søndag den 6. marts 2011

To trætte piger og et halstørklæde

Søndag eftermiddag. En træt Ældste sidder på puffen og puster ud. Hun er træt og mæt af leg med sin allerbedste veninde. En ligeså træt Mindste sidder i badekaret med et par badedyr og en vandkande. Hun har været til fastelavns-fødselsdagsfest og blev malet i hovedet. På vejen hjem insisterede hun på at komme i karbad, når vi kom hjem. Ok med mig!

Det har virkelig været en dejlig weekend. Første sove-sammen for en af pigerne. Det gik over al forventning; ingen blev uvenner, ingen har grædt og ingen blev holdt udenfor. De to store piger var dog for trætte til at se hele mgp, så efter sang nr. 6 bestemte jeg, at nu var det tid til putning og historie. Ingen indvendinger fra nogen, og det var et par stille piger, der fik historie - alligevel tog det næsten 1½ time for dem at falde i søvn ... Op igen kl. 6, så der har ikke været så meget på overskudskontoen i dag. Det går alligevel!

Forår i vindueskarmen

Det skal gentages snart. Det er der ingen tvivl om! Hvor er det også fantastisk at opleve de to pigers venskab på nært hold. De har kendt hinanden stort set altid og ved næsten, hvad den anden tænker. Når jeg spørger Ældste, om hun har leget med veninden i skolen, ser hun undrende på mig. Det er bare en selvfølge!

Imens pigerne har leget, har jeg strikket videre på det endeløse halstørklæde til Manden. I dag var enden nu tæt på, og jeg knoklede løs imellem puslespilsbrikker og kaffekopper for at blive færdig. Færdig blev jeg og stolt bad jeg Manden lukke øjnene, så jeg kunne give ham det på. Han vil gerne have det dobbelt og så enderne stukket igennem løkken OG DET VAR SLET IKKE LANGT NOK!!!??!!! Her har jeg strikket og strikket, købt 4 nøgler garn foruden det gamle halstørklæde, der er pillet op og strikket med. Det er blevet bredere end det gamle, det var meningen. Jeg havde bare glemt, at når det bliver bredere, skal det også være længere, for at det kan komme igennem. Hrmf!! Hvis nogen foreslår, at Manden skal prøve halstørklædet, inden jeg lukker maskerne af, så spar jer - det bruger vi ikke her ;-) Jeg har nu købt 4 nye nøgler, som jeg vil kæmpe mig igennem. Det er nu ikke det mest spændende projekt, jeg er begyndt på. Godt jeg selv har foreslået det, så jeg ikke kan give andre skylden ... I dag får I et billede af det famøse halstørklæde ;-)

Her er det så, halstørklædet

2 kommentarer:

  1. Lyder som en perfekt weekend....altså bortset fra det med tørklædet...det er ærgeligt! Det ser i øvrigt rigtig dejlig blødt og varmt ud :-D
    Kh Karen

    SvarSlet
  2. Hej Karen - det var en af de bedste weekender længe! Garnet er 100% uld, så det er ret varmt - ærgeligt, at det ikke er færdigt noget før ... Kram :-)

    SvarSlet

Det er hyggeligt med en kommentar!