fredag den 29. april 2011

Weekend & verdensrundfart

Weekend. Hvor er jeg glad for det! Den blev søsat med lidt slik, madrasser på gulvet i stuen og en god film i dvd'en; total weekendstemning. Jeg nyder det lige meget hver fredag.

Måske lidt mere denne fredag, for ugen har været lang, selvom der kun var 4 arbejdsdage. Jeg gør, hvad jeg kan i fht. at bekæmpe de negative tanker og deres indtog i mit hoved. Jeg synes, jeg er blevet ret god til det. Alligevel nager tanken om, om det overhovedet nytter? Det vil jo vende tilbage igen og igen OG igen. Det siger psykiateren, og det viser sig jo desværre, at han har ret. Jeg troede, jeg havde vænnet mig til tanken om et liv med tilbagevendende depressioner, men det har jeg ikke. De tanker, jeg har haft på det sidste, viser med al sin tydelighed, hvor inderlig træt jeg er af det. Ikke af livet, ikke af noget - andet end depressionen og det, den gør ved mig og min familie.


Imens jeg har skrevet her, har pigerne indtaget stuen i badedragter. De leger sommer og er taget på tur. Mindste rejste til Kina, som var i det ene hjørne af stuen, for at købe en hund. Derefter tog Ældste til Bornholm - lige ved siden af ;-) De er sgu skønne!

onsdag den 27. april 2011

SLUT NU!

Fandeme nej! NU ER DET SLUT. Jeg gider ikke mere! Hold op, jeg er sur. På mig selv. På mit møgirriterende hovede. Hvor svært kan det være at fungere som et almindeligt hovede? Rigtig svært åbenbart. Pis også, at det sidder på min krop ...

Psykiateren var ikke tilfreds. Han rynkede brynene og så alvorlig ud. Noterede på sin blok. Igen og igen. Stillede spørgsmål. Jeg svarede. Græd. Var opgivende. Jeg orker ikke mere. Jeg er klar til næsten hvad som helst. Bare det bliver bedre. Holder op helst. Forsvinder ad H til. Fandeme.

Der tilføjes medicin til min behandling. Det kræver blodprøver på ugentlig basis. Jeg er ligeglad. Fuldstændig. Bare det hjælper!

Over and out!

tirsdag den 26. april 2011

Sorte tæer og langsom snak

Hjemme igen efter første arbejdsdag efter en lang, lang ferie. Eftermiddagen er gået med et hurtigt besøg hos tandlægen. Hvorfor bruge tid på noget, når det ikke er nødvendigt :-) Bagefter over i børnehaven efter Mindste, der virkelig havde haft en god dag. Sorte tæer, sorte hænder/underarme, filtret hår og tøjet havde et meget støvet look - og så et kæmpe smil! Vi tog ud og handle (efter lidt etagevask ...) og fandt et par fine sko til hende. Jeg blev klar over i morges, at hun kun havde sandaler og gummistøvler udover vinterstøvlerne, og det dur vist ikke. Nu er der styr på det!

Mindste i fuld firspring

Jeg føler ikke, at jeg har været mig selv i dag. Det er svært at forklare, men det er som om de ord, der kommer ud af min mund ikke kommer fra mig. Som om der er en anden, der styrer den del af mig. Når jeg "er med" i snakken, så arbejder hjernen virkelig, virkelig langsomt, og jeg synes, der går en evighed, før der kommer noget ud. Samtidig er det svært at finde ordene, og det hjælper ikke ligefrem på tempoet. Det er underligt at have det sådan; førhen fik jeg tit at vide, at jeg var nødt til at snakke langsommere, fordi andre ikke kunne følge med.

Jeg håber, at der kommer lidt afklaring i morgen!

mandag den 25. april 2011

Ferie, oprydning og nej-nej-nej!

Så er påskeferiens sidste dag kommet. Mange dage alene uden pigerne. Stilhed og frihed til at lave præcis hvad vi ville - det blev til en del computerspil, oprydning, film, kæresterier og sove længe. Det har været dejligt, men også dejligt at det stopper igen.

I går lagde jeg sidste hånd på mit syhjørne. Det er blevet ryddet op, sorteret, stofferne lagt pænt sammen og en ekstra hylde tryllet frem. Det er blevet overskueligt, og nu er der faktisk plads til at sy der ;-) Måske det skal indvies i dag?

Lidt af buketten, som Mindste plukkede i går

Jeg havde håbet på, at dagen i går ville ende med en færdig kjole til Ældste, men sådan blev det ikke. Den sidste del af oprydningen tog hele dagen; min energi var fuldstændig væk, og når jeg havde lagt lidt stof sammen, stenede jeg dobbelt så lang tid bagefter. Jeg kunne slet ikke komme igang. Jeg kunne mærke gråden trænge sig på, og jeg forsøgte ihærdigt at overhøre den. Dum idé, for den brød ud i lys lue, og gjorde mig bange for mig selv. Jeg oplevede en ny dimension i depressionen, og dén brød jeg mig absolut ikke om! Jeg har svært ved at sætte ord på, for det er så grænseoverskridende at jeg skal vænne mig til det selv først... Jeg håber, psykiateren kan hjælpe mig lidt; vi har en aftale i næste uge. Heldigvis!

