søndag den 31. januar 2010

Dét var den weekend!

Weekenden gik alt for hurtigt. Blev ikke som jeg ønskede og håbede det. Fik gode nyheder. Indebar også mange nye planer. Jeg fik alt for travlt. Måtte melde pas til nogen, der ønskede at sove her. Kunne ikke overskue det. Forsøgte at multitaske. Blev endnu mere stresset i hovedet. Forsøgte igen og igen at sætte farten ned. Det lykkedes, men kun lidt. Var fuldstændig flad i aftes. Faldt i søvn inden klokken rundede 21.

Ældstemusen vågnede kl. 5.30. Var nødt til at være sammen med hende. Manden er syg. Hun ville ikke sove videre. Så tv i vores seng en times tid. Så rykkede vi ind i stuen. Hun fik morgenmad. Den mindste vågnede. Og så er dagen gået slag i slag. Lige nu ser de Pippi sammen med far. Jeg har 1 lille time i fred og ro. Det er skønt!!!

Den gode nyhed er i øvrigt, at jeg er blevet faster til den skønneste lille pige! Det er et fantastisk lyspunkt i alt det andet hurlumhej i mit hoved lige nu!

fredag den 29. januar 2010

Bummelum ...

Det er som om alt står stille i hovedet på mig. Jeg er ikke til noget som helst. Vil helst gemme mig og komme frem igen, når jeg selv er klar. Ser frem til weekend, hvor der ikke skal ske ret meget. Vist bare ryddes op efter en uge ramt af sygdom og underskud i tid. Hygges og tulles rundt. Det bliver godt. Ville ønske jeg kunne komme med et lidt gladere indlæg, men sådan her er min verden lige nu. Øv!

onsdag den 27. januar 2010

Ikke noget særligt!

Der er ikke noget, der brænder for at komme ud. Ikke i dag. Jeg er flad. Fuldstændig. Meget arbejde på arbejdet. Meget at lave herhjemme. Manden er stadig syg = mig der gør alt. Samtidig er begge piger særdeles morsyge. Nu sover de begge to. Sofaen kalder. Højere og højere. Jeg tror, jeg slukker her og smækker benene op ...

tirsdag den 26. januar 2010

Sygdom, syning og saftevand

Hjemmedag med Ældstemusen. Hun var stadig sløj i morges. Nu er hun ved at være sig selv igen - hun har lige smurt chokolademadder og pillet appelsiner til sig selv og lillesøster :-) Jeg har syet spøgelseærteposen færdig. Den jeg viste billeder af den anden dag, kunne dog ikke holde. Syningen gik op bare jeg kiggede på den, så det duede ikke til en lille lækker baby. Fandt nyt stof i gemmerne. Passer perfekt til nyfødtes interesse for kontraster. Jeg droppede arme og ben, selvom jeg er sikker på, at baby ville bruge lang tid på at gumle på dem. Det må blive på den næste. Jeg nåede lige at få den færdig, inden det var tid til at hente den mindste. Timing ;-)

Samtidig med syningen har jeg bistået Ældstemusen i et "Karlsson på taget"- spil til computeren. Det var noget med at feje og finde balloner. Ikke helt nemt, kan jeg afsløre ;-) Vi har hygget, drukket saftevand, snakket og pjattet. Det var lige sådan en dag, vi begge trængte til!

mandag den 25. januar 2010

Det går lige lidt hurtigt i dag ...!

Mand og Ældstemus er syge. Opkast og feber. Mig på arbejde. Satsede på syg mand som sygepasser. Gik ok, men nu er han selv gået helt ned. Jeg HADER sådan noget sygdom. Så hellere en god omgang snot og hoste. Hvis man tør ønske noget indenfor sygdomsgenren ;-)

Inden jeg kom hjem var jeg et smut i Stof & Stil. Hold da op nogle flotte forårsstoffer! Jeg kunne næsten ikke komme derfra ... var nødt til at gå et par runder for at få det hele med ;-) Jeg nøjedes dog med en rouleauvender, symaskinenåle, to poser plastikgranulat og brun anoraksnor. Lidt kedelige ting, men samtidig uundværlige. Har kun én symaskinenål tilbage, og jeg vil ikke risikere at mangle! Plastikgranulatet er til indmad i "spøgelset", som nok får anoraksnorshår. Rouleauvenderen er jeg bare nødt til at prøve ...

