var jeg da vist kommet lidt for let igennem livet ...

Jeg er ved at tænke over, hvad der skal laves i juleoppyntningsweekenden. Vi skal have købt et lille juletræ til at have i stuen, der skal laves adventskrans, jeg har købt kalenderlys og det må nok også hellere få et fint sted at stå, nissepigens kalendergave-ophæng skal hænges op på sømmet fra sidste år (kalendergaverne er i hus), vi skal have lavet noget nyt julepynt ... er der mere?? Sikkert! Det bliver hyggeligt at nusse rundt med lørdag, så det er klar til søndag og første lys i adventskransen skal tændes. Jeg glæder mig!

Nå, der er vasketøj, der skal lægges sammen, før jeg skal se Desperate Housewives og have en lumumba. Uhm, det bliver godt!

Polka :-)
(- hvordan kan det være, at billeder altid bliver indsat øverst på siden, selvom curseren er et andet sted. Hvad skal jeg gøre, for at få et billede i bunden af et indlæg?)

Give away hos Frk. Evigglad

Tjek det ud engang :-)




Polka :-)

tirsdag den 24. november 2009

Varm kakao & boller

Da pigerne og jeg kom hjem i eftermiddags, duftede der er nybagte boller. Min kære mand havde bagt boller og var ved at varme kakao. Skønt at komme hjem til på sådan en rigtig efterårsdag, hvor det har regnet, blæst og været lidt for koldt om tæerne. Han er nu dejlig :-)

Bagefter legede pigerne på deres nyindrettede værelse - det fik jeg ordnet i går, så nu er der masser af gulvplads til leg. Jeg havde derfor mulighed for at få klippet stof til deres nye turkise kjoler. Nu skal de bare sys - men det bliver ikke i dag.

Hvad sker der lige for Ældstemusen - sidder og synger, mens hun maler: "Nu er det sommer og sol, og der ligger kolort på marken" Hmm...

Polka :-)

søndag den 22. november 2009

Café latte

Min kære mand har netop serveret en café latte og resterne af Maltesers'ne for mig. Desværre sidder han ved den computer, hvor jeg kan overføre billeder til, så I må tænke jer til et billede af en dampende varm café latte med reven chokolade på toppen. Ved siden af ligger der Maltesere og bare venter på at blive spist. Uhm!!

Dejligt, at soveværelset blev gjort hovedrent i går og badeværelset i dag - NU skal jeg nyde min weekend. Og jeg skal bare sidde her lige nu - så det gør jeg :-)

Polka :-)

fredag den 20. november 2009

Give away hos Fruens Syslerier

Fantastisk give away, se bare:



Polka :-) (- der nyder en kop te, mens pigerne er midt i deres "fredagsshow;" popcorn og film i dobbeltsengen, SÅ hyggeligt!)

Weekend lige om lidt :-)

Der er en stille pause på arbejdet. Fredag eftermiddag. Ikke noget at lave. Ugen er gået, på arbejdet i hvert fald. Nu venter weekenden! I aften er jeg alene med pigerne, det bliver hyggeligt. Måske vi - Ældstemusen og jeg - skal se finalen i Vild med Dans sammen. Hun elsker de flotte kjoler og fine danse. Tror dog, hun keder sig lidt under dommernes og værternes snakken frem og tilbage. Hvorfor ikke bare danse hele tiden? Det forstår jeg heller ikke ;-)

Weekenden bliver stille og rolig. Ingen planer. Ikke andet end hygge! Jeg satser på, at en del af min hygge bliver at få lavet - eller i hvert fald begyndt på - pigernes nye kjoler. Da de så stoffet i går, jublede de begge. Så mon ikke de er med på, at jeg får lidt arbejdsro?

Hvad skal I lave i weekenden?

Polka :-)

torsdag den 19. november 2009

Nye stoffer

En tur i Stof & Stil. Købte småriflet fløjl til Mindstemusen og strech-velour til Ældstemusen. Begge stykker er turkis. Jeg tror, det bliver årets julekjoler. Jeg er ikke så meget til det traditionelle med røde kjoler til jul, selvom det da er hyggeligt. Begge piger, især den ældste, ææælsker rød, så det ville jo nærmest være som en hver anden dag, hvis de havde røde kjoler på juleaften. Jeg glæder mig til at komme i gang. Håber det bliver i weekenden!


