søndag den 23. maj 2010

Følte mig som en vindmølle

Ældstemusen sjipper og sjipper. Det er den nye dille i børnehaven. En af drengene kan sjippe flest gange. Måske hun er gået i træningslejr her i pinsen? Det er sjovest at sjippe, når der er en, der svinger tovet, fremfor at svinge det selv. Så jeg har svinget og svinget. Og svinget lidt mere. Hun har hoppet, hoppet og hoppet. Jeg blev træt i benene bare af at se på hende. Min højre arm er færdig. Det er vist mig, der skal i træningslejr. Jeg måtte melde pas, inden hun var klar til det. Og nej, det dur bare ikke med venstre. Det ville være synd for hende ;-)

Imellem svingene har jeg hængt tonsvis - sådan føltes det - af vasketøj op. Nu er det lige taget ned igen. Tørt og med den skønneste duft af sommer, sol og vind. Jeg kan stadig undres over de mængder vasketøj, der ryger igennem vaskesystemet. Det er mig, der vaskebossen her. Det passer mig fint. Jeg hygger mig med det - og selvom det er en uendelig opgave, så er der tydelige resultater. Det kan jeg godt lide :-)


Ældstemusen elsker at spille. For tiden er det computer med sin far, kortspil med søster og i dag fandt vi en gammel kending frem. Jeg er usikker på, hvad det hedder men synes, jeg kan huske noget med "Fjeder-mikado?" Det er sjovt for alle. Kan varmt anbefales!



En dejlig pinsesøndag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er hyggeligt med en kommentar!