Nu vil jeg bruge min sidste dag i ferien til at gøre klar til en ny uge. Det kan nok kombineres med lidt hyggeligt!

torsdag den 21. april 2011

Først yde - så nyde!

Vi stornyder det stille liv. Det kan mærkes, at vi nu kører på 3. døgn helt uden børn i huset. Vi har været meget mere kæresteagtige, end hvad det bliver til i hverdagene. Det er vel nok rart at få overskud på dén konto også! Det tror jeg, vi trængte til ... Vi har snakket med begge piger; de hygger sig og nyder at blive snotforkælede, som man skal, når man besøger sine bedsteforældre. Det er nemt at slappe af og nyde, når de også nyder deres ferie.

I går fik jeg ordnet køkkenet. Det krævede nogle dybe indåndinger, for jeg vidste godt, at det ikke ville blive en nem opgave. Det krævede overblik, sorteringsevner og nytænkning som blandet med en god del sulfo, knofedt og en arbejdsvillig opvaskemaskine har givet et skinnende rent køkken - ja, også OVENPÅ skabene ;-) - og diverse vaser og andre "det-bruges-sjældent-men-tit-nok-til-ikke-at-komme-i-kælderen"-ting er kommet i kasser og placeret ovenpå skabene. Praktisk, fordi det er sorteret og dermed nemt at finde og endnu mere praktisk, fordi det ikke bliver fedtet og ulækkert at stå i frit i et køkken. Desværre er det ikke så kønt, men det lever, vi med indtil vi flytter engang ... Til gengæld ser det arrangeret og ordentligt ud, hvilket vores tidligere "arrangement" ovenpå køkkenskabene absolut ikke bar præg af ;-)

Dagens påskefrokostbuket

I dag har vi været til påskefrokost hos gode venner. Rigtig godt selskab og traditionel påskemad med et tvist af svenske specialiteter. Ikke en dårlig kombi! Når man tager påskesolen og det fede 70'er inspirerede hjem med i den samlede oplevelse, så findes det vist ikke bedre! Dejlig dag :-)

onsdag den 20. april 2011

Planløs onsdag

I dag er en dag uden planer. Hovedet er nu fuldt af gode ideer alligevel. Jeg kunne sy Ældstes nye kjole færdig, reparere en anden af hendes kjoler, omarrangere min kreaplads, gøre forårsrent i køkkenet eller måske ordne pigernes værelse? I går blev tilbragt på langs. Først i sovende tilstand, dernæst i vågen på sofaen med kaffe, pc og tæppe. Så måske skal dagen i dag have et mere aktivt indhold? Jeg overvejer mine muligheder og læner mig tilbage - i sofaen med kaffe, pc og tæppe ... ;-)

PS. Pigerne er på ferie!

En alt for sjælden kop café-kaffe - tak søs!

mandag den 18. april 2011

Ferie-optur!

Stadig ferie. Hele 7 dage tilbage. Tankerne er blevet en smule mindre negative. En skøn feriegæst har i den grad hjulpet. Der er blevet snakket om stort og småt. Hun var rummelig og accepterede mig, som jeg var. Uundværligt! Jeg står i evig gæld til hende. Der er ingen som min søster!

Nybagte boller



søndag den 17. april 2011

FERIE!

Vi holder ferie. Hygger. Sover længe. Spiller spil. Drikker kaffe. Bager kager. Tegner. Er på skovtur. Bare ferie! Jeg har det rimeligt og er så glad for, at det er ferie nu!

En tur på legepladsen

onsdag den 13. april 2011

Den virkede!

Så fik jeg sovet! Som en sten endda. Vågnede forvirret op - allerede morgen?! Jeg plejer at have kigget på klokken mange gange, før jeg skal op. Ikke i morges. Jeg vil ikke kalde mig udhvilet eller frisk. Men jeg har sovet. Det er en start. Så følger det andet sikkert.

Gårsdagens lille aftensmadshjælper

Dagen startede godt - bortset fra forvirretheden. Humøret var en tak bedre end i går. Det varede ved indtil i formiddags engang, hvor et eller andet ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Så dalede humøret et par niveauer og har været der siden. Jeg besluttede mig for, at det ikke skulle hindre mine eftermiddagsplaner om at tage begge piger med på biblioteket. Det var hårdt, men jeg modstod trangen til at sætte mig og fordybe mig i alt andet end dem. Jeg orkede dem ikke, men jeg holdt ud. Helt indtil vi kom hjem, hvor jeg var nødt til at gå i kælderen med vasketøj. Det var nok den bedste løsning for os alle ...

tirsdag den 12. april 2011

Godnat, håber jeg

Har snakket med psykiateren. Fik en god snak. Da jeg ikke sover for tiden - og heller ikke er træt, som ville være det mest naturlige ... -  så skal der suppleres med en ekstra pille til natten. Jeg håber, det er vejen frem til drømmeland. De sidste nætter behøver ingen gentagelse!