I dag har Mindstemusen været ved tandlægen for første gang. SÅ stolt hun var! Bagefter sagde hun: "Jeg var dygtig hos tandlægen, igås mor!" Det kunne jeg jo kun bekræfte :-) Inden da var jeg på arbejde, den roligste dag denne uge! Nu er vasketøjet lagt på plads, pånær det, der stadig er i tumbleren, der er ryddet op på pigernes værelse, manden har snart maden klar og i aften skal jeg ikke andet end smække benene op og se et eller andet "let-fordøjeligt" i fjerneren. Det bliver godt!

Polka :-)

onsdag den 18. november 2009

Tankemylder

I dag havde jeg tid til en snak om mit liv, mine udfordringer, mine tankestrømme, der gerne må stoppes i tide, mine sejre, mine konflikter, min måde at takle det uforudsete på. Nu har jeg snakket om det 11 gange, har en gang tilbage. Der er sket meget, rigtig meget! Jeg kan selv se det, mærke det og oplever det hver dag. Det går fremad, det er gået meget fremad. Der skal stadig ske meget, men det vigtigste er, at jeg er på vej. Stadig med den ene fod foran den anden, skiftevis højre og venstre. Jeg ved, at nogle dage vil jeg gå baglæns. Måske endda løbe eller blive suget baglæns. Men jeg er ved at lære og forstå, at det er - og altid vil være - en del af mit liv at være langt nede, under middel, gennemsnitlig og måske endda over middel på humørbarometeret.

Jeg tænker. Jeg tænker meget. Tit tænker jeg for meget. Men nu er jeg ved at lære at begrænse mine tanker, stoppe dem i tide og vende dem 180 grader. Det er hårdt. Hårdt altid at skulle stoppe op, når tankerne går den vej, de kender bedst. Få dem til at gå den stik modsatte vej. Lære dem, at den nye vej er den rigtige. Den fornuftige vej. Den endda mest åbenlyse vej. Men den anden vej drager tankerne, de VIL derhen. Det er en daglig kamp at tænke over mine tanker. Men jeg kæmper videre. Det skal lykkes - meget er allerede lykkedes mig! Jeg lærer at fokusere på mine sejre i stedet for mine nederlag. Det er min helt egen sejr, at jeg i dag har fået flere tankerækker ind på den nye vej. Jeg kan - og jeg bliver ved!

Polka :-)

søndag den 15. november 2009

Søndag!

Jeg fandt en rest stof i Stof & Stil, da jeg var inde efter mønstret til mig selv. Jeg kunne ikke lade 110 cm fint blåblomstret stof til 34,- ligge. Det måtte med hjem! Det er nu blevet til en fin kjole til Mindstemusen med ærmer (den nederste 1/3) i limegrønt fugle-blomster stof. Dejligt at være lidt produktiv i andet end det sædvanlige huslige, der SKAL gøres :-)

Og ikke mindst dejligt at få tankerne lidt væk fra alt det, der har fyldt mit hovede de sidste dage. Har brugt meget energi på at skabe nye tankemønstre, og hold da op, det er hårdt arbejde! Automatiske tanker, der skal laves om. Det er nødvendigt at stoppe op og koncentrere sig. Og det er ikke så nemt, når det som regel er værst på arbejdet, når der er travlt eller hjemme, når bølgerne går lidt højere end normalt. Jeg føler indimellem, at jeg ligger med en vis del i vandskorpen, men jeg kan mærke en fremgang. Så det hjælper at sætte den ene fod foran den anden!

Ældstemusen og min dejlige mand har lige sat en drømmekage i ovnen. Jeg kan høre Mindstemusen synge Mariehønen Evigglad fra sin seng, så hun er nok færdig med at sove middagssøvn :-) Så skal hun prøve kjolen - spændende om hun kan lide den! Og bagefter kaffe og nybagt kage. Så bliver en søndag eftermiddag ikke bedre!

