Jeg ved ikke helt ...

... hvad jeg skal synes. Depressionen stikker sit ækle hoved frem igen. Jeg synes, jeg skraber hen ad gulvet. Til tider under. Der er ikke ret meget sjov i at være omkring mig. I går fik jeg en større tudetur (over støvsugeren) foran pigerne. Hold op, hvor er det ikke sjovt at stå stortudende foran dem og se deres ansigter forandre sig fra at smile til at være alvorlige og bekymrede. Hvad sker der med mor? Hvorfor græder hun? De kom forsigtigt hen og krammede mig og sagde, at det nok skulle gå. Nok skal gå!? Det skal de ikke sige til mig! Det er den forkerte rollefordeling. Jeg kunne ikke sige andet end ja og så kramme dem helt tæt.

Bagefter fik vi snakket lidt om det, og jeg fortalte dem, at det ikke har noget med dem at gøre. Det er mig, der er lidt mere ked af det, og det skal de ikke bekymre sig om. Det virkede de til at være glade for at høre. Især Mindste har svært ved at klare, når jeg er ked af det og ikke så let at være omkring.


Jeg havde besøg af en veninde og hendes datter det meste af dagen i går. Pigerne hyggede sig alle tre, og vi fik snakket. Ikke så meget om mig, men mere om alt andet. Det var lige det, jeg havde brug for. Lidt andet input end min egen miserable verden, som jeg får skabt den inde i hovedet. Der er jo andre ting, og jeg skal - igen - lære at fokusere på det gode og positive. Det er bare svært at få øje på lige nu.

Jeg fik snakket med Manden og vi var ret enige om, at jeg skal kontakte psykiateren igen. Jeg har først en tid hos ham om en måned, og det er for lang tid at vente. Jeg ringer til ham i morgen, og så håber jeg, han har et guldkorn - eller helst to!