fredag den 1. januar 2010
Frost og snart nybagt brød
Her blev nytåret fejret i ro og mag. Lækker aftensmad. Portvin fra 1964 til desserten. Hygge med pigerne. Manden er syg, så vi fladede ud i sofaen og kiggede på fyrværkeri og tv. Må indrømme, at jeg småsov, inden det var tid til at skåle det nye år ind. Men det kom vist ikke bag på nogen ;-) Tidligt op i morges. Dynerne med ind i stuen. Stine, Anders & Jeanette i tv - den er blevet favoritten her i ferien! Lidt müsli at starte på.
Og sikke en kold start på det nye år! 17 minusgrader i nat! Det var iskoldt at være ude i formiddags. Pigerne og jeg gik ned til vandet. Is på Limfjorden. For koldt til at stå stille ret længe ad gangen. Røde kinder, kolde næser og hjem igen til varm kakao. Bagefter langt varmt bad. Sildemadder til frokost. Nu sover de andre 3 middagslur.
Jeg har sat en dej over, så der er nybagt brød til eftermiddagskaffen. Først blogger jeg lidt, så former jeg brødene, og så skal der strikkes videre på mit nye sjal/tørklæde. Jeg er absolut ikke verdens hurtigste strikker, men selv manden kan se fremskridtene, så helt skildpadde-tempoagtigt er det ikke ;-) Måtte dog kapitulere og sende den 3/4-færdige sok med min mor hjem, så laver hun den færdig (og strikker makkeren også). Det kan jeg ikke finde ud af!!!
Senere vækker jeg resten af familien til nybagte svenske brød og kaffe - skøn 1. januar!
Polka :-)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
En dejlig beretning om noget der lyder som en skøn dag. godt nytår til dig og dine
SvarSletmange hilsner Heidi