Fremad!

En smuttur til købmanden efter mælk, 5 minutter hver vej:

For nogle måneder siden, var jeg gået alene. Hvis jeg overhovedet var gået. Det havde været for meget. Så skulle jeg både have støvler og jakke på. Skulle der penge i lommen eller i tasken på ryggen? Hvordan skulle jeg sige nej, når pigerne ville med? Hvem skulle måske have lov - hvem var nemmest? Var det strengt nødvendigt at købe småtingene nu? Jeg ville slæbe mig afsted. Blive irriteret på den, der ville se på flotte sten eller gå på streger. Komme hjem og være træt. Fuldstændig færdig!

I dag manglede vi ikke engang mælk, sådan for alvor. Alligevel gik jeg. Den ene ville med. Så ville den anden også. Ingen problem - afsted med os. Lagde næsten ikke mærke til at støvler og jakke kom på. Tasken på ryggen uden de store overvejelser. Den ene ville cykle - ok! Den anden gik. Vi holdt i hånd. Tid til at kigge på en mariehøne. På en vintergæk. Vi kom hjem igen i fred og fordragelighed. Jeg gik direkte til videre til vasketøjet. Ingen pause, hverken fysisk eller mentalt.

HOLD OP, HVOR FØLES DET GODT!!!