Polka :-)

tirsdag den 10. november 2009

Dejlig dag ... og dog ;-)

En stille og rolig dag på arbejdet. Min elev var syg, så jeg fik opdateret billeder til ugetavlen. Samtidig havde en kollega fødselsdag, så hun havde taget brød og kage med :-) Tredie punkt på dagen var samtale i vuggestuen om Mindstemusen. Sikke en samtale - dejlig pige, godt med på alle områder og alderssvarende. Mor her sugede det hele ind, nød det i fulde drag. Mindstemusen har haft en lidt svær periode, men nu er hun tilbage for fuld kraft, takket være en super indsats fra vuggestuen og herhjemme og godt samarbejde mellem os og dem :-)

Og så til den knap så fede del af i dag ... Jeg troede, jeg kunne sy en tunika til mig selv ved at tegne en anden af, ændre lidt hist og pist, sy og voila! Aber das geht NICHT!!! Passer som fod i handske, så jeg må nok kapitulere og købe et mønster i morgen. Jeg har købt stof, men var heldigvis smart (- eller realistisk?) nok til at lave en prøveudgave i et gammelt lagen, så nu er symaskinen pakket væk, og jeg vil i stedet glæde mig til anden, der pt. hygger sig i ovnen :-)

Polka :-)

mandag den 9. november 2009

Dagens smil

Jeg sidder med Mindstemusen på skødet, mens jeg forsøger at blive opdateret i dagens nyheder, mails, Facebook og Blogland. Jeg kaster et blik på min egen blog. Mindstemusen har ikke set den før, og råber pludselig: Rød suuuut, og peger på sutten øverst til højre. Gi' mig den, mor. Jeg griner lidt. Sidder den fast? spørger hun, og forsøger at tage den :-)

Polka :-) -på vej ud i køkkenet efter en rigtig sut!

søndag den 8. november 2009

Det hjalp på humøret!


Ældstemusens rigtig gode veninde har været på besøg i dag. Ikke fordi vi har set ret meget til hende - de legede på værelset bag lukkede døre og stak kun hovederne ud for at proklamere at de var sultne, tørstige eller for at trylle os om til en frø eller en fugl. De har virkelig hygget sig! Så dejligt! Det er måske 3-4 måneder siden, de har leget sammen og alligevel er de på bølgelængde med det samme. Hun blev hentet af sin mor ved 15-tiden, og efter en kop kaffe og en god snak tullede de hjem igen. Efterlod en Ældstemus fyldt op med venindeleg og hemmeligheder, og som GLÆÆÆÆÆDER sig til næste gang, de skal lege.


God søndag!
Polka :-)

lørdag den 7. november 2009

Efterårsstemning


Jeg plejer at glæde mig til efterår og vinter. Glæde mig til at putte under tæpper med en kop varm te eller kaffe indenfor rækkeviddde. Det er mørkt udenfor, stearinlys er tændte og skaber hyggestemning. Det emmer af ro, tid og overskud og lægger op til stille aktiviteter, hvor man sidder tæt og nyder at være sammen.

Lige nu er jeg ikke ret overskudsagtig, jeg synes ikke, der er tid nok og roen skal jeg kæmpe med. Den lægger sig over mig på en ufed og altoverskyggende måde. Samtidig skal den være der, men ikke bekæmpe energien og overtage al plads indeni mig. Jeg kæmper min egen stille kamp mod mig selv og mine meget svingende sindsstemninger. Forsøger at det ikke skal præge min familie og min hverdag. Det er svært, men det går fremad. Dét ved jeg! Men vejen er lang, til tider uoverskuelig. En fod foran den anden, kom så!

Polka

onsdag den 4. november 2009

Stakato ...

Blæst. Regn. Kulde. Aflevere børn. Arbejde. Tidligt fri. Frokost med manden. Kaffe. Taber stort i Scrabble. Køber mælk, engangsvaskeklude og 3 sparepærer med stor fatning. Henter børn. Lidt sne! Tegner med pigerne. Drikker mere kaffe. Ordner vasketøj sammen med Mindstemusen. Aftensmad. Kardemommeby læses højt for Ældstemusen. Senere Desperate Housewives. Skal ses i sengen med lidt chokolade og hjemmestrikkede sokker. Vender nok tilbage i morgen i en mere uddybende udgave!

Polka :-)

søndag den 1. november 2009

Dejlig weekend!















