Ansøgningen til §56 lever nu sit eget liv. Jeg har gjort mit og kan kun vente på kommunens afgørelse. Jeg synes stadig, jeg skraber henover gulvet. Jeg ser verden gennem et filter, hvor det meste ikke når ind. Jeg føler ingenting. Ingenting udløser følelser - men sker det, er det negative følelser som modløshed, ked af det-hed eller "fuck-det-hele." Det er en kamp at være på arbejde, hvor det handler meget om børnenes behov og at rumme deres følelser. Det er virkelig svært at rumme andres følelser, når jeg ikke kan mærke mine egne. Herhjemme isolerer jeg mig. Hvis det ikke er fysisk i et andet rum, er det bag computeren, et blad eller med et barn på skødet. I forhold til mine egne forventninger til mig selv, er det overhovedet ikke ok. Ikke tilnærmelsesvis! Men sådan er det nødt til at være lige nu. Jeg kan bare håbe, at det snart vender.
Den anden dag, da jeg var ved at opgive det hele, ville Mindste op til mig. Jeg afviste hende og sagde, at det måtte vente. Hun begyndte at græde, og jeg orkede ikke at trøste hende. Efter et par dybe vejrtrækninger trøster jeg alligevel og forklarer hende, at det ikke er hver gang hun har lyst, at hun kan komme på skødet. Hun siger: Jamen mor, jeg ville jo bare trøste dig!
Øv!
Nu ved jeg ikke, hvad paragraffen er for en fætter, men jeg håber da alligevel, at den går igennem!
SvarSletKender din arbejdsplads grunden til dit fravær? Altså at det er psykisk?
Hej June - §56 kan give mig en delvis sygemelding og min arbejdsplads får samtidig kompensation fra min første sygedag og ikke som ellers efter 30.
SvarSletJeg har haft nogle gode samtaler med min leder, sidst for en uge siden, hvor vi blev enige om, at ovenstående kunne være en løsning. Kram!
Super godt at høre, at du har opbakning fra din arbejdsplads. Det betyder virkelig meget <3
SvarSlet