Nu sover manden, Ældstemusen ligger på sofaen og ser "Dyrene på landet", mens Mindstemusen spiser boller og fortæller, at hun havde en baby indeni maven i vuggestuen i dag. Men bare hun har hygget sig ;-) Jeg må hellere gå i køkkenet og begynde på aftensmaden.

Tjuhej, så gik den dag ...!

søndag den 24. januar 2010

Sne og syning


Tidligt oppe med Ældstemusen. Puttede sammen under dynen foran tv hele 3 timer før den mindste vågnede!!! Endnu 1½ time gik, før vi sad alle omkring morgenbordet med kaffe og nybagte boller. Jeg bagte flere boller - denne gang med gulerødder i. Ældstemusen og jeg tog på tur. Ud for at finde grene til projekt i børnehaven. Ærgeligt at bo i villalejlighed uden ret meget villahave - faktisk overhovedet ingenting! Så os ud i sneen og finde grene. En rigtig pigetur, hvor vi også lige fik vendt, HVOR babyerne egentlig kommer ud ;-) Vi tog en runde omkring Mølle-parken og fik den fantastiske udsigt over Aalborg, fjorden og Nr. Sundby med.

Hjemme igen var der nybagte boller. Så var det mandens tur til underholdning. Han tog pigerne med ud en tur, mens jeg fik sat maden i ovnen og begyndt på tingen til nevøen/niecen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det. Måske en rangle - men jeg er ikke sikker på, at klokken kommer indeni. Og så er det jo ikke en rangle... Det er heller ikke en bamse, for det ligner mere et spøgelse ;-)

Alt i alt en god dag, hvor det lykkedes rimeligt at holde de trælse tanker på afstand. Dejligt!!

lørdag den 23. januar 2010

Lørdagsafslapning


Sov længe. Meget længe. Blev vækket af Mindstemusen kl. 11. Hun faldt så selv i søvn ;-) Fik morgenmad. Langt varmt bad. Indkøb med Ældstemusen. Et smut på biblioteket. Det blev så dagens gåtur. Var lidt groggy af at sove så meget. Hjem og læse nylånte blade. Kaffe + småkager. Blog-læsning. Søgte inspiration til nevø/niecens legetøj. Blev inspireret. Også til en masse andet. En stille og rolig dag. Pigerne har leget og underholdt sig selv. Manden har spillet et eller andet på x-boxen. Alle i samme rum. Hyggeligt! Et kram i ny og næ. "Mor, vil du give dukken nattøj på?" "Jeg vil op at sidde hos dig, mor."

Mon ikke den afslappede weekendstemning varer ved i morgen også? Jeg håber ...

fredag den 22. januar 2010

Lidt opdatering

Det er stadig ikke så nemt at være mig. Gør hvad jeg kan. Både på arbejde og hjemme. Har brug for ro i mit hoved. Svært at finde tid og plads til det. Er blevet god til at sige fra. Kan godt blive bedre! I morgen tror jeg, jeg går en tur. Håber, jeg kan komme afsted alene. Jeg har ikke tålmodighed til at gå sammen med begge eller én af pigerne. Satser på, at det ikke længere er spejlglat på stien langs fjorden. Det er min foretrukne tur. Luft, vand og masser af plads!

Ellers er det den vanlige trummerum herhjemme. Arbejde, hente og bringe pigerne, indkøb, vasketøj og andet praktisk krydret med lege med pigerne. Er godt nok lidt stand-by-agtig i hovedet imens, men det er bedre end ingenting. Vi var til møde for forældre til kommende elever. Ældstemusen skal starte til august. Det er stort!!! Underligt at sidde som forælder til en næsten-skolebarn. Tage stilling til om det er en god skole. Det virker sådan. Jeg er meget positivt stemt!

Weekenden bliver mest afslapning. Måske begynder jeg på noget rangle/krammedyr/et-eller-andet til min nevø/niece, der kommer til verden inden ret længe. Men så er jeg jo nødt til at surfe lidt rundt herinde og blive inspireret. Det er næsten det bedste. Det er en god måde at få fyldt hovedet med andet end det, der fylder lige nu.

mandag den 18. januar 2010

Tanker ...