Først lige et billede af aftensmaden sidste weekend (ja, opdateringen på billedsiden er ikke verdens hurtigste, I know!). Vi er så heldige at have gode fisker-kontakter, så menuen stod på ovnbagte hummerhaler med salat, citrondressing og hjemmelavede franske flutes. MUMS!

Det har været en skøn, skøn weekend. Fredag eftermiddag og aften fik jeg syet Ældstemusens kjole færdig. Hun havde selv valgt stoffet, rød strech-velour. Lige lidt for juleagtig for mig, men med et par prinsesser aplikeret på brystet, kan den godt gå an nu. Hun er rigtig glad for den, og det vejer trods alt mere end mine tanker om jul, når jeg ser på den - og på den anden side, så er hun jo juleklar :-) Jeg tror, det er første gang, jeg har noget julehalløj klar inden november ...

Lørdag gik turen til farfar og farmor for at hente Mindstemusen. Hun var fit for fight og feberfri igen fredag og kom på (sin første alene-) 1-dags ferie. Det var en kæmpe succes, så det skal klart gentages inden for længe. Måske de så begge kan komme afsted samtidig? Så kan vi have en rigtig kæresteweekend. Det er trods alt 2½ år siden sidst ... Vi snakker tit om, at NU skal det være, men der kommer altid et eller andet i vejen, eller også går dagene bare, og vi glemmer at lave aftaler med diverse bedsteforældre. Der indgår desværre en del transport i pasning hos bedsteforældre, så vi kan ikke lave den der: Vil I passe pigerne i dag? Det savner jeg sgu! Bedsteforældre lige om hjørnet, der kunne passe i ny og næ, hente i børnehave/vuggestue en gang imellem eller en gang eftermiddagskaffe, der ikke indebærer minimum 3 timers transport. Ønsketænkning, ønsketænkning! Tanken om, at mine børn havde mulighed for at få et godt og tæt forhold til deres bedsteforældre fylder meget. De HAR et godt forhold til hinanden, og de glæder sig til at være sammen - men sådan rigtig tætte og hverdagsagtige på den fede måde, måtte de godt være.

I dag har vi været i mødregruppe. Det er Ældstemusens, og vi kører nu på 6. år. Det er altid hyggeligt at være sammen; de 3 piger hygger sig sammen, vi mødre drikker kaffe, spiser boller og bliver opdateret i hinandens liv - i dag lidt mere end ellers. Det er fedt, at en mødregruppe kan give gode venner både til mig og min pige. Desværre er der lææææænge, til vi skal mødes igen. Men det kan ikke rigtig være anderledes, når der også er en masse andet, der skal være plads til. Men mødes, det skal vi!

En rigtig dejlig weekend! Nu sover Mindstemusen, træt efter besøg i storesøsters mødregruppe, Ældstemusen putter på sofaen med Peter Pedal i tv, manden spiller det nye DJ Hero og jeg sidder her og skriver. Kigger på dem og tænker på, hvor heldig jeg er at have en så dejlig familie. Er det ikke fantastisk, at jeg har mødt den bedste mand i verden og sammen har vi fået de 2 mest vidunderlige piger? Der må gerne komme flere børn, men lige nu nyder vi de 2 spradebasser vi har og ser tiden lidt an ;-)

God søndag til alle!
Polka :-)

onsdag den 28. oktober 2009

Øv, feber!

Jeg hentede Mindstemusen i vuggestuen. Fuld af energi fes hun rundt på madrassen med bedsteveninden. De hvinede af fryd, når de mistede balancen og rullede rundt - helst oveni hinanden. Det var svært at få hende med hjem. Hun var ikke færdig med at lege. Slet ikke. Men afsted kom vi, mødtes med far og Ældstemusen ved bilen. Så gik gassen ellers af ballonen. Hun blev pylret, utilpas og lidt mere pylret. Jeg troede, det ville hjælpe med lidt mad og drikke ovenpå hendes fysiske udfoldelser i puderummet. Men pylleren blev ved og blev mere insisterende. Hun var nu også blevet varm og tog sig til det ene øre. Det har jeg aldrig prøvet før, hverken med den mindste eller den ældste (7-9-13) Os ind på sofaen og putte - nej, ikke putte, hygge! Det lugter ikke af, at der er mulighed for at falde i søvn. Men midt i hyggen faldt hun nu alligevel i søvn... Lidt aftensmad blev det heldigvis også til, inden det var tid til temperaturmåling, nattøj, tandbørstning og putning. Nu sover hun.

