søndag den 17. januar 2010

Isopskrift

Her kommer opskriften på isen. Den kan både laves med og uden ismaskine. Vi bruger ismaskine, og det kan klart anbefales!

Vanilleflødeis (4-6 pers.):

6 dl piskefløde
1 vanillestang
4 store æggeblommer
1½ dl flormelis

Kom fløden i en stor tykbundet gryde. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud, kom dem i fløden og kom også vanillestangen i. Bring det lige knap i kog, tag gryden af varmen, og lad det trække 30 minutter.

Kom æggeblommer og flormelis i en stor skål, og pisk det lyst og sejt med en elpisker. Tag vanillestangen op af fløden og rør ganske langsomt vanillefløden i med en træske. Sigt blandingen ned i den rengjorte gryde og varm den igennem ved svag varme i 10-15 minutter under konstant omrøring. til cremen er tyk nok til at hænge fast på bagsiden af en ske. Pas på ikke at varme det for meget igennem, da det så vil skille. Tag cremen af varmen, og lad den køle af mindst 1 time under jævnlig omrøring, så den ikke trækker skind.

Indfrysning i ismaskine: Kom cremen i maskinen og frys den ifølge brugsanvisningen.

Indfrysning i fryser: Frys cremen i en beholder uden låg 1-2 timer, eller til den begynder at sætte sig langs siderne. Kom den over i en skål og pisk den gennem med en gaffel, eller blend den i en food-processor til den er glat. Stil den tilbage i fryseren og frys den 2-3 timer, eller til den er frossen. Husk at sætte låg på, så den kan holde sig i fryseren.

Opskriften er fra IS - weekendlækkerier af Susanna Tee

God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er hyggeligt med en kommentar!