Ja eller nej?

Jeg undrer mig. Tænker. Førhen var det svært at sige nej. Det betød, at jeg ikke var hjælpsom. Jeg var doven. Egoistisk. Hvad ville andre ikke tænke? "Det kan jeg da godt lige gøre ..." var en ofte sagt sætning. Jeg befandt mig jævnligt i situationer, jeg egentlig ikke havde den store lyst til at være i. Tit var tiden heller ikke til det, men jeg fandt tid ved at skære ned på tid til andre ting. Jeg prioriterede ikke mig selv nok. Slet ikke!

Efter en lang proces og mange store samtaler med mit indre jeg (og med psykolog, psykiater, Manden og gode venner) er jeg blevet god til at sige fra. Og ikke nok med det; jeg har det godt med det! Det føles rigtig godt at sige nej til noget, hvis det ikke passer i mine planer. Hvis jeg ikke har lyst. Hvis noget ikke er mit ansvar eller område. Det gælder både privat og på arbejde. I dag har jeg sagt nej til at hente Manden efter arbejde. Jeg kunne godt have gjort det, men det havde betydet en omvej - i den stik modsatte retning - og dermed en senere hentning af pigerne. Samtidig havde det stresset mig, fordi jeg havde sagt et tidspunkt for hentning til pigerne, som jeg ikke ville kunne holde, og som jeg alligevel ville gøre alt for at nå. Tidligere havde jeg sagt ja, og var blevet irriteret på ham, fordi han kunne foreslå det, og jeg havde fået en stresset eftermiddag, som jeg var blevet sur og træls af - OG jeg var blevet træt af mig selv for ikke at sige nej. I dag skrev jeg tilbage til ham, at det ville jeg ikke, fordi jeg havde en aftale med pigerne. Ok, skrev han, vi ses derhjemme. Weeeeeeeeeee! Ikke noget drama, som jeg før ville have frygtet. Ingen sure miner. Ingenting. Han tager bussen hjem som oprindelig planlagt. Jeg holder mine aftaler med pigerne. Færdig! Hvor føles det godt!

Så er det jeg undrer mig; hvordan kan jeg være så længe om at indse, at der ikke går skår af mig for at sige nej? Tværtimod, synes jeg nu. Jeg siger min mening. Står ved den og gør ikke noget, jeg ikke vil. (Altså i det store og hele ... jeg kan jo ikke slippe for ALT ...) Jeg oplever endda en større respekt for at sige fra end for altid at sige ja. Når jeg siger ja, så mener jeg det også.

Mine to piger og mig

Ovenstående afskriver imidlertid ikke et nemt nej. Pt. har jeg store kvaler i fht. noget familiehalløj, der rammer samme dag som en anden aftale, der har været planlagt i en måneds tid. Umiddelbart er det den oprindelige aftale, der skal holdes, men så nemt er det desværre ikke. Det irriterer mig, men på den anden side oplever jeg, at jeg er mere afklaret omkring hvilke faktorer, der giver argumenter. Det er ikke længere andre folks tanker og følelser, men hvad der fungerer for os som familie og for mig selv. Hvad vi først har aftalt vægter tungest - alene fordi det kom først - og så må familien blive skuffet over vores manglende fremmøde. Det er ikke mit problem. Nogle synes, det er en hårdnakket holdning at have, men så længe jeg har klare linier og kan argumentere for mit valg, så har jeg det fint med det.

Puha, man bliver aldrig færdig  med at lære nyt. Men lige præcis at sige nej, ville jeg gerne have lært lidt tidligere ;-)