Vi gør klar til gæster. Mine forældre og søster kommer om et par timer. Vi skal til familietamtam i morgen her i byen, så de ville gerne have overstået den 3 timer lange køretur i dag. Det kan jeg godt forstå! Jeg har glædet til mig, til at de skulle komme. Jeg har vidst det længe. Alt er klar, pånær støvsugningen i stuen. Pigerne har fået neglelak på, tøjet er klar til i morgen. Pt. sover Mindstemusen, og manden er i køkkenet for at gøre så meget klar til aftensmaden som muligt.
Jeg kan ikke rigtig rumme det. Mit hoved er fyldt. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er fuldt af. Jeg tror måske, det er tanken om at være så tæt sammen med så mange resten af dagen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Ikke fordi jeg ikke vil være sammen med dem, men jeg har brug for plads omkring mig. Sådan rent bogstaveligt. Og det kan jeg ikke få her, når vi ikke har mere plads. Jeg kommer til at køre på lavt blus i mit hoved. Jeg har svært ved at samtale, når jeg ikke har overskud. Somom al energien bliver brugt på at holde de mest basale ting i kroppen kørende. På bare at være og ikke tage alt for mange indtryk ind.
Måske det slår ekstra hårdt i dag, fordi jeg synes, jeg har det supergodt for tiden. Jeg har virkelig følt det som den bedste tid nogensinde. Alt har været godt - og det, der ikke har været godt, har jeg kunnet håndtere. Det har været fantastisk. Helt ubeskriveligt. Jeg har næsten følt mig som et nyt menneske! Jeg er med ét blevet klar over, at jeg ikke er helt over depressionen. Den vil følge mig længe endnu. Måske for evigt? Jeg skal blive bedre til at tage mine forholdsregler. Ikke planlægge for meget. Og så må jeg indse, at et besøg af mine allernærmeste altså er for meget. Desværre. Lige nu kunne jeg tude af raseri over mig selv. Men hvad skulle det hjælpe? Jeg hader det her! Hvorfor kan det ikke bare være som før? Jeg savner bare at kunne. Gøre hvad jeg vil. Bare fordi jeg vil. Uden at tænke så meget.
Øv, altså!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det er hyggeligt med en kommentar!