Efter tre korte arbejdsdage venter en dejlig lang påskeferie. Der skal hygges. Med og uden børn. Med venner. Med lige dét jeg har lyst til. Det bliver godt og opladende :-)

lørdag den 9. april 2011

Tomhed

Påtaget momentant overskud. Det virker ... på pigerne. Jeg har på eget initiativ tegnet med den ene og lagt neglelak på den anden. Bagefter legede de selv videre. Så har jeg drukket kaffe og iagttaget. Tom indeni - ikke ked, ikke glad, bare tom. Jeg har mæglet konflikter imellem dem. Drukket lidt mere kaffe. Spillet et intetsigende spil på computeren. Dagen er gået. Og så er det vist dét.

"Intet nyt er godt nyt" må være dagens motto.

fredag den 8. april 2011

Slut, blev der sagt!

Nu vil jeg lade mærkelige drømme og negative tanker passe sig selv og holde weekend. Det er lettere sagt end gjort, men jeg håber det kan lykkes!

God weekend derude :-)

torsdag den 7. april 2011

Drømme

Hvordan skal man tolke en drøm om, at ens hotel knækker over i to, netop som man ankommer til drømmeferien?

Det var en kæmpe skyskraber og idet, jeg kigger op for at se toppen, der var delvist skjult af skyer, begynder bygningen at vælte ned over os som et LEGO-tårn. Vi bliver siddende i bilen  - min bror og jeg - og mens det hele ramler sammen omkring os, står vi pudselig på den etage, der nu er den øverste. Han begynder at snakke om, hvordan bygningen mon er konstrueret, imens jeg kigger udover kanten og ser ragnarok.

Denne drøm følger natten efter jeg drømte, at jeg ville køre ud over havnekanten, men bestemte mig for at lade være ...

onsdag den 6. april 2011

Sådan lidt "lala"

Efter en kæmpe tudetur og en dag herhjemme med en masse tanker og alligevel ingen, så ved jeg ikke helt, hvad der sker. Jeg er på samme følelsestomme niveau som i går. Det er for så vidt ok, for så går det ikke den gale vej.

En kort og kedelig opdatering herfra, men sådan ser min verden ud lige nu.

tirsdag den 5. april 2011

... men jeg var der ...


En hård dag på arbejde. Jeg er fuldstændig brugt. Uro og forstyrrelser. Konstant baggrundsstøj. Samtidig stod mit hoved stille. Der foregik ingenting. Jeg kunne næsten ikke sige noget. Ville allerhelst side på afstand og betragte. Bare være. Det kunne ikke lade sig gøre. Pauserne var ikke nok. Jeg forsøgte at smutte lidt ud en gang imellem, men det lod sig ikke gøre. Jeg er færdig for i dag.

mandag den 4. april 2011

Mandag - både og ...

Mandag. Fuld af snak og grin. Også en del uro og en smule forvirring. Derfor passer det mig ganske glimrende, at jeg er alene hjemme lige nu og mindst en time endnu. Jeg har overvejet at melde mig syg til i morgen for at undgå en dag som i dag. Risikoen for en gentagelse er der i høj grad, men jeg ender nok med at beslutte mig for at tage tyren ved hornene og tage på arbejde. Jeg har jo egentlig nok allerede besluttet det, jeg skal bare lige overbevise mig selv om det.


Skygge på stuegulvet

Nu har jeg fedet den lidt her foran computeren med en kop kaffe og et par småkager. Så er tiden vist kommet til at svinge støvsugeren lidt rundt. Det trænger; nullermændene kappes med de tabte perler om pladsen i tæt kapløb med brødkrummer og andet sjov - weekenden blev ikke brugt på rengøring overhovedet. KUN hygge og familiehalløj. Fedt var det :-)

lørdag den 2. april 2011

Pigetur

Åbne vinduer. Sol og blå himmel. Trætte piger og deres far hygger i stuen. Jeg i soveværelset. Kan høre hækkeklipper, udrykning og jubelråb fra stadion. AaB spiller mod OB. Nogen har lige scoret eller været tæt på. Kaffen i kruset er blevet kold. Pyt!

"MOOOAAAAAAR, se! En mariehøne"

Jeg tog pigerne med på tur i formiddags. På bussen og ind til byen. Osede rundt i et par timer, indtil begge piger gerne ville hjem igen. Bl.a. i Salling, Søstrene og et udsalg i EXIT, vi ikke kunne gå forbi. Ældste fik en del tøj. Hun har længe sukket, når hun skal finde tøj frem, så det var tid til nye ting på hylderne. Hun stod med favnen fuld af tøj og julelys i øjnene og proklamerede, at NU vil hun altså heller ikke have mere tøj - "Ikke lige nu, i hvert fald" ;-)

Nu synger eftermiddagen på sidste vers. Tv'et tændt på noget børnevenligt halløj, kan jeg høre. Jeg overvejer at gøre noget ved det tørre tøj i tumbleren, men trangen til at sidde hér - helt stille for mig selv - får lov at bestemme lidt endnu. Vasketøjet løber jo ingen steder ...