søndag den 28. februar 2010

Nyder udsigten!


Nypudsede stuevinduer. En renere udsigt. Frit udsyn. Klarsyn? Kunne håbe på nyt syn på livet også? Det vil vise sig. Tager imod den nye uge med åbent sind.

lørdag den 27. februar 2010

Klar igen - sådan da ...

Så er jeg tilbage :-) Jeg har været forholdsvis indadvendt den sidste uges tid. Mit hoved vil ikke helt, som jeg vil. Irriterende. Meget! Ny medicin. Ok den første uge. Nu dur det ikke helt. Min "Mirakelmand" holder ferie . Så jeg tager én dag ad gangen den næste uge. Forsøger at hænge i og hænge ved. Indtil videre går det!

Den sidste uges tid er gået med hårdt tiltrængt "laven ingenting," tosomhed med manden, et par nye bukser til Mindstemusen, komme til bunds i vasketøjet, hækle blomster til Ældstemusen kjole og så oveni har det været en meget stille uge på arbejde. Skønt!

Og så er det blevet tøvejr! Fantastisk :-) Selvom man nu næsten skal iføre sig våddragt, når man skal udenfor. Det tager jeg gerne med. Ud med sneen og ind med erantis, vintergækker og højere temperaturer.

God weekend!

søndag den 21. februar 2010

Lige nu

Søndag eftermiddag. Næsten færdig med weekend. Masser af sne igen. Måtte opgive min tur til Stof & Stil. Det var vist det sikreste. Gæster kunne ikke komme frem. Hygge indenfor. En tur udenfor. Pigerne elsker sneen. Smager på den, når vi kigger den anden vej. En tur forbi biblioteket. Har lånt nye hækle- og sybøger. En rigtig hyggelig sybog, faktisk. Mange gode ideer og mønstre. Manden lavede overraskelses-pandekager til eftermiddagskaffen. Hjemmelavet brombæris indeni. Mums :-)

Jeg er ikke så aktiv herinde for tiden. Der er en del andet, der fylder lige nu. Vender forhåbentlig tilbage snart. Lidt mere positiv. Lidt mere energifyldt. Bare lidt mere mig selv ...

Ses!

torsdag den 18. februar 2010

Liv i vindueskarmen

Mine røde pelargonier og snevejr i Reberbanegade

Sne, sne og atter sne ... Er ved at være godt og grundig træt af sne. Kolde ører, kolde fingre, skrabe bilruder fri for sne, overtræksfutter i børnehaven, få p-pladser pga. ophobning af sne, glatte fortove, våde flyverdragter, jeg kunne blive ved ... Indenfor er foråret begyndt at titte frem. Heldigvis. Pelargonierne stortrives. Mange knopper. Mange blomster. Mange nye blade. Jeg nyder at se på dem. De strutter af liv!



onsdag den 17. februar 2010

Så så man lige mig ...

... helt alene hjemme, fødderne oppe, te i koppen og RO :-) Skal INGENTING i dag, jeg ikke gider. Bare nyde livet!

mandag den 15. februar 2010

Perleplader og isflager


Ovenfor er glimt fra weekenden; perleplader og gåtur langs Limfjorden omkring Egholmfærgen. Den har stadig en sejlrende. Lidt specielt at færgen sejler på den ene side af øen, og på den anden går folk frem og tilbage på isen mellem Egholm og Nr. Sundby. Det var en kold men dejlig tur. Jeg tog den alene. Ro til hovedet og nogle tanker kom på plads.

Jeg købte orange garn i dag. Så skal der hækles flere blomster. Tænkte det kunne være fint til de lyserøde? Måske på en lilla baggrund? Men jeg hækler nok ikke lige i aften. Jeg er begyndt at læse Dan Browns "Det forsvundne tegn." Jeg er vældig dygtig til at falde i søvn med bogen i hånden (og så tabe den i hovedet på mig selv ...), så hvis jeg skal videre i mysterierne, bliver det en tidlig aften ;-)

lørdag den 13. februar 2010

Næsten en hel uge ...

