Jeg plejer at glæde mig til efterår og vinter. Glæde mig til at putte under tæpper med en kop varm te eller kaffe indenfor rækkeviddde. Det er mørkt udenfor, stearinlys er tændte og skaber hyggestemning. Det emmer af ro, tid og overskud og lægger op til stille aktiviteter, hvor man sidder tæt og nyder at være sammen.
Lige nu er jeg ikke ret overskudsagtig, jeg synes ikke, der er tid nok og roen skal jeg kæmpe med. Den lægger sig over mig på en ufed og altoverskyggende måde. Samtidig skal den være der, men ikke bekæmpe energien og overtage al plads indeni mig. Jeg kæmper min egen stille kamp mod mig selv og mine meget svingende sindsstemninger. Forsøger at det ikke skal præge min familie og min hverdag. Det er svært, men det går fremad. Dét ved jeg! Men vejen er lang, til tider uoverskuelig. En fod foran den anden, kom så!
Polka
Engang stod jeg i en meget lang kø på et posthus i New York. Jeg var meget stresset og ved at blive vanvittig fordi posthuset havde valgt at sætte en lille overpædagoiske tegnefilm på med en mand der lå næsten død i sin seng, langsomt strakte han sin fod ud af sengen, rejste sig vaklene, prøvede at stå på bennene, faldt, rejste sig, gik et skridt, et mere og begyndte til sidst at danse ud af døren. Over det hele sang en mand noget i stil med "Put one foot in front of another and soon you will be dancing out the door, put one foot..." og så videre. Det tossede er at selv om den lille film den gang var ved at drive mig til vanvid så har den siden fulgt mig og jeg har smådrillende kunne bruge den mod mig selv når jeg var ved at gå ned med flaget. Jeg håber du finder din egen lille tossede sang og finder styrken til at se frem mod vinteren med større glæde.
SvarSletHej Marina
SvarSletSikke en sød historie, tak! Jeg prøver at huske den, måske den kan hjælpe? Jeg har mine egne små historier/sætninger indeni hovedet, men det er altid rart med en ny!
Polka :-)