onsdag den 28. oktober 2009

Øv, feber!

Jeg hentede Mindstemusen i vuggestuen. Fuld af energi fes hun rundt på madrassen med bedsteveninden. De hvinede af fryd, når de mistede balancen og rullede rundt - helst oveni hinanden. Det var svært at få hende med hjem. Hun var ikke færdig med at lege. Slet ikke. Men afsted kom vi, mødtes med far og Ældstemusen ved bilen. Så gik gassen ellers af ballonen. Hun blev pylret, utilpas og lidt mere pylret. Jeg troede, det ville hjælpe med lidt mad og drikke ovenpå hendes fysiske udfoldelser i puderummet. Men pylleren blev ved og blev mere insisterende. Hun var nu også blevet varm og tog sig til det ene øre. Det har jeg aldrig prøvet før, hverken med den mindste eller den ældste (7-9-13) Os ind på sofaen og putte - nej, ikke putte, hygge! Det lugter ikke af, at der er mulighed for at falde i søvn. Men midt i hyggen faldt hun nu alligevel i søvn... Lidt aftensmad blev det heldigvis også til, inden det var tid til temperaturmåling, nattøj, tandbørstning og putning. Nu sover hun.

I morgen skulle hun have været på sin første ferie helt, helt alene. Hos farfar og farmor. Men nu skal hun ikke afsted. Heller ikke selvom hun er frisk og klar igen i morgen. Jeg skal være sikker på, at hun har overskud til at kapere eventuelle knap så fede ting ved at være alene på ferie. Og det er jeg ikke! Puh, jeg vil have det træls med at sende en frisk pige afsted og så vender feber og pyller tilbage, når nyhedsmomentet i "jeg er alene på ferie" er ovre, og eftermiddagen indtager kroppen og hovedet. Så må vi to gamle vente med at forkæle Ældstemusen lidt ekstra til en anden gang!

Håber på rolig nat og minus feber i morgen!

Polka :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er hyggeligt med en kommentar!