søndag den 5. september 2010

Gode søndagskøb

Efter en langsom morgen med tv, hygge, hjemmebagt brød og kaffe tog jeg Mindstemusen med I Rema 1000. De har søndagsåbent og ting, jeg har lyst at købe. Ikke mindst broderigarn i et utal af farver. Stof i fine farver og mønstre. Samtidig fandt vi en drikkedunk til Mindste, som er lidt misundelig over sin søsters. Det er altså lidt træls at gå i børnehave med madordning, når søster starter i skole og skal have madpakke og drikkedunk med HVER dag. Det virker som en luksus at få små bøtter med gode ting, hyggelige små madder og drikkedunk puttet i sin madpose hver morgen. Måske det bliver 3 lange år for Mindste? Nu har hun en drikkedunk som sin søsters, bare i en anden farve. Det hjælper vel lidt?

Nå, tilbage til garn og stoffer. Jeg fik en pakke med 100 bundter garn til 49,- Mange fine farver, ca. 2 bundter i samme farver, så det er jo ca. 50 forskellige farver (jojo, regne kan man vel ;-)) To stykker stof på 2 meter gange knap 1,5 meter til 69,- pr. pakke. Pigerne har allerede valgt deres yndlingsfarve, så nu skal det bare vaskes og så kan jeg godt gå i gang! Ældste har bestilt en kjole og Mindste en strutnederdel. Begge med en selvfølgelighed i stemmen, som om mor kan alt. Men det kan hun vel også :-)


Jeg har fundet min gamle syæske frem. Det er en, jeg har fået af min mor engang. Det er længe siden, den har været i brug som syæske, men nu genopstår den. Den er også så fin, at den fortjener en plads "i lyset." Det får den nu!

1 kommentar:

Det er hyggeligt med en kommentar!