I morgen skulle hun have været på sin første ferie helt, helt alene. Hos farfar og farmor. Men nu skal hun ikke afsted. Heller ikke selvom hun er frisk og klar igen i morgen. Jeg skal være sikker på, at hun har overskud til at kapere eventuelle knap så fede ting ved at være alene på ferie. Og det er jeg ikke! Puh, jeg vil have det træls med at sende en frisk pige afsted og så vender feber og pyller tilbage, når nyhedsmomentet i "jeg er alene på ferie" er ovre, og eftermiddagen indtager kroppen og hovedet. Så må vi to gamle vente med at forkæle Ældstemusen lidt ekstra til en anden gang!

Håber på rolig nat og minus feber i morgen!

Polka :-)

tirsdag den 27. oktober 2009

Stearinlysene brænder stille og roligt i vinduet, børnene sover og manden er ude af huset i aften. Jeg er alene i stuen, nyder stilheden og freden. Jeg får en kop te, den gode blåbærte fra Kvickly, som også smager godt, når den ikke er skoldhed. Et klart plus, når der er mange ting, der kan forsinke tedrikningen. Men det er der ikke nu!




Jeg fandt dette billede af Ældstemusens tegning i sandet i sommers. Hun greb en pind og tegnede fluks den fineste pige i sandet, og længe var den baggrundsbillede på min mobil. Hvor skønt er det ikke at have hendes kunst indenfor rækkevidde, når jeg er ikke er hjemme? Men det lader til at være mit svage punkt ... selvom jeg kan ønske mig fred og stilhed, når pigerne gør hverdagen lige livlig nok, ligeså meget savner jeg dem, når de ikke er hjemme. For nylig havde jeg en weekend alene, og allerede fredag aften sad jeg foran computeren og kiggede på billeder af de skønne to. Den weekend fik jeg skoldhed te, brændvarm kaffe, en lur på sofaen uden børn på maven, syet i mange timer uden afbrydelser og ikke mindst mulighed for at sove længe - men jeg vil hellere have pigerne - og manden ;-) - hjemme!

mandag den 26. oktober 2009

Det kommer, det kommer ...

Jeg har gået aftentur rundt i Blogland, og jeg må sige, at jeg er imponeret over alle jeres visuelle effekter, både billeder fra jeres egen hverdag, små hyggelige blomstertegninger og opfindsomheden i billederne. Jeg har helt klart et stykke vej at tilbagelægge på Blogvejen ... men det kommer, og jeg lover, at jeg finder ud af at sætte billeder på min blog. Snart!

Nu tror jeg dog, at jeg vil læne mig tilbage, nyde min halvkolde blåbærte og glæde mig over, at min første dag som blogger - trods lidt begyndervanskeligheder - er gået godt.

Polka :-)

Blog-jomfru

Så starter det ... mit allerførste indlæg på min nyoprettede blog. Det er spændende; hvad vil en blog mon føre med sig, hvem læser den, hvor mange læser den, hvad skal jeg skrive om, kan jeg finde ud af det, kan jeg lægge billeder ud, kan jeg finde tid til opdateringer dagligt eller skal jeg sætte mit ambitionsniveau lidt ned? Der skal trods alt findes tid mellem 2 piger, mand, arbejde, indkøb, vasketøj (og ALT det andet huslige, der skal findes tid til ...) og mine kreative sysler, der heldigvis bliver flere og flere - og med mere og mere succesfulde resultater ;-)

Jeg har den seneste månedstid surfet rundt på en masse blogs og er blevet vældig inspireret til nye retter til aftensmaden, nye hjemmelavede ting til pigerne og mig selv og ikke mindst synes jeg, det er spændende at læse om I andres syslerier, store som små. For indrømmet, så er jeg nysgerrig og er nået dertil, at jeg også vil dele lidt ud af mit eget liv. Så velkommen til!

Jeg håber, at nogen vil finde vejen herind til mit lille blogunivers og måske endda smide en kommentar eller to, det ville være hyggeligt :-)

Polka :-)