lørdag den 28. august 2010

Nyt pigeværelse

Så er der omrokeret og sorteret nok for i dag - og mange dage frem! Pigerne deles om et stort værelse, og indtil i dag har de sovet med udsigt til hinanden på en eller anden måde. Ældstemusen ville gerne have sit eget hjørne, og det har hun nu fået. Et rigtig "storepigeværelse" i den ene halvdel af værelset. Hun har indrettet en lille reol med de fineste sten fra samlingen, de bedste godnatbøger og favoritbamserne i sengen. Prinsessetæppet er lagt fint på plads over Hello Kitty-sengetøjet. Et par My Little Ponies holder øje med hende fra deres plads i vindueskarmen lige ved siden af sengen. Hun er så glad for sit nye værelse og viste det stolt frem til Manden, da det var færdigt.



Mindstemusen har også fået "eget værelse." Efter en længere forhandling med sin søster har hun har fået Lego-samlingen ved enden af sengen. Hun har valgt at reolen (en gammel kasse) skal indeholde den grønne strikkede elefant, der har fulgt hende igennem tykt og tyndt. Den skal sove på en stofble ved siden af hendes Hello Kitty-bamse. Hun har overtaget søsters prinsessetyl-halløj, der hænger ned fra loftet, så Mindste er også ganske godt tilfreds med det nye arrangement på værelset.


Ved siden af Ældstemusens hjørne er deres fælles bord og reol med bøger, puslespil, spil, perler osv. Jeg har fået ryddet ud i 3-4 rodekasser, virkelig RODEkasser, så det virker som om, der er blevet meget mere plads derinde. Utroligt, hvad de kan få samlet sammen! Nu er der styr på tingene, og det er nemt for dem at rydde op.

Jeg har placeret deres ABC-reoler imellem sengene, så de udgør en halvvæg. De har hver deres ende som vender til deres egen side af værelset. Der skal sys et forhæng, så de ikke kan kigge ind til hinanden gennem reolen. Det er det eneste, der mangler, men det må vente til i morgen.

Nu har de kastet sig over det nye værelse, som om alt legetøjet derinde også er nyt ;-)

Skønt!

2 kommentarer:

  1. Der er altså heller ikke noget bedre end at få et "nyt" værelse :-)

    SvarSlet
  2. Nej, jeg elsker det også selv. Man ser det hele med nye øjne, det er ikke altid så tosset ;-)

    SvarSlet

Det er hyggeligt med en kommentar!