søndag den 11. juli 2010

25% af ferien ...

... blev holdt i Sverige med min familie. I alt var vi 10 afsted. Vi mødtes i det lejede hus sidste lørdag eftermiddag. Fantastisk udsigt over en kæmpe sø, stor have med gyngestativ (som ikke stod urørt ret længe ad gangen), totalt svensk indretning med lyse farver, kludetæpper, luftige gardiner, trægulve og gammelt jernkomfur i det ene hjørne af køkkenet. Præcis som jeg havde forestillet mig det :-)

Ugen er gået med besøg i den nærliggende by ca. 20 km væk. Det indebar ture på små snoede skovveje, hvor man helst ikke vil møde en modkørende, hvor køerne græsser på marker fulde af små birketræer, klippefremspring, en lille sø og masser af græs og træer til at give det hele en skøn frodiggrøn farve. Nogle gange kører man højt, højt oppe og nyder den mest underskønne natur og pludselig går det hastigt ned ad bakke, og man må arbejde på at få propperne i ørene til at forsvinde. Det hele krydret med solskin, varme og højt til himlen. Lidt blæst, ingen regn og ikke så mange myg som jeg husker det fra min barndoms svenske ferier. Kan man bede om mere?

En dag tog vi tog frokosten under armen (eller bag i bilen ...), og fandt en fredfyldt plet på bredden af Vättern, hvor en lille vig udgjorde det for kajplads for en lille motorbåd. Der sad vi i skyggen af et meget velplaceret træ og spiste frokost, mens pigerne soppede rundt i vandkanten med en pølse i hånden. På vejen derfra kørte vi indenom en keramiker, hvor jeg fandt 2 krus til min samling.

De øvrige dage er gået med afslapning hjemme i huset, sejlture på søen, badning i sø eller i badebassin i haven, læsning, strikning eller spil med især Ældstemusen, der virkelig har spillet os alle i sænk. UNO og Ludo har været feriens favoritter i dagtimerne, og når dagen gik på hæld, var det Bezzerwizzer, der kom på bordet. Det er blevet til sene, men lyse, aftner og hyggelige morgener med søvndrukne piger i dobbeltsengen, inden vi mødtes om morgenbordet og snak om, hvad dagen kunne bringe.



Alt i alt har det været en skøn, skøn ferie, hvor vi alle 4 har slappet af og nydt at være sammen med resten af familien. Det er dejligt, at være sammen med dem alle så lang tid, at man kommer til at snakke om andet end de "sædvanlige ting." Samtidig er det rart at komme dertil, at det er ok at sidde sammen og læse i hver sin bog uden at snakke sammen. Der når vi aldrig helt til på en eftermiddag ;-)

Vi har taget mange flere billeder end det ene her i indlægget (fra indsejlingen til Göteborg), de er bare ikke overført til computeren endnu ... det kommer ;-)

Nåh ja, jeg har jo ferie 3 uger endnu - OG DET VAR 3 UGER :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er hyggeligt med en kommentar!