Træt. Orker ikke pigerne, der ikke vil have solcreme på. Ikke have børstet tænder. Kan ikke rumme deres stemmer. Føler de skærer igennem mig. Prøver at være imødekommende. Forstående. Det hjælper. Lidt. Den ene får solcreme på. Den anden vil ikke. Gider ikke diskutere med hende. Opgiver. Det må manden ordne. Han afleverer dem i dag. Jeg kører.
Arbejde. Stadig træt. Det hele kører pr. automatik. Hovedpine. Drikker kaffe. Igen og igen. Vand. Lidt frisk luft. Eleven er også træt i dag. Ikke ret meget snak. Heldigvis. Vi trives vist begge bedst i ro i dag. Mere kaffe. Pause. Mere arbejde.
En underlig blanding af følelser. For jeg glæder mig. Jeg er ok. Det er snart weekend. Skovtur med familien. Håber vejret holder. Ellers finder vi på andet. Der er så meget jeg gerne vil. Både sammen med familien og alene. Begynde på et reste-tæppe. Ordne blomsterkrukkerne udenfor. Plante de indendørs blomster om. Købe sko til den lille og sommerjakke til den store. Sy Ældstemusens trøje færdig. Begynde på nye baggy-posebukser til Mindstemusen. Sove længe. Være længe oppe. Snakke med min mand - sådan rigtig. Synes det forsvinder i dagligdagen. Vi er for dårlige til at bruge vores tid på hinanden. Jeg vil bare gerne det hele. Ved godt, at jeg skal holde igen. Passe på mig selv. Ikke begynde på for meget.
Lige nu ville jeg ønske at jeg kunne sove og lave alt, det jeg gerne vil imens. Eller blive udhvilet af andet end at sove. Fantasiverden ...!? Men jeg synes ikke, der er tid nok. Før var dagene alt, alt for lange. Måske jeg nu forsøger at kompensere for alt det, jeg "mangler" at lave gennem de sidste 2 år? Nu skal det være! Alt kan kun gå for langsomt. Det hele er for omfattende. Fx vil jeg gerne begynde på det der tæppe, men jeg ved, at det tager lang tid, og så kan jeg ikke tage mig sammen til det. Hver gang jeg kigger på garnet i reolen, tænker jeg: Nu er det nu! Så kommer argumenterne flyvende: Ikke lige nu, nu er jeg ved at ... med pigerne, jeg venter til i aften, hvor jeg så ikke gider, fordi jeg er for træt, skal jeg hækle eller strikke, skal det være tæppe til os voksne, til pigerne eller til en dukke, vi har også tæpper nok (som om man aldrig lige kunne bruge et ekstra??), det er også en dum idé, får jeg det nogensinde færdig?? Og sådan kommer jeg jo aldrig igang ;-)
Det er vist godt jeg skal snakke med både psykiater og psykolog i næste uge. For jeg har det godt! Og jeg skal blive ved med at fokusere på det positive. Det negative har alt, alt, alt for længe fyldt for meget. Næsten det hele. Nu er det nok. SLUT!!!
Blev der sagt!
Ja du skal fokusere på det positive, men passe på med et jeg vil kalde paradislængsel. Det hele skal ikke være fantastisk hele tiden, du skal ikke være powermom konstant, der kan rumme skrigende børn, arbejde og sy sommergarderobe, tæpper osv og samtidig smile og have konstant overskud. Du skal være dig og selvom du har været fyldt op af det negative kan du ikke kompensere ved at være udelukkende positiv nu. Det kan ingen! du har mere end en side og du skal elske og acceptere begge sider. jeg ved det måske lyder nemt og sikkert også ganske (over) pædagogisk men jeg mener bestemt du skal slutte fred med dig selv og ikke være optaget af hvordan du ikke vil være. Du er kompleks og sådan er dit humør og din motivation også. Giv nu dig selv en krammer og så kommer der også lige en herfra
SvarSletMange hilsner Heidi
Søde, søde Heidi. Tusind tak for den lille "opsang" - det var lige hvad jeg har brug for. Dine ord rammer plet. For jeg har en tendens til at tænke meget sort-hvid, men sådan er livet ikke. Og skal heller ikke være det.
SvarSletTak! En krammer tilbage til dig :-)