Sådan ligger landet

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Det er længe siden, jeg har været aktiv herinde - bortset fra det lillebitte pip, jeg gav i går. Status på medicinen er, at jeg er ved at blive kørt ind i den nye medicin. Det kræver en ugentlig blodprøve og en snak hos psykiateren hver 14. dag. Minimum.

Hvide pæoner

Jeg var inde hos ham i går. Trist og træt. Han var medfølende og realistisk. Ting tager tid, også at få medicin til at virke. Det ved jeg nu godt. Jeg har været der mange gange. Alt for mange gange. Jeg har ikke lyst til mere nu. Det er nok! Jeg er ved at miste håbet om, nogensinde at få et almindeligt liv uden medicinjusteringer hver 3. måned. Jeg er træt af det. Lige når jeg tror, at det hele er godt (og har vænnet mig til det), så sker der noget, som får det til at vælte. Hvorfor?

Dagens buket fra Mindste

Jeg er træt. Så inderligt træt. Helt ind i knoglerne. Jeg er også blevet justeret i min sløvende medicin, jeg tager om aftenen, så jeg ikke er træt til over middag. Forhåbentlig - for ting tager jo stadig tid ;-) I dag har jeg været ligeså træt, som jeg plejer. Måske fordi jeg vågnede kl. 4 i morges? Det er noget af et puslespil, min kære psykiater har gang i med mig og medicinen. Godt, jeg ikke selv skal holde styr på det!

Foran mig venter en weekend fuld af arbejde, så der går måske lidt tid, før jeg vender tilbage. Men jeg gør det!!