Stille søndag med tanker

Søndag middag. Kaffe i koppen. Sol på kinden. Mindste er taget til fødselsdag, og vi andre tre slapper af og nyder søndagsstilheden. I går blev vi allesammen luftet ved Limfjorden i noget, der føltes som stiv kuling. Der var et væld af vandpytter, som skulle prøvehoppes allesammen. De bedste pytter fik ekstra mange hop. Det resulterede i henrykte børn, glade forældre, sjaskvådt tøj og en tur direkte i baljen for pigernes vedkommende (altså derhjemme, ikke i Limfjorden ;-))

Kystsikring ved Limfjorden

I dag skal der vaskes tøj, slappes af og drikkes kaffe - og indimellem skal Mindste hentes hjem igen. Sikkert træt og tilpas efter 3 timer i selskab med hele 4-års-stuen (35 børn) i en gymnastiksal fyldt med flagranker, kager, fastelavnstønder og slikposer. Det bliver godt at kramme hende igen, jeg skal fyldes op med Mindste-kram, for i næste uge tager hun på ferie hos bedsterne. Hun glæder sig. Det gør Ældste også. Jeg er indifferent ... fucking følelser!! Jeg kan godt forestille mig, at det bliver godt (= mere afslappende, mere stille, mere mig-tid og ingen fnidder mellem pigerne) kun at have Ældste hjemme. Jeg tror egentlig, at det her "følelseshalløj" gør, at jeg tager én dag ad gangen. Jeg kan ikke følelsesmæssigt sætte mig ind i eller forestille mig, hvordan i morgen eller næste uge bliver - jeg er nødt til at opleve det. Jeg kan selvføgelig forestille mig det, sådan rent tankemæssigt, men det er simpelthen for stor en mundfuld! Jeg gør det indimellem, når jeg er nødt til det for at have en forestilling om, hvordan noget bliver, men det er ikke ret tit. Samtidig kræver det ro, og det er ikke så tit, der er det - heller ikke selvom jeg trækker mig. Nå, det blev en lidt længere smøre ... det er bare en underlig uforklarlig periode, jeg er inde i lige nu ... Jeg håber, I kan bære over med mig ;-)