fredag den 15. januar 2010

Vinteren køres væk

Det er ikke hver dag, jeg kører bag en lastbil fyldt med sne. Jeg tror, det var første gang i dag. Underligt sådan at se sneen blive transporteret væk. Jeg ved, at man gør det - men alligevel. Det er lidt trist på en mærkelig måde. Som om den ikke må være her. Sådan lidt "AFGANG"-agtigt, "Farvel og tak for denne gang!" På den anden side synes jeg, det er dejligt, at vejene er til at køre på igen (på nær vores egen, stadigvæk ...)
Billedet nederst til venstre er beskidt sne, jeg så på, mens jeg ventede lidt i dag. Et eller andet skulle jeg jo lave imens ;-) Det sidste er taget på vej til Aalborg på Limfjordsbroen, man kan ane jernbanebroen i det fjerne.

Jeg har været hos min psykolog igen. Troede det var sidste gang, da jeg så havde brugt de 12 gange på min henvisning fra lægen. Vi kom imidlertid til at snakke om noget, hvor jeg ikke var klar over, at der var så meget at snakke om. Men da vi først var inde på emnet, og jeg begyndte at snakke, kunne jeg mærke at det berørte mig rigtig meget. Pludselig var tiden gået, og jeg sad med mega-tudefjæs. Slet ikke færdig. Hun anbefalede mig at få en ny henvisning på 12 gange mere, hvilket kan lade sig gøre, hvis man har en depression. Endelig noget godt ved den diagnose ;-) Så det fik jeg ordnet i dag, ingen problemer i det. Har heldigvis en god læge, der har været guld værd igennem alt det her. Så nu skal jeg snakke videre. Endevende mig selv og mine skøre tanker, mine måder at reagere på, forsøge at skabe nye veje til tankerne og arbejde videre med det hele. Hver dag. Hele tiden. Det er hårdt arbejde! Jeg kan heldigvis mærke fremskridt. Der er stadig lang vej endnu, men jeg har mod på det.
God weekend derude!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er hyggeligt med en kommentar!