mandag den 21. februar 2011

Mandagspraktisk

En mandag morgen for sig. Ikke noget vækkeur og vi sov alle mand til kl. 7.15. Roligt tempo. Ud af døren kl 9. Pigerne skulle passes deres respektive steder, mens Manden og jeg skulle ordne lidt praktiske ting. Først en tur i IKEA, hvor vi var alt for tidligt - de åbner først kl. 10 - så vi omdirigerede os selv til Fakta, hvor indkøbene blev foretaget. Til IKEA nok engang og en ½ times tid senere var vi ude igen. Det holdt hårdt; Manden trak den ene vej, og jeg trak den anden. Gæt selv, hvem der trak hvorhen. Opbevaringskasser til pigernes tegninger, så de kan holdes lidt i system, nye vaskeklude, batterier og en fnugrulle blev det til. Ikke de mest spændende ting ...

Morgenkaffeselskab på pigeværelset

Bagefter en tur i El-Giganten for at sondere terrænet i forhold til indkøb af en ny tørretumbler. Vi må desværre konstatere, at den, vi har, ikke fungere længere. Øv! Jeg kæmper en indædt kamp mod vasketøjet og hænger det op på badeværelset, hvor udluftning er muligt. Til gengæld er det p....koldt at være derude, så der er ingen langtrukne toiletbesøg her lige for tiden.

I morgen vil jeg forsøge at få lidt orden i vores reoler, der er blevet lidt plads-pressede. Der var engang mængden af bøger og andet sjov passede til reolen. Det er imidlertid nogle bøger siden, og de nyankomne bøger må presses ind, hvor der er plads. Det løser et pladsproblem i dét øjeblik, men ellers ikke - det ser jo herrens ud! Nu har jeg kigget længe nok til at have en idé om, hvordan jeg kan gøre noget ved det. I morgen må jeg se, om det holder ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er hyggeligt med en kommentar!