onsdag den 2. marts 2011

Tænksom

Jeg har lige brug for at lufte lidt tanker her. Jeg har tænkt en del de sidste mange dage. Hvad skal jeg med bloggen? Hvad skal den med mig? Kommer jeg nogen steder med det? SKAL jeg det? Hvorfor blogge? Anonymitet eller ej. Hvor meget? Gider nogen virkelig læse om en anonym depressiv blogger, der for det meste er negativ, opgivende og ikke tager billeder af sit hjem, mand og børn? Måske sat lidt på spidsen dér, men alligevel!

Jeg har ikke intentioner om at begynde at vise billeder af mine børn eller mit hjem. Ikke genkendelige billeder, i hvert fald. Jeg kan bare få nok af at vise billeder af fingre, der sætter perler på perleplader eller et træ, vi har gået forbi. Jeg forsøger at finde motiver og tænker tit, at hér er et godt et og har sådan set allerede et indlæg i hovedet. Når jeg sætter mig ved computeren for at lave det, så bliver det aldrig som jeg tænkte det. Okay, nogen gange, bare ikke altid. Indimellem (læs: tit ;-)) bliver jeg forstyrret, eller også har jeg slet og ret glemt, hvad jeg havde tænkt.

Jeg har skrevet meget om min depression. Om dens indvirken på mit liv og mine omgivelser. Den har fyldt - og fylder stadig - meget i min hverdag. Nu går det imidlertid så meget bedre, at jeg næsten ikke kan forstå det. Sidst jeg var ved psykiateren var i januar og næste gang er om 14 dage. Jeg har virkelig fået det bedre og energien bobler indeni mig. Men så kan jeg jo ikke skrive om, at jeg er ked af det og modløs - og hvad skal jeg så? Den vane skal altså også brydes! Det er svært.

Jeg har brugt min blog til at få sagt nogle ting, jeg havde brug for at få sagt. Nogle ting, der har fyldt indeni mig, og som jeg ikke har villet belemre nogen med. Enten fordi jeg har gjort det så meget, at jeg selv synes, det må være nok, eller også fordi det hjælper at få det skrevet ned. Jeg tror egentlig, at bloggen har været en del af årsagen til, at jeg har fået det bedre. Herinde er det ok at skrive, hvad jeg tænker, og hvis det hele er en gang l..., så er det dét, jeg skriver. Samtidig har jeg kunnet læse tilbage og se, at jeg har haft det meget værre end på en dårlig dag nu, og det har hjulpet mig til at fastholde det store perspektiv i forløbet.

Hmm ... det var bare det :-)

3 kommentarer:

  1. Ah, jeg håber du bliver ved med at blogge - for mig har det været inspirerende at læse om din depression, din måde at tackle det på osv. (jeg har selv lige fået plantet så'n en diagnose i hatten!)
    Jeg håber du forsætter med at blogge:-)

    SvarSlet
  2. Jeg håber virkelig, at du bliver på bloggen - det har været dejligt at følge din seje kamp - dejligt fordi du har fået det bedre, og det har dine indlæg båret præg af. Man behøver i min verden ikke at udlevere sig selv på sin blog - hvis du kigger på min, er der kun et eneste billede af min søn, og det er 12 år gammelt - selv mit profilbillede er anonymt (Leonardo DaVinci). Du spørger om nogen gider læse din blog - ja, jeg gør, fordi du skriver godt og beskriver godt - både de gode og de knapt så gode stunder....det synes jeg er fedt og læseværdigt....selv skriver jeg kun pjank og strikketøj, men det fungere for mig....så : jeg vil rigtig gerne have, at du bliver ved med at blogge :-D
    Kh Karen

    SvarSlet
  3. Hej Sandra - tusind tak for din kommentar! Jeg er virkelig glad for, at jeg kan inspirere dig i fht. at takle depression - selvom jeg er ked af, at du også skal kæmpe mod sådan en! Kram :-)

    Hej Karen - tusind tak for din kommentar! Jeg er glad for, du kan lide at følge min blog, selvom jeg ikke er så personlig som andre med billeder osv. Blogge afspejler jo i dén grad at vi er forskellige allesammen, og heldigvis for det :-) Kram!

    SvarSlet

Det er hyggeligt med en kommentar!