søndag den 1. november 2009

Dejlig weekend!















Først lige et billede af aftensmaden sidste weekend (ja, opdateringen på billedsiden er ikke verdens hurtigste, I know!). Vi er så heldige at have gode fisker-kontakter, så menuen stod på ovnbagte hummerhaler med salat, citrondressing og hjemmelavede franske flutes. MUMS!

Det har været en skøn, skøn weekend. Fredag eftermiddag og aften fik jeg syet Ældstemusens kjole færdig. Hun havde selv valgt stoffet, rød strech-velour. Lige lidt for juleagtig for mig, men med et par prinsesser aplikeret på brystet, kan den godt gå an nu. Hun er rigtig glad for den, og det vejer trods alt mere end mine tanker om jul, når jeg ser på den - og på den anden side, så er hun jo juleklar :-) Jeg tror, det er første gang, jeg har noget julehalløj klar inden november ...

Lørdag gik turen til farfar og farmor for at hente Mindstemusen. Hun var fit for fight og feberfri igen fredag og kom på (sin første alene-) 1-dags ferie. Det var en kæmpe succes, så det skal klart gentages inden for længe. Måske de så begge kan komme afsted samtidig? Så kan vi have en rigtig kæresteweekend. Det er trods alt 2½ år siden sidst ... Vi snakker tit om, at NU skal det være, men der kommer altid et eller andet i vejen, eller også går dagene bare, og vi glemmer at lave aftaler med diverse bedsteforældre. Der indgår desværre en del transport i pasning hos bedsteforældre, så vi kan ikke lave den der: Vil I passe pigerne i dag? Det savner jeg sgu! Bedsteforældre lige om hjørnet, der kunne passe i ny og næ, hente i børnehave/vuggestue en gang imellem eller en gang eftermiddagskaffe, der ikke indebærer minimum 3 timers transport. Ønsketænkning, ønsketænkning! Tanken om, at mine børn havde mulighed for at få et godt og tæt forhold til deres bedsteforældre fylder meget. De HAR et godt forhold til hinanden, og de glæder sig til at være sammen - men sådan rigtig tætte og hverdagsagtige på den fede måde, måtte de godt være.

I dag har vi været i mødregruppe. Det er Ældstemusens, og vi kører nu på 6. år. Det er altid hyggeligt at være sammen; de 3 piger hygger sig sammen, vi mødre drikker kaffe, spiser boller og bliver opdateret i hinandens liv - i dag lidt mere end ellers. Det er fedt, at en mødregruppe kan give gode venner både til mig og min pige. Desværre er der lææææænge, til vi skal mødes igen. Men det kan ikke rigtig være anderledes, når der også er en masse andet, der skal være plads til. Men mødes, det skal vi!

En rigtig dejlig weekend! Nu sover Mindstemusen, træt efter besøg i storesøsters mødregruppe, Ældstemusen putter på sofaen med Peter Pedal i tv, manden spiller det nye DJ Hero og jeg sidder her og skriver. Kigger på dem og tænker på, hvor heldig jeg er at have en så dejlig familie. Er det ikke fantastisk, at jeg har mødt den bedste mand i verden og sammen har vi fået de 2 mest vidunderlige piger? Der må gerne komme flere børn, men lige nu nyder vi de 2 spradebasser vi har og ser tiden lidt an ;-)

God søndag til alle!
Polka :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er hyggeligt med en kommentar!