Jeg fornemmer en nedtur. Ingen følelser overhovedet. Ikke engang da Ældste faldt og slog hul på knæet. Heller ikke da Mindste slog ryggen og skreg af smerte. Jeg trøstede dem hver især som jeg plejer. Sagde de samme ord, krammede og pustede på sår. Det rørte mig bare overhovedet ikke. Jeg var der, som en mor skal være det. Jeg var ligeglad og ventede egentlig bare på, at de holdt op med at græde. Det er som om der er et jernpanser, som følelser umuligt kan trænge igennem. Det er en prøvelse. Og nu er jeg her igen ... igen ...
Jeg vil helst være alene. Undgå at snakke. Jeg vil slet ikke tage stilling. Ikke engang til hvilken aftensmad, vi skal have. Hvis jeg kunne, ville jeg undvære. Jeg spiser, fordi det er tid. Det smager mig ikke. Aftensmaden kræver opmærksomhed, tilstedeværelse og snak. Og så laver jeg den ikke engang ;-)
Jeg synes, jeg bruger al energien på at være. Jeg orker ikke andet. Jeg ville helst være under dynen med høreværn på. Og så alligevel ... så ville jeg være alene med mig selv og mine tanker. Det går ikke godt. Jeg er nødt til at nynne en sang, for at undgå at tankerne flyver deres egne veje. Når det sker, bliver det negativt, og det er en spiral, der lynhurtigt går nedad.
Jeg skal ned til psykiateren i morgen. Det bliver godt at vende tingene med ham!
Øv. Men er det ikke meget normalt at humøret går op og ned- også selv om man får medicin ?
SvarSletHåber samtalen kan give lidt håb.
Hej søde Miri - jo, selvfølgelig svinger humøret. Også mit. Mine svingninger føles bare anderledes end førhen. De går længere ned og er næsten umulige at komme ud af selv. Det føles som 2 skridt frem og 1 tilbage, og så er vejen lang ... Tak for din kommentar, det er rart med lidt respons, jeg er ked af at jeg ikke er så aktiv hos dig :-/
SvarSlet