onsdag den 16. november 2011

Altid ...

Besøg hos psykiateren. Jeg nedtrappes lidt i medicin, og vi håber, at det ikke volder problemer. Vi fik også en fremtidssnak, og det ser ud til, at jeg ikke kan slippe medicinen. Han fraråder det.

Jeg kan ikke forholde mig til det. På en måde vidste jeg det godt. Alligevel håbede jeg, at der kunne være en mulighed. Jeg skal tage medicin altid. Altid!

Altid ...

3 kommentarer:

  1. Ja, det er svært at kaperer og erkende. Jeg havde det på samme måde.

    Men hvor er det alligevel underligt, at vi har det sådan...for havde vi haft sukkersyge, tror jeg ikke det ville være så svært at acceptere, at vi altid skulle tage insulin og holde en kostplan?

    SvarSlet
  2. Hej June - jeg tror at jeg, uanset hvilket sygdom, ville have det mærkeligt med at skulle tage medicin resten af mit liv. Måske det bunder i, at jeg ALDRIG er syg og derfor ikke har set min krop som syg og ikke velfungerende. Jeg er kendt som hende med jernhelbredet ;-)
    Jeg bearbejder lige så stille tanken om medicin for evigt, og hvad det medfører. Det er bare som med alt andet for tiden; det siver ikke helt ind under huden ... men det kommer nok!
    Tak for din kommentar!
    Kram

    SvarSlet
  3. Hmmm....ja, så er det selvfølgelig ekstra svært. Kan kun sige, at du selvfølgelig skal bruge psykiateren til at tale med, om det :-)

    SvarSlet

Det er hyggeligt med en kommentar!