Jeg valgte en tankestrøm

Så mange planer. Så mange ideer. Så mange valg. Nogle valg er store. Nogle er små. Selv små valg kan få stor betydning. Ikke alt er man herre over. Noget skal man blive enige om. Andet kan man selv bestemme. Noget VIL man gerne bestemme, men kan ikke. Noget bliver valgt for en. Andet igen SKAL man selv vælge. Noget MÅ man vælge, men behøver ikke.

Alle billeder i dette indlæg er taget en julidag 2010

Noget VIL jeg vælge, men kan ikke. Eller vil ikke. "Kan ikke" kan både betyde "kan ikke finde ud af/magter ikke" eller "slet ikke en mulighed". Jeg kan ikke vælge aftensmad til i aften, og jeg kan ikke vælge, at vi skal flytte. De små valg irriterer jeg mig over. De kommer i læssevis. Jeg føler, at jeg hele tiden tager stilling. Hele tiden skal vælge; skal jeg spise yoghurt eller müsli til morgenmad? Skal jeg have løst hår eller opsat? Hvad med madpakke? Skal jeg foreslå, at jeg kan handle på vej hjem? Vasketøj i dag eller vente til i morgen? En kop kaffe mere? Må pigerne se tv, når vi kommer hjem? Hvad skal jeg bruge min aften på? Hvornår skal jeg gå i seng? For pokker, dagen er jo fuld af valg!

Et af de store valg har jeg ingen taleret til. Jeg kan råbe nok så højt om, hvor gerne jeg vil flytte. Få en have. Et værelse mere - pt. bor vi i en 3-værelses. Lotto-feen hører ikke efter. Heller ikke Mandens potentielle nye arbejdsgiver. Ikke engang min løn stiger, når jeg beder den om det ;-) Jeg har brugt så meget tid på at vænne mig. Vænne mig til at ikke alt er, som jeg gerne vil have det. Jeg savner en have. Jeg savner plads til at have pigerne ordentligt med i køkkenet. Jeg savner plads til at tørre vores vasketøj. Nogengange føler jeg mig fanget. Pladsen mangler. Jeg går på kompromis. Går en tur i stedet. Kigger ud af vinduet.


SÅ er det jeg vælger. Vælger selv, hvordan jeg vil takle ovenstående. Det lyder nemt - måske? Nogen gange er det. Vi står tæt i køkkenet og har ikke de store armbevægelser. Så kan pigerne godt skrælle en gulerod eller forme boller. Jeg lufter ud i en uendelighed og hører dagligt: "Moar, jeg fryser" - men sådan må det være, når det våde vasketøj indimellem finder vej til stuen. På trods af pladsmangel har jeg alligevel fået et kreahjørne med stof, symaskine, mønstre, radio og en dør, der kan lukkes. Pigerne har fået hver deres afdeling af det fælles værelse. Indimellem er det ligegyldigt, og andre gange håndhæves grænserne med en millimeters nøjagtighed. Det fungerer!

Det svære er, når jeg ubevidst traver lystigt ud af  "tænk hvis"-vejen. Tænk, hvis jeg havde masser af vindueskarme til at lege gartner? Tænk, hvis pigerne havde hver deres værelse? Tænk, hvis Manden havde et arbejde? Tænk, hvis jeg kunne udfolde mig kreativt i et helt rum og ikke bare i et hjørne? Tænk, hvis vi havde en baggang!?! Tænk, hvis vi ikke havde computeren i stuen? Tænk, hvis vi havde 2 toiletter og ikke skulle skynde os, fordi en anden skal tisse samtidig? Tænk, hvis ... jeg kan blive ved!

Jeg ved ikke helt, hvor dette indlæg er på vej hen. Jeg ved bare, at jeg har fået nok af valg. Hele tiden skal man synes, tænke, vurdere, have en mening og blablabla. Jeg tror, at mit lille eftermiddagsvalg mellem a)strik + sofa og 5 minutter senere en pige på skødet mod b) garanterede pige-fri lår ved spisebordet sammen med den bærbare var et umuligt valg for mig lige dér.

God weekend og gør nogle gode valg derude :-)