... er gået siden sidst. Travl uge. Mange tanker. Møde i børnehave. Samtale med psykologen. Morsyge børn. Halvsyg mand. Tidligt i seng. Tidligt op. Vasketøj i stride strømme. Måske det formerer sig? Sådan føles det. Lidt hækling i ny og næ. Flere blomster. Må købe garn i nye farver. Fastelavn. Ældstemusen blev kattedronning. SÅ stolt. Både hende og mig :-) Endelig weekend. Hygge. Ingen planer. Kun kort besøg hos lille-niecen. Stadig lige sød og lækker!

Solskin. Sad i karnappen i solen. Næsten for varmt. Dejligt! Pelargonierne i vinduet kappes om at få flest blomster. Røde blomster. Elsker dem. De elsker solen. Mere sol i næste uge, tak!


Sol i Aalborgs gågade

mandag den 8. februar 2010

Lyserøde rundariusser


Fik købt hæklenål i går. Begyndte hækling. Første rundarius (eller blomst) er røget direkte i skraldespanden ;-) Lignede mest et fingerbøl ... Anden gang gik bedre. Tredie gang meget, meget bedre. Nu har jeg fundet systemet med hvor mange masker hvornår. Det er jo egentlig nemt nok. Tror dog ikke jeg kan kombinere blomsterhækling og tv-kigning de første dage ... ;-)

søndag den 7. februar 2010

Lige ved og næsten ...


I går nærstuderede jeg min hæklebog. Jeg har hæklet for længe siden. Nu er lysten vendt tilbage. Jeg blev dejligt inspireret af bogen. Var klar til at fatte hæklenål og garn i dag, når jeg skulle tidligt op med pigerne. Efter morgenmad, "Dyrene på landet", et par timers leg med LEGO, formiddagsmad og kaffe var det tid. Jeg fandt noget lyserødt garn. Ville lave nogen rundariusser til en fremtidig kjole/bukser/bluse til Mindstemusen. Fandt bogen og "sådan-starter-du"-siderne frem. Skulle lige finde hæklenålen. Kiggede i bøtten med strikkepinde, hvor jeg var SIKKER på, at der er hæklenåle. Nej. NEJ!!!??? Tomt for andet end strikkepinde og lidt nullermænd på bunden. Hmm ... Det er så træls, at have alt klar - incl. lysten og ikke mindst overskuddet - og så kan det ikke lade sig gøre! Øv, altså!


Det slår mig lige, at Kvickly har søndagsåbent - måske man skulle en tur derover???

fredag den 5. februar 2010

Uden planer :-)

Weekend :-) Uden faste planer. Bare hygge og væren sammen. Måske et smut i Stof & Stil efter deres nye katalog. Måske købe lidt nyt stof. Jeg er så småt ved at have lyst til at sy igen. Det blev så stresset og ret lidt hyggeligt før jul. Er ved at have ideer klar. Kjoler til pigerne. Sjove applikationer. Måske lidt til den lille ny niece?

Nu må vi se ...

onsdag den 3. februar 2010

Indeni/udenfor

Udenfor er der sne, frost og glatte veje. Hjemme er der hygge i sofaen, varme drikke og kys & kram. På arbejdet er der glade børn, søde kolleger og spændende arbejdsopgaver. Indeni mit hoved er der frustrationer, negative automatiske tanker og masser af af "ked-af-det-hed." Det er vel efterhånden gået op for de fleste, der læser med her, at jeg har en depression? Denne gang har det været on/off i 1½ år. Det er SÅ irriterende ikke at være herre over mit eget hoved. Jeg har brugt meget tid på at affinde mig med, at sådan er situationen. Nu er ved at vænne mig til, at det er en del af mig. I dag hørte jeg for første gang ordene "periodisk depressiv" om mig. Det fik mig til at stoppe lidt op og mærke efter. Mærke efter hvad? Hmm ... Det ved jeg ikke. Det føltes bare underligt. Det er svært at forklare. Selvom jeg har vidst længe, at depressionen vil komme og gå livet igennem, så er det en anden måde at sige det på. Ved det ikke helt ... det er måske bare, fordi det er nogle nye ord om mig selv, jeg skal vænne mig til? Jeg tænker lidt videre ... måske jeg bliver bedre til at sætte ord på en anden dag?