Mine nætter er igen fyldt med søvn. Det er virkelig dejligt! Desværre gør det mig ikke udhvilet. I hvert fald ikke før op ad formiddagen. Når jeg er nået til eftermiddag er jeg igen træt og uoplagt, inden jeg når et par timers "prime time" omkring aftensmad. Pigerne får deres del af lagkagen ;-) Når de er puttet, går gassen virkelig af ballonen, og jeg er for træt til at gøre andet end lægge mig på sofaen. Jeg tager aftenmedicinen omkring kl. 19, og efter et par timer snakker jeg usammenhængende og går i seng for at læse i min bog. Efter 3-5 sider sover jeg ...
Jeg er nødt til at skrive det sådan lidt ironisk, fordi jeg føler mig ikke som mig selv. Det er som om en anden har taget styringen. Jeg farer rundt og lægger planer til dagen efter, til næste uge, får ordnet lidt vasketøj og lavet noget sammen med pigerne. Helst det hele på én gang. Jeg føler mig som en Duracel-kanin i hovedet, mens kroppen halser efter for at følge med - en meget mærkelig kombination! Den anden dag synes min mand, at jeg skulle slappe af og ikke overanstrenge mig, da jeg arrangerede store maledag på spisebordet midt i vasketøj og den bærbare. I går fik jeg mærkelige blikke fra en af vores venner, da jeg havde gang i lidt mange ting og samtidig snakkede med ham, selvom jeg overhovedet ikke var nærværende. Ikke i nogen af tingene, sikkert ... det føltes bare sådan.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg. Jeg har ikke en eller anden dybere mening med det - det er bare dét, der fylder for tiden. Det er også med til - endnu en gang - at gøre det tydeligt, at jeg sikkert aldrig slipper depressionen. Den er kommet for at blive. Jeg tror, at hvis jeg ikke var så opmærksom på mig selv og min krops signaler, havde jeg været meget mere depressiv, end jeg er pt. Jeg står kun i vand til knæene, hvor jeg tidligere har følt mig helt under. Jeg ved, at der er en vej ud. Måske ikke den samme som sidst, men den er der!!
Hep hep til mig selv :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det er hyggeligt med en kommentar!