Er helt alene hjemme en torsdag eftermiddag. Jeg nyder en stille kop kaffe og surfer lidt rundt på de forskellige blogs. Jeg er bare mig. Ingen kalder, spørger om lov, hiver i ærmet og ingen andre lyde end mig, der skriver, og fuglene, der er ved at indse, at foråret virkelig er på vej. Der pippes højt og inderligt.
Der er fred. Ro. Jeg fortæller ofte mig selv, at hvis bare der var ro, ville det hele gå lidt bedre. Lidt mere overskud i mit hoved. Lidt mere positive tanker. Og mere mig-tid. Men når roen så er her, bliver der pludselig FOR meget ro. Savner pigernes småsnakken og leg. Mandens puslen i køkkenet. Kan pludselig ikke tænke. Heller ikke noget negativt. Snakkede med psykologen i går, der sagde, at tomhed er et ok tegn. Et tegn på at depressionen er ved at være ovre, at jeg er ved at finde vejen tilbage til mit glade jeg, at jeg skal opdage mig selv igen, og det kan kræve tomhed, før jeg kan fyldes ud af mit gamle jeg. Så jeg har det fint med tomheden. I dag. Ikke i går. Nu ved jeg, at det er gode tegn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det er hyggeligt med en kommentar!