Jeg har svært ved at overskue tingene nu igen. Det irriterer mig. Jeg har ikke overskud til at gøre ret meget. Føler jeg skraber mig igennem dagene. Er ikke rigtig tilstede hvor jeg er. Synes ikke det er retfærdigt overfor nogen. Slet ikke pigerne. Hvad skal jeg snart gøre? Jeg tager medicin, synes det hjælper. Dog slet ikke nok. Har taget det nu i 1½ år. I sommers kom der for alvor styr på det. Det gik godt. Jeg havde det godt. Livede op igen. Men siden midt i november synes jeg, det er gået ned ad bakke. Lidt opad engang imellem, men mest nedad. Jeg synes ikke, jeg har styr på mig selv. Jeg er ikke herre over humøret, og hvad det fører med sig.

Det føles lidt træls at skrive om her på bloggen, men det er nu engang en del af mig. Det er jeg ved at vænne mig til. Det har været svært! Håber ikke, jeg skræmmer nogen væk ved at være lidt modløs og opgivende hér?

søndag den 17. januar 2010

Isopskrift

Her kommer opskriften på isen. Den kan både laves med og uden ismaskine. Vi bruger ismaskine, og det kan klart anbefales!

Vanilleflødeis (4-6 pers.):

6 dl piskefløde
1 vanillestang
4 store æggeblommer
1½ dl flormelis

Kom fløden i en stor tykbundet gryde. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud, kom dem i fløden og kom også vanillestangen i. Bring det lige knap i kog, tag gryden af varmen, og lad det trække 30 minutter.

Kom æggeblommer og flormelis i en stor skål, og pisk det lyst og sejt med en elpisker. Tag vanillestangen op af fløden og rør ganske langsomt vanillefløden i med en træske. Sigt blandingen ned i den rengjorte gryde og varm den igennem ved svag varme i 10-15 minutter under konstant omrøring. til cremen er tyk nok til at hænge fast på bagsiden af en ske. Pas på ikke at varme det for meget igennem, da det så vil skille. Tag cremen af varmen, og lad den køle af mindst 1 time under jævnlig omrøring, så den ikke trækker skind.

Indfrysning i ismaskine: Kom cremen i maskinen og frys den ifølge brugsanvisningen.

Indfrysning i fryser: Frys cremen i en beholder uden låg 1-2 timer, eller til den begynder at sætte sig langs siderne. Kom den over i en skål og pisk den gennem med en gaffel, eller blend den i en food-processor til den er glat. Stil den tilbage i fryseren og frys den 2-3 timer, eller til den er frossen. Husk at sætte låg på, så den kan holde sig i fryseren.

Opskriften er fra IS - weekendlækkerier af Susanna Tee

God fornøjelse!

lørdag den 16. januar 2010

Namme-nam


Hjemmelavet vanilleflødeis :-) Bli'r det bedre???

fredag den 15. januar 2010

Vinteren køres væk

Det er ikke hver dag, jeg kører bag en lastbil fyldt med sne. Jeg tror, det var første gang i dag. Underligt sådan at se sneen blive transporteret væk. Jeg ved, at man gør det - men alligevel. Det er lidt trist på en mærkelig måde. Som om den ikke må være her. Sådan lidt "AFGANG"-agtigt, "Farvel og tak for denne gang!" På den anden side synes jeg, det er dejligt, at vejene er til at køre på igen (på nær vores egen, stadigvæk ...)
Billedet nederst til venstre er beskidt sne, jeg så på, mens jeg ventede lidt i dag. Et eller andet skulle jeg jo lave imens ;-) Det sidste er taget på vej til Aalborg på Limfjordsbroen, man kan ane jernbanebroen i det fjerne.

Jeg har været hos min psykolog igen. Troede det var sidste gang, da jeg så havde brugt de 12 gange på min henvisning fra lægen. Vi kom imidlertid til at snakke om noget, hvor jeg ikke var klar over, at der var så meget at snakke om. Men da vi først var inde på emnet, og jeg begyndte at snakke, kunne jeg mærke at det berørte mig rigtig meget. Pludselig var tiden gået, og jeg sad med mega-tudefjæs. Slet ikke færdig. Hun anbefalede mig at få en ny henvisning på 12 gange mere, hvilket kan lade sig gøre, hvis man har en depression. Endelig noget godt ved den diagnose ;-) Så det fik jeg ordnet i dag, ingen problemer i det. Har heldigvis en god læge, der har været guld værd igennem alt det her. Så nu skal jeg snakke videre. Endevende mig selv og mine skøre tanker, mine måder at reagere på, forsøge at skabe nye veje til tankerne og arbejde videre med det hele. Hver dag. Hele tiden. Det er hårdt arbejde! Jeg kan heldigvis mærke fremskridt. Der er stadig lang vej endnu, men jeg har mod på det.
God weekend derude!

onsdag den 13. januar 2010

Færdig :-)

Så blev sjalet færdigt :-) Det var ellers halvt færdigt, men så pillede jeg det op igen. Det skulle være mere trekantet. Det er det nu. Det er blødt, varmt og lækkert! Farven er svær at fange på et billede - det er 4 meget forskellige lilla'er herover! Det øverste til venstre rammer bedst virkeligheden. Det bliver godt at putte under i aften til et afsnit af Matador :-)

mandag den 11. januar 2010

Sol og sent hjemme

En misforståelse førte til sen afgang fra arbejde. En hel time senere. På vejen hjem havde jeg udsigt til solens sidste stråler på en vinterklar himmel. Smukt, men smukkere hvis jeg sad hjemme og ikke i en bil. (Og ikke så godt fanget med mobilen ...) Sidste børn i børnehaven var mine. Heldigvis meget sjældent det sker. Ældstemusen sad i en sofa. Alene. Kiggede længselsfuldt mod døren. Endelig kom moar. Mindstemusen tullede rundt med en pædagog i vuggestuen. De fortalte vist røverhistorier. Hun hyggede sig. Kram fra den ene til den anden. Hjem med os. Stadig en kamp at komme ind på p-pladsen foran huset. Det bliver det nok ved med at være til evig tid - eller næsten. Selvom man er begyndt at flytte sneen væk, er vores vej vist ikke næst i køen ...

Pigerne faldt hurtigt i søvn i går. Trods nye senge. Ingen tremmer til at holde den mindste i sengen. Det er åbenbart ikke nødvendigt (7-9-13). De skulle lige snakke lidt, helt som de plejer. Vi kan høre deres mumlen fra stuen. Hyggeligt! Jeg glæder mig dagligt over, at de har det så godt sammen. De elsker at være sammen. Store knus til godmorgen, når de siger farvel i børnehave/vuggestue, når de mødes igen om eftermiddagen og godnatkrammer inden sengetid. De er hinandens bedste venner. Kan være rygende uenige. Kortvarigt, heldigvis. Hvor er det fedt, at min datters søster er hendes bedste ven!


søndag den 10. januar 2010

Oprydning!

Hovedrengøring på pigernes værelse. Nye senge til dem begge. Ældstemusen får min gamle karlekammerseng, Mindstemusen overtager hendes juniorseng og vupti! Et værelse til store piger. Ikke længere en tremmeseng og juniorseng. Nu en juniorseng og en VOKSENSENG. Vildt nok! Nu skal Mindstemusen bare af med bleen, så ryger puslebordet også - med mulighed for omdefinering til sybord :-) Det slog mig i går, og det er da helt fantastisk. Sikke en mulighed lige pludselig!!

Men først skal jeg lige vænne mig til, at babysengen står i kælderen. Hun er stadig min lille pige, der elsker at putte helt tæt, nulre hår (helst mit) og sige mmmmmmmm-lyde med den største nydelse, man kan forestille sig.

Begge piger er helt ekstatiske. Nye senge! De putter hinanden på skift, indretter sengene med bamser og dukker, sengene bliver redt igen og igen og beundret lidt på afstand - for liiige at rette lidt på dynen igen ;-) Det er hyggeligt. Jeg er samtidig spændt på, hvordan putningen går i aften... Det vender jeg lige tilbage med i morgen!


Ikke helt skarpt billede, sorry, og billeder fra oprydningen fik jeg ikke taget ...

lørdag den 9. januar 2010

Pandekager og Peter Pedal

Lørdag! Jeg har allerede sovet længe (eller prøvet på det... - overboen er ved at sætte det værelse i stand, som er lige over vores soveværelse), spist både morgenmad og frokost, været i bad, sat én vask over OG været på biblioteket. Og klokken er ikke engang 15. Puh, det er hårdt med weekend ;-) Nej, det er skønt at have god tid og ikke skulle nå noget. Det har været en hård opstart efter en god juleferie. Nu begynder jeg snart at bage pandekager. Så er de sikkert klar, når Mindstemusen vågner fra sin lur.

Senere skal jeg vaske lidt mere tøj, strikke, læse nylånte bøger højt for pigerne, læse mine egne nylånte blade, putte i sofaen, kysse lidt på manden og drikke kaffe. Det holder jeg vist lige til :-)

Hvad skal du lave i dag?

fredag den 8. januar 2010

Mere sne ...

... i form af billeder fra i går, hvor jeg aldrig fik tændt computeren. Det er sjældent, det sker! Fodsporene er fra Nytorv i Aalborg, hvor sneen har en meget underlig rusten farve og gør fortovet ualmindelig glat. Jeg klarede mig lige igennem ;-)

Weekend!

Endelig weekend! Længe ventet. Hård uge, synes jeg. Sne i stride strømme. Snerydning. Finde bilen frem bag snedriverne. Støvler, tørklæde, hue og vanter. Våde støvler indenfor. Kolde fingre og tæer. Snottede piger. Træt mig og træt mand. Tankevækkende samtale i går. Har tænkt meget siden. Været ked, sur og eftertænksom. Gider ikke mere i dag. Vil gerne hjem. Helst lave ingenting. Det kan kun blive ved drømmen. Desværre. Jeg er slet ikke oplagt til noget. Jo, at putte under et varmt tæppe. Ikke tage stilling til noget som helst. Slet ingenting. Det ville være skønt!

Jeg har fri om 1 time. Burde ikke blogge, mens jeg er på arbejde. Min elev hører "Snehvide", så jeg savnes vist ikke lige nu. Han er også træt og weekendklar. Ligesom mig.

God weekend til alle!
Polka

onsdag den 6. januar 2010

Ny rekord

Dette indlæg bliver det tredie i dag - ny rekord :-)

En tur ud i snemasserne. Måtte hente nye forsyninger. Mælk, mel, gær og frugt. Så længe man kan få nybagt brød, skal det nok gå! Ældstemusen og jeg kæmpede os vej. Strid modvind med isnende kulde. Vi var godt pakket ind. Alligevel forfrosne da vi kom hjem. Sne indeni støvlerne og røde næser. Manden og Mindstemusen var vist glade for, at de ikke var med. Så vankede der nybagt brød og kaffe. Middagslur til Mindstemusen. Sneskovling til mig. Skal jo på arbejde igen i morgen. Nu er bilen fri. Men nu sner det igen ... måske forfra med skovlen i morgen tidlig? Så tager jeg nok bussen. Det er også så længe siden ;-)

Jeg har strikket lidt videre. Lang vej igen. Sjalet skal helst være stoooort. Ikke kun liiige dække det mest nødvendige, fordi jeg var doven. Nej, jeg strikker, strikker og strikker. Altså llige et par pinde, når der er 5 minutter hist og her.

Og nu er det vist tid til et par pinde mere :-)

Men vi hygger os :-)

Ældstemusens æble-perleplade
- og så jeg kan jeg ikke lade være med at undre mig over de 2 sneplove, der er kørt forbi med ploven oppe ...

Moralske skrupler!

Jeg er blevet hjemme fra arbejde i dag. Politiet har frarådet al unødig udkørsel. Jeg bor i den modsatte ende af byen i forhold til arbejdet. Ingen busser kører. Jeg kunne selvfølgelig gå på arbejde. Det ville tage 2 timer. Og så skulle jeg også hjem igen. For at arbejde 5 timer ... Pigerne er også blevet hjemme i dag. Pædagogerne har jo samme problem.

Jeg kan så se, at mange alligevel kommer på arbejde. Nogen, der bor længere væk end mig. Hvad er egentlig unødig udkørsel? Skal man risikere liv og lemmer for at møde på arbejde? Jeg sidder her med dårlig samvittighed. Burde man tage afsted på sådan en dag? Hvad vejer tungest - ens forpligtelser overfor arbejdet eller politiets ord? Jeg synes sgu, det er svært. Det bliver slet ikke hyggeligt indeni mit hoved i dag. Jeg ved, jeg kommer til at bruge hele dagen på at overbevise mig selv om, at det er ok at blive hjemme. Jeg bliver nok trukket i løn for i dag, men pyt med det!

Jeg har altid synes, at dem, der bliver hjemme fra arbejde pga. sne, når andre kan komme frem, er nogen fjolser. Hvorfor kan de ikke tage sig sammen og komme afsted? På en eller anden måde kan man jo altid komme frem. Men nu sidder jeg her selv. Kunne vel nok have taget mig sammen i morges - også da jeg læste at der var snekaos. Ordentlig påklædning og så afsted ... argumenter for det ene og for det andet. Nu stopper jeg!

Polka :-)

tirsdag den 5. januar 2010

Sne, sne og atter sne ...


Vinteren er åbenbart langtfra ovre! Det har sneet hele dagen i dag. Vi blev sendt hjem fra arbejde omkring middag. Jeg sneglede mig hjem. Alle passede på og holdt god afstand. Flere lastbiler og busser måtte opgive kampen. Jeg fik handlet, hentet pigerne og var hjemme længe inden, jeg egentlig skulle have haft fri. Dejligt med en ekstra eftermiddag. Manden havde bagt kage, lavet kaffe og varm kakao til vi kom hjem. Jeg har fået strikket lidt, pigerne leger på værelset og manden spiller et eller andet x-box-spil ... Lidt som at have weekend!

Hvordan det mon ser ud i morgen? Håber, jeg kan finde bilen ... ;-)

Polka :-)

søndag den 3. januar 2010

Sidste feriedag


Jeg er lidt mærkelig tom i hovedet i dag. Måske det er fordi det er sidste feriedag. Måske det er tanker om, hvad det nye år mon bringer. Eller hvad der skete i det gamle? Fik jeg nået det, jeg gerne ville? Eller burde? Der skete ting, jeg helst var foruden. Ting jeg er glad for. Noget, der kunne være ligegyldigt. Jeg er blevet en hel del klogere på mig selv, både på godt og ondt. Jeg håber, jeg kan bruge det i det nye år til at komme videre og være mere klar på de udfordringer og oplevelser jeg får i 2010.
Polka :-)

fredag den 1. januar 2010

Frost og snart nybagt brød


Her blev nytåret fejret i ro og mag. Lækker aftensmad. Portvin fra 1964 til desserten. Hygge med pigerne. Manden er syg, så vi fladede ud i sofaen og kiggede på fyrværkeri og tv. Må indrømme, at jeg småsov, inden det var tid til at skåle det nye år ind. Men det kom vist ikke bag på nogen ;-) Tidligt op i morges. Dynerne med ind i stuen. Stine, Anders & Jeanette i tv - den er blevet favoritten her i ferien! Lidt müsli at starte på.

Og sikke en kold start på det nye år! 17 minusgrader i nat! Det var iskoldt at være ude i formiddags. Pigerne og jeg gik ned til vandet. Is på Limfjorden. For koldt til at stå stille ret længe ad gangen. Røde kinder, kolde næser og hjem igen til varm kakao. Bagefter langt varmt bad. Sildemadder til frokost. Nu sover de andre 3 middagslur.

Jeg har sat en dej over, så der er nybagt brød til eftermiddagskaffen. Først blogger jeg lidt, så former jeg brødene, og så skal der strikkes videre på mit nye sjal/tørklæde. Jeg er absolut ikke verdens hurtigste strikker, men selv manden kan se fremskridtene, så helt skildpadde-tempoagtigt er det ikke ;-) Måtte dog kapitulere og sende den 3/4-færdige sok med min mor hjem, så laver hun den færdig (og strikker makkeren også). Det kan jeg ikke finde ud af!!!

Senere vækker jeg resten af familien til nybagte svenske brød og kaffe - skøn 1. januar!

Polka :-)