fredag den 18. december 2009

Andre planer



Vi skulle have været på weekendtur. Den blev aflyst pga. sne og mere sne i vente. Elsker sne. Hader når jeg ikke kan køre, hvorhen jeg vil. Måtte derfor ønske til lykke til min far pr. telefon. Ville helst have givet ham et fødselsdagskram. Drukket rødvin og kigget ud på sneen i deres have. Snakket, hygget og bare været sammen. Det må blive efter nytår.

I stedet har jeg syet kjolen færdig til min niece. Den er blevet rigtig fin, håber den bliver godt modtaget. Det har taget det meste af dagen. Der er dog også blevet tid til at lege med LEGO med begge piger. Det blev til et hus med helikopterlandingsplads på taget ved siden af haven. Indenfor bor hesten, kalven og katten side om side. Og i hjørnet af stuen kan kongen og dronningen sove, hvis de ikke vil sove ovenpå kisten fuld af slik. Den står i øvrigt på taget. Sengen er forbeholdt prinsessen. Den har naturligvis den bedste plads i huset.

Jeg har lavet brændte mandler. De er nødt til at være her. Også selvom det er et kort visit ;-) Ældstemusen hjalp med at røre rundt. Vi fik hyggesnakket en masse imens. Jeg fik lidt smeltet sukker på pegefingeren. Nu har jeg en fin (!?) lille brandvabel på højre pegefingerspids. Heldigvis ikke liiiige dér, hvor fingeren rammer tasterne ... Mandlerne er forresten smagt og godkendt. Og smagt igen. Og igen. Og er nu stillet væk. Hvor længe ved jeg ikke ...

Manden er ved at lave risengrød. Det passer ret godt til i dag. Sne udenfor, jul, uldsokker, julegaver og stearinlys indenfor. Samtidig bager han brød til i morgen tidlig. Indimellem KAN han rent faktisk multitaske - men jeg holder mig ude af køkkenet imens ;-)

Det har været en rigtig god dag, selvom den var planlagt helt anderledes. Stuen bærer præg af syning, pigernes juleklip (og bare klip...), halvfærdige puslespil på gulvet, sammenlagt vasketøj på sofabordet og ... Måske jeg skulle rydde lidt op? Så kan jeg slappe af på sofaen med god samvittighed senere. Jep - det gør jeg!

Polka :-)

1 kommentar:

  1. Selv om det var trist I ikke kom til din far , så fik I vendt dagen og fyldt den med glæder :-)

    SvarSlet

Det er hyggeligt med en kommentar!