onsdag den 26. oktober 2011

Skal - skal ikke?

Årh, hvor jeg tænker i disse dage. På medicin. Eller rettere: Ingen medicin. Der er flere, der de sidste dage, har stillet spørgsmålstegn ved min medicinering. Pt. tager jeg 4 forskellige slags fordelt på 11 piller. Jeg har været mange typer igennem, forskellige doser, mange bivirkninger, blodprøver og utallige ture på apoteket.

Da jeg startede på medicin for tre år siden, havde jeg ikke forestillet mig, at det ville blive så besværligt. Det er ikke nemt at finde den rette dosis eller det rette præparat. Det måtte min læge hurtigt sande, og jeg blev henvist til en psykiater. Vi kunne ikke sammen, og efter 5 gange sagde jeg stop, og jeg fik min nuværende psykiater. Han er virkelig kompetent, og sammen fandt vi noget medicin, der virkede. Jeg gik samtidig hos en psykolog og sammen med den kognitive terapi hos psykiateren, blev jeg rusket godt og grundigt igennem. Det var en hård periode, men samtidig ufattelig indsigtsgivende og jeg lærte meget om mig selv.

Inden denne sygdomsperiode har jeg haft 2 depressive episoder tidligere. I den mellemliggende tid har jeg haft det godt. Almindeligt humør, dog nogle udfald indimellem, men ikke noget, der overhovedet kom i nærheden af en depression. Nu svinger mit humør som aldrig før, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvorfor? Er det medicinen, der hele tiden bliver justeret? Er det, fordi, jeg er mere bevidst om mig selv, kroppens signaler, mine tankerækker og reaktioner? Er det, fordi min mand er uden arbejde og har været det længe - hvilket selvfølgelig påvirker både humør, økonomi og valg af bolig? Er det, fordi vi mangler plads? Er det, fordi jeg lader min rolle som mor fylde for meget og dermed glemmer hensyn til mig selv? Er det fordi mit liv pt. overhovedet ikke er, som jeg har forestillet mig (altså bortset fra mine to piger og skønne mand)?

Jeg ved det sgu ikke! Jeg vil snakke med psykiateren om det. Måske endda høre, hvad han vil sige til en udtrapning af medicin. Om det er fuldstændig absurd, eller om der er en reel mulighed for at blive medicinfri - eller næsten? Et andet aspekt i denne medicinsnak er også, at vi gerne vil have flere børn. Jeg skal under ingen omstændigheder blive gravid, mens jeg tager medicin! Er det et ønske, vi er nødt til at revurdere eller ...?

Der er nok at tænke over ... Nu vil jeg holde pause fra det og spise en af Mandens hjemmelavede burgere ;-)

5 kommentarer:

  1. Personligt synes jeg, at det virker som det værst tænkelige tidspunkt, at droppe medicinen på.

    Når jeg står som udeforstående, tænker jeg at det da er klart, at dit humør er skiftende, med alle de ting der foregår. En mand uden arbejde, skrantende økonomi, for lidt plads plus tanker om familie-forøgelse sætter da tanker og følelser igang.

    Nu har du ikke spurgt, men set med mine øjne bør både familieforøgelse og udtrapning af medicin vente, til I har mere styr på mandens jobsituation, bolig osv <3

    Har du fået justeret i din medicin for nylig? Nye præperater kan jo virke mod hensigten. Eller præparater man har taget længe, kan miste noget af deres virkning - been there, done that ;-)

    Det lyder som en god ting, med lige at få snakket med psykiateren :-)

    Knus

    SvarSlet
  2. Sikke en masse at tumle rundt med på én gang - jeg mener, det kunne da slå benene væk under mig, som ikke har en depression. Personligt ville jeg nok ikke så meget som overveje udtrapning af medicin før dette er grundigt diskuteret igennem med psykiateren.....det er mange piller hver dag, og jeg kan godt forstå, at der vil være nogle, som mener, at det er alt for mange, men jeg tror, at det måske er alle de andre overvejelser, der påvirker dig - mere end det er medicinen....jeg håber du sammen med psykiateren finder en god og brugbar løsning, så du kan komme tilbage på fuld styrke igen (og få din nattesøvn tilbage)
    Knus fra Karen

    SvarSlet
  3. Jeg forstår at der er meget i dit liv !
    Og tror ikke du skal ud af din medicin, før der er mere ro på.
    Men snak og snak og snak med din psykiater- om det.
    Og så må han hjælpe dig med, at få din nattesøvn- den er altså sindsyg vigtig.

    SvarSlet
  4. Hej June, Karen og Miri - tusinde tak for jeres svar! Det betyder meget, at I vil sige jeres mening.
    Allerførst; jeg gør ingenting uden at snakke med min psykiater først. Hverken udtrappe medicin eller gøre alvor af familieforøgelsestankerne (sikke et ord ;-)). Jeg tør slet ikke! Jeg har lært af alt det her, at det er bedst at gøre, som profferne siger. Jeg kender mig bedst, men de ved mest om sygdommen og medicinen.

    Jeg har mange ting at forholde mig til. Mange forstår ikke, at jeg kan. Men sådan er mit liv nu engang, og det hele omhandler jo mig og min familie, så jeg er ikke bare nødt til at forholde mig til det - jeg vil! Meget tænker jeg ikke over hver dag, bl.a. Mandens ledighed, som jeg næsten synes jeg er lidt priviligeret trods alt. Han henter og bringer Ældste hver dag, køber ind, laver mad og laver mange, mange andre ting, som er en mulighed, fordi han har så meget tid. På den anden side, ville andre ting være nemmere, hvis han var i arbejde ;-)

    "Ny bolig-emnet" generer mig hver dag, fordi det i mine øjne er presserende - men det er også mig, der oplever pladsproblemerne mest. Pigerne nyder vist bare, at vi er så meget sammen ;-) De deler et stort værelse, og derudover har vi en lille stue, soveværelse med plads til syplads til mig og et lillebitte køkken + badeværelse (ca 90 kvm). I kælderen har vi plads til opbevaring og vaskemaskine + tumbler. Det fungerer indimellem som mit fristed. Imellem for stort/for småt pigetøj, tomme flasker, urtepotter og jord, en gammel gyngestol med barnevognskassen oveni og nogle flyttekasser med ting, vi gerne vil beholde men ikke har plads til. Jeg kan ikke sidde ned, gulvet er koldt og hyggen er ikke til at få øje på - men der er ro og ingen forventninger.

    Jeg tror, at jeg for mange gange har sagt for lidt hos psykiateren, fordi tingene fungerede for mig. Nu, hvor det ikke går så godt, dukker tingene op igen, og det er gået op for mig, hvor dårligt jeg har brugt mine sidste aftaler hos psykiateren. Jeg skal ringe til ham først i næste uge, og der vil jeg få lavet en ny tid. Helst så hurtigt som muligt.

    Det blev en længere smøre det her ... jeg vil gerne sige jer tak endnu en gang - det er virkelig dejligt at vende tingene med nogen. Og måske det er en fordel, at I ikke kender mig fra andre steder end her? TAK!

    Kram til jer alle 3!

    SvarSlet
  5. Jeg ville få pip, hvis jeg ikke kunne få lidt ro ind imellem, have et sted hvor jeg kunne lukke døren! Det tror jeg er rigtig vigtigt for alle - og især når man har det som os ;-)

    Kunne det slet ikke lade sig gøre, at få ryddet lidt ud i den kælder, så gyngestolen kunne bruges, og en hyggelig lampe komme ind?

    Knus herfra

    SvarSlet

Det er hyggeligt